Hver gang har de troet på, at nu lykkes det. Lige netop denne slankekur må være den rigtige. Men nej! Det eneste, der er skrumpet er selvværdet. Sådan er status for rigtig mange overvægtige, der konsulterer Anne W. Ravn, klinisk diætist på Aarhus Universitetshospital.
– De føler sig ofte skamfulde og har dårlig samvittighed over ikke at slå til efter, at de forgæves har været på et utal af kure uden virkning. De lider af en nagende nederlagsfølelse, hvor vægt og mad fylder rigtig meget i deres bevidsthed, fortæller Anne W. Ravn, der tilføjer, at hendes patienter rigtig gerne selv vil gøre meget for at komme deres overvægt til livs, men at de er sandet til i de råd, de tidligere har fået.
De ved, at motion er vigtig, men de orker ikke at gå i et fitnesscenter pga deres blufærdighed, og fordi de hele tiden bliver bekræftet i, at de er anderledes, når de ser sig selv i spejlet sammen med slanke og veltrænede mennesker.
– Selv om de føler sig skamfulde og dybt frustrerede, når de kommer til mig, så er de fleste alligevel meget motiverede for at gå i gang med en målrettet handlingsplan. Og jeg har faktisk mange dejlige historier om folk, der har oplevet vægttab på 10-20-30 kg og derefter har formået at holde vægten, fortæller Anne W. Ravn.
Hun understreger, at det handler om at kunne se det hele menneske, når der skal udarbejdes en plan for et holdbart vægttab.
For overvægt handler i høj grad om følelser. Mange overspiser pga. en følelse af tomhed.
– Som overvægtig er det vigtigt at lære at kunne tilfredsstille den lille pige eller dreng, der stadig er inden i én, på andre måder end med slik og chips. For at nå dertil skal man kunne overskue sin situation – det er typisk for mange, at de ikke har et reelt billede af deres daglige madvaner og livsstil.
– F.eks. havde jeg en patient, som troede, hun levede sundt og ikke kunne forstå, hvorfor hun havde taget så meget på. Men vi fandt så ud af sammen, at hun reelt købte fem kilo ost om ugen, og at alene det indkøb kunne være en medvirkende årsag. forklarer Anne W. Ravn, der igen og igen understreger, at det ikke er en let opgave at slippe af med overvægt – men, at det kan lade sig gøre.
Ikke mindst ved at indse, at strategien, der førte til vægttab, skal holdes efter kiloene er forsvundet – at det handler om en livslang strategi. Og det kræver forståelse, indblik og opbakning fra omverdenen.
Anne W. Ravns 5 gode råd til at undgå overvægt
|