Har du været svimmel i en længere periode, kan det blive kronisk – og så er det svært at tage sig sammen til at spille fodbold eller cykle, men fysisk aktivitet kan faktisk hjælpe rigtig mange.
Der kan være mange grunde til, at man lider af svimmelhed i en længere periode – det kan være svært at stille den rette diagnose, og der kan være lang ventetid på behandling. Men tiden med svimmelhed kan blive kronisk og invaliderende for patienterne. Kasper Søndergaard er fysioterapeut, og har specialiseret sig i vestibulære lidelser, som balanceproblemer og svimmelhed på grund af problemer fra det indre øre også kaldes. Han er tilknyttet Gentofte Hospital og har egen klinik ved siden af, hvor han ser mange forskellige mennesker med svimmelhed. Ligesom Mads Klokker i den foregående artikel ser Kasper Søndergaard ofte patienter med øresten og patienter med andre sygdomme i det indre øre, som kræver genoptræning.
– Nogle patienter oplever, at jorden gynger. For andre bliver det en mere diffus oplevelse af at gå ved siden af sig selv, problemer med at holde balancen, hvis noget bevæger sig omkring en, man er i mørke, eller at det er ubehageligt at gå på noget blødt, fortæller Kasper Søndergaard. Det er typisk patienter med mere kroniske tilstande, som søger fysioterapi.
– Det kan opleves som om, at hjernen hænger lidt efter, når man bevæger hovedet, eller det kan føles som om, man træder ned i et hul. Det kommer an på den bagvedliggende sygehistorie, men medfører ofte koncentrationsbesvær og problemer med at leve et normalt liv, uddyber Kasper Søndergaard.
Med de symptomer Kasper Søndergaard kan nævne, er der ikke noget at sige til, at mange af patienterne ikke motionerer regelmæssigt på badmintonbanen eller landevejscyklen, og det er da heller ikke den form for træning, Kasper Søndergaard sammensætter til sine patienter.
– Det handler meget om at finde den rette proportion mellem evner og udfordringer, siger Kasper Søndergaard.
På den ene side handler det om at lære kroppen at kompensere for de sanser, der er nedsat, ved at bruge nogle andre sanser noget mere. På den anden side handler det om at vænne sig til at fungere med de sanser, man nu har, så man ikke hele tiden er opmærksom på de sanser, der sender forkerte signaler eller mangler. Det kaldes henholdsvis substitution og habituering.
– Habituering handler om at centralnervesystemet kan sortere og prioritere i de informationer der kommer om for eksempel orienteringen af kroppen. Ligesom man ubevidst fra- og tilvælger signaler i dagligdagen alt efter hvilken betydning signalerne har, kan man også træne centralnervesystemet i at blive påvirket i mindre grad af for eksempel bevægelse eller andet som fremkalder svimmelhed. Habituering sker ved gentagelse af det, som fremkalder svimmelhed, men det er vigtigt, at træningen hverken må være for let eller for voldsom, pointerer Kasper Søndergaard:
– Provokerer man hjernen for meget, risikerer man at gøre den hypersensitiv og derved forstærke symptomerne. Hvis man på den anden side ikke udfordrer hjernen, har træningen ingen effekt.
Substitution er kroppens evne til at anvende andre signaler eller bevægelsesstrategier i stedet for signaler, som mangler eller er forkerte.
– Den evne kan trænes, så patienterne lærer i mindre grad at bruge informationerne fra det indre øre til at holde balancen, og i stedet kompenserer med syns- og følesansen, forklarer Kasper Søndergaard
De færreste patienter med skade på det indre øre kommer til at fungere lige så godt som før skaden, men træning af balancesystemet er det mest effektive redskab, der findes til at mindske svimmelhed, når relevant behandling hos læge er gennemført, slutter Kasper Søndergaard.
Leg på legepladser forebygger svimmelhedNår små børn leger på legepladser, så udfordrer de deres balanceevne på en god måde. Deres kroppe kommer i mange forskellige positioner og højder, mens de hviner af grin på gynger, rutsjebaner og med hovedet ned ad i et legetårn. Al den leg er med til at udvikle børnenes balancesans. Men det er en sans, som skal holdes ved lige. For mange stopper træningen dog omkring de 14 år, hvor man sætter sig foran computeren. Hvis du vil forebygge kronisk svimmelhed og træne din balance, kan du med fordel bevæge dig frit og livligt gennem hele livet. |