Flere bekymringer og flere diagnoser

Vores optagethed af sundhed øger vores fokus på sygdom og alt, hvad der kan true vores velbefindende. Man taler om en bekymringsepidemi. Det fører til ønsker om sikring og kontrol over det truede liv, og det fører igen til forebyggelsesinitiativer. ”For det er bedre at forebygge end at helbrede,” som det hedder – et udsagn meget få tvivler på.  

Men omkostningerne kan vise sig at være store. Store i form af sygeliggørelse, overdiagnostik og dermed overbehandling. Man bør overveje, om prisen for forebyggelse er højere end den gavn, der tilstræbes. For hen ved 100 år siden ryddede man munden for tænder for at forebygge tandpine.

I mange år har man kun set medaljens forside. Men en medalje har også en bagside, som man ofte først får øje på senere. I de seneste år er man begyndt at se mere på bagsiden. For eksempel har det engelske lægetidsskrift, British Medical Journal fokuseret på overdiagnostik og overbehandling i en temaserie, som de kalder Too much medicine; too little care (for megen medicin; for lidt omsorg, red.). Medicin forstås her bredt som sygdomsdiagnostik og -behandling samt medicinering. Der har været en dramatisk stigning i diagnoser som depression, for højt blodtryk, for højt kolesterol og kræft.

Stigningen skyldes ikke, at mennesker er mere syge i vore dage, men snarere at grænsen for, hvornår en diagnose skal stilles, gradvist er blevet sænket. Man har oven i købet fået et begreb, der hedder prædiagnoser. Det er sygdomme, som ikke er der, men måske kunne udvikle sig. Samtidig undersøges der med stadig mere fintfølende apparatur, som ”ser” for meget. Endelig skyldes udviklingen ikke mindst screeninger af store, raske befolkningsgrupper. Medicinalindustrien holder af tidlige diagnoser, for det skaber flere patienter, som indtager medicin. Og da de ikke rigtig fejler noget, bliver den medicinske behandling eventuelt livslang. Eller sagt på en anden måde: Ikke-sygdomme er svære at behandle, for der er ikke rigtig nogen behandlingseffekt. En anden sikker virkning af at stille diagnoser er endnu flere tests, flere henvisninger og flere indgreb. Og der bliver flere bekymrede mennesker, der opfatter sig som patienter.

Den intuitivt forventede gavnlige virkning af cancerscreeninger er udeblevet. Screeningerne har kun haft minimal virkning på dødeligheden af de hyppigste kræftsygdomme – hvis overhovedet nogen. Til gengæld er der en voksende erkendelse af, at screeningerne medfører alt for mange diagnoser. En artikel i New York Times fra juli sidste år tog fat på problemet. Den byggede på en række videnskabelige data, og forskerne, som blev interviewet, vurderede, at de diagnoser, der stilles, hviler på udviklingen af mikroskopet og den klassiske indsigt i, at det var organ- og celleforandringer, som fortalte ”sandheden” om, hvad patienterne fejlede. Men mange af beskrivelserne fra mikroskopet er uden konsekvens for patientens virkelighed. Findes der cancerceller, har det automatisk udløst en bestemt adfærd blandt patienter og læger, for alle véd, at cancer skal behandles. Det står dog mere og mere klart, at der gøres en lang række fund, som patienten aldrig vil mærke noget til i sit liv.

Som en følge af bekymringsepidemien er der opstået en diagnoseepidemi. I den vestlige verdens lægetidsskrifter er der en stigende opmærksomhed over for problemet, og man taler om, at eftertiden vil fortælle, at vor tids sundhedsvæsen i mange tilfælde har skadet mere, end det har gavnet.