Drop den dårlige samvittighed

Af: Henning Langberg

Et langt liv med god trivsel og godt helbred er det, vi alle drømmer om. At kunne bevæge os frit uden smerter, at leve til vi bliver 100, klare i hjernen og med et smil på læben.

Vi ved godt, hvad der skal til, at vand er sundere end sodavand, at vi skal spise groft, gå mere end vi sidder, og reducere druk og rygning.

Alligevel så kniber det med at ændre på vores vaner, og vi ender ofte med dårlig samvittighed frem for en plan for, hvordan vi kommer i gang. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at tage sig sammen. Ifølge min gode ven Chris MacDonald er der i stedet tre spørgsmål, man må stille sig selv: Vil jeg? Burde jeg? Kan jeg?

Vil jeg?

De fleste af os har planer om at spise sundere, være mere fysisk aktive og generelt lægge de dårlige vaner på hylden. Så viljen er der ikke noget i vejen med. Den dukker op hver gang, vi hører om nogen, der har tabt sig, er kommet i gang med at løbe, eller har lagt deres liv om efter sygdom eller andre store omvæltninger.

Burde jeg?

Ja, desværre burde de fleste af os lægge livet lidt om. Ikke meget, men lidt. De små ændringer hober sig op over tid. Tager du 50 gram på om ugen, så bliver det til 2.5 kg om året! og selv en lille, men konstant ændring i fysisk aktivitet har stor betydning for helbredet. En times hård træning om ugen reducerer risikoen for mange livsstilssygdomme med 20 procent. Så der er meget vundet allerede ved mindre justeringer af vores levevis.

Kan jeg?

Her er udfordringerne mange og undskyldningerne står i kø. Jeg har ikke tid, det går aldrig godt, jeg har prøvet!!

Derfor er det alt afgørende, at du gør dig klart, hvad der skal til. Først og fremmest skal du sætte et mål, der er vigtigt for dig. Glem alle de andre. Hvad betyder noget for dig og hvorfor? Og skriv det ned. Det at se dit mål på papir betyder uendeligt meget og er langt vigtigere, end de fleste af os tror.

Vurder også, hvad der er realistisk. Del målet op i noget, du er sikker på at lykkes med. Det er bedre at få små medaljer end dårlig samvittighed. Målet kan være at være aktiv en gang om ugen. At cykle en længere tur på vej hjem fra arbejde en gang om ugen. Det er allerede meget bedre end ikke at være aktiv. Det er også bedre at spise sundt et par gange om ugen end ikke at gøre det.

En andet vigtigt skridt er at lægge dig fast på, hvornår du skal træne eller spise sundt. Vælg hvilke dage og på hvilket tidspunkt. Skriv det ind i din kalender eller hæng en seddel op på køleskabet.

Find dit motivations team

Det er vigtigt at finde dit team, der skal støtte dig i processen frem mod et sundere liv. Vennerne og familien er alt afgørende. Fortæl dem om dit mål og hold dem opdateret. Husk at fejre dine små sejre med dem. Der er helt sikkert også nogle i din omgangskreds, der har lyst til at hoppe med på vognen og blive sundere. Og det er langt sjovere (og nemmere) at gøre det i flok.

Hvis du har læst hertil, så er du kommet det første vigtige skridt i retning af et sundere liv. Nu gælder det ”blot” om at vælge, hvad DU har lyst til at lave om og så holde fast.

 

Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og alt kan ikke bevises i store undersøgelser. Derfor har HELSE inviteret stærke personligheder til at komme med deres syn på sundheden anno 2015. I denne måned er det Henning Langberg, human fysiolog, fysioterapeutuddannet og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, hvor han leder en stor forskergruppe omkring træning som behandling af livsstilsrelaterede sygdomme.