Nogle sygdomme trækker flere forskningsmidler, åbner flere privatklinikker og er lettere at fortælle højt om end andre,.
Sundhedssociologisk forskning viser endda, at patienter ret konsekvent forskelsbehandles efter lidelse, behandlingsmuligheder og social baggrund.
Uretfærdigt, men der ligger nu ingen bevidst uretfærdig strategi bag, understreger professor i læring og sundhed ved Aalborg Universitet, Kristian Larsen.
-Konkurrencen mellem forskere, klinikere, patientforeninger, sundhedsinstanser og specialer går ikke ud på at udslette modstandere. Den handler alene om at åbne verdens og politikernes øjne for netop dén behandling, sundhedstrussel eller sundhedsfaglige viden, dygtige folk har dedikeret sig til, siger han.
Hensigten er altså idealistisk. Men forskelsbehandling bliver alligevel en ubevidst sideeffekt.
Inspireret af den norske sociologiprofessor Dag Gunnar Albums studier af norske prestigehieararkier i sundhedssektoren, egne feltstudier, spørgeskemaundersøgelser og interviews med sundhedsprofessionelle tager Kristian Larsen og hans team løbende temperaturen på praksis og prioriteringer indenfor sundhedsvæsnet. Formålet er at bevidstgøre politikere, læger og sygeplejersker om, hvordan og hvorfor f.eks. ældre, kvindelige patienter med lav social status og bestemte diagnoser bliver prioriteret lavere og dermed er mere udsatte end andre patienter.
-Mange årsagssammenhænge fletter sig sammen og forstærker hinanden. F.eks. betyder det meget, om en lidelse anses for at være livsstilsbetinget og dermed ”selvforskyldt,” om den kan behandles succesfuldt med avanceret teknologi og hvilken status, patienten har eller har udsigt til i samfundet, siger han.
At unge patienter prioriteres over gamle og mænd prioriteres højere end kvinder er et velkendt fænomen, som også beskrives i Nanna Mik-Meyer og Mette Brehm Johansens sundhedsfaglige lærebog, ”magtfulde diagnoser + diffuse lidelser”.
Forfatterne peger på, at især lavtuddannede kvinder over 50 med diffuse symptomer, smerter i bevægeapparatet og andre tegn på nedslidning generelt opfattes og omtales som mindre tapre og troværdige end andre patientgrupper.
-Sagsbehandlere omtaler og forstår oftere sygedagpengemodtagere i mandekroppe som begribeligt syge, hvorimod sygedagpengemodtagere i kvindekroppe oftere bliver ubegribelige, skriver de bl.a..
Tendensen forstærkes af, at akutte sygdomme prioriteres højere end kroniske og diagnoser, der kan helbredes, prioriteres højere end diagnoser, der ikke kan, sammenfatter Kristian Larsen, der udover sin professortitel er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sådan på flere af hovedstadens sygehuse og i hjemmeplejen.
Den øvre middelklasses idealer om sund livsstil spiller en helt central rolle for, hvilke sygdomme der har høj status, fordi de rammer i flæng og lav status, fordi de anses for mere eller mindre selvforskyldte.
Eksempelvis er det ikke så fint at være underlagt underklassens livsstilsygdomme såsom diabetes 2, der forbindes med overvægt, som diabetes 1, der primært rammer unge under 30 eller type 1 ½, der i højere grad rammer slanke, veltrænede personer.
-Samme mekanisme gør sig gældende for sygdomme som lungekræft og KOL, der forbindes med tobaksrygning, typisk rammer sent i livet og har ringe udsigter til helbredelse. Det er alt sammen med til at give de to diagnoser lav status i sundhedsvæsnet, blandt politikere og i befolkningen generelt.
-I den modsatte ende har vi andre kræfttyper med højere status. Det kan f.eks. være kræft i hjernen, som også rammer yngre mennesker, men ikke forbindes med usund livsstil og måske endda kan opereres succesfuldt med avanceret kikkertkirurgi, siger Kristan Larsen.