Såret ser ikke ud af noget særligt i starten. Det gør heller ikke nødvendigvis ondt.
Men hvis der stadig er sår efter flere uger, kan du se frem til en lang og i mange tilfælde generende behandling.
Det handler om sår på benet under knæet, og det gælder især, hvis du er godt oppe i alderen eller er svækket af en sygdom. Overlæge på Bispebjerg Hospitals Videncenter for Sårheling Klaus Kirketerp-Møller anbefaler, at du maksimalt afventer i 14 dage, før du søger hjælp for et ikke-helende sår under knæet.
– Lige så snart, du får et sår under knæet, opstår der hævelse i underbenet. Hvis du tidligere har haft problemer med dårlig sårheling, skal du bede om hjælp samme dag, så du f.eks. kan få en henvisning til de sårplejeklinikker, mange kommuner har oprettet, advarer overlægen.
De to mest udbredte typer af kronisk sår er diabetisk fodsår (som omtales i artikel nedenfor) og venøst bensår.
Ved venøst bensår opstår hævelse i underbenet pga dårligt tilbageløb af blodet. Det skyldes typisk en ”ødelagt venepumpe” i underbenet, som hæmmer venen i at transportere blodet opad. Venen er oftest beskadiget af en blodprop.
– Årsagen kan være arvelighed. Det dækker også over, at diabetes 2 har en høj arvelighedsfaktor, og med diabetes har du større risiko for blodprop. Det samme gælder, hvis patienten er meget stillesiddende. Nogle fik skaden, da de for år tilbage var gravide og blev rådet til at holde sig totalt i ro efter fødslen. Det anbefaler vi ikke i dag, forklarer Klaus Kirketerp-Møller.
Uanset årsagen, så kan konsekvensen blive alvorlig. Den mest effektive behandling af venøst bensår er kompressionsforbinding, som i gennemsnit skal virke i 3 måneder.
– Mange patienter føler, at kompressionen generer eller gør ondt, og den er en stor indgriben i deres personlige frihed. Men det er den eneste effektive behandling, understreger sår-specialisten.
Klaus Kirketerp-Møller forklarer, at kompression også er udbredt blandt personalet på Videnscenter for Sårheling, selvom de hverken er meget gamle eller syge.
– Hvis jeg eller nogle af mine kolleger får et sår på underbenet, og helingen ikke går i gang i en fart, er vi hurtige til at benytte kompressionsstrømper. Vi har set, hvor effektivt det fungerer, lyder det.
Det er vigtigt at forstå, at kroniske sår ikke opstår, fordi der går infektion i såret. Det mest typiske er, at kroppens eget system bliver låst fast i en inflammation, som hindrer såret i at hele.
– Hvis du er i risikogruppen, skal du ikke vente for længe. Selvom såret ser ud til at være overfladisk, når du f.eks. har stødt benet imod noget, skal du være opmærksom. Det skal være helet på maksimalt 14 dage, ellers skal du søge hjælp, understreger Klaus Kirketerp-Møller.
Center for Sårheling har årligt 1000 patienter i behandling, hvor et bensår har udviklet sig til et kronisk sår. Kronisk sår rammer på verdensplan ca. 1 pct. af befolkningen, men lægger beslag på 2-3 pct. af det samlede sundhedsbudget.