Smertestillende medicin kan være nødvendig, når man bliver overmandet af pludselige og voldsomme smerter. Men er dine smerter tilbagevendende – f.eks. rygsmerter – kan det betale sig at kigge på årsagen – og forebygge smerteanfaldene.
Når det gør ondt, kan vi næsten blive villige til hvad som helst. For eksempel til at tage smertestillende midler, som vi ved, kan sløve os, gøre os afhængige eller medføre andre uhensigtsmæssige bivirkninger.
Nogle smerter, som f.eks. mange rygsmerter, kommer dog krybende. Vi går og har lidt småondt i starten, indtil vi så har siddet eller bevæget os forkert tilpas længe til, at det så gør rigtig ondt. Storm P. skrev engang: ”Hvis du vågner en morgen og ikke har ondt nogen steder, så er du død!”
Selvom nogle er nødt til at lære at leve med smerter, bør vi alligevel standse op og lytte til, hvad smerten fortæller os. Den er nemlig budbringer om, at vi ikke nødvendigvis lever helt, som vi bør – eller bevæger os korrekt. Og selvom smerten befinder sig i bevægeapparatet, kan du med fordel også kigge dine kostvaner efter, for ligesom med alt andet i kroppen hænger det hele sammen.
Når vi slår os eller vrider om, vil kroppen reagere med hævelse og ømhed – en inflammation. Dette er for at beskytte området, der er skadet, så vi ikke bare belaster videre på den tilskadekomne kropsdel.
Men inflammation kan også opstå eller blive kronisk, når vi lever af en for dårlig kost eller mangler motion. Her kan du også opleve rødme, hævelse og smerter – også uden at du har slået dig. Eller inflammationen kan sidde helt inde i kroppen, så du ikke ser, men udelukkende mærker den.
Sukker, transfedtsyrer og rygning er store syndere, der føder inflammation i kroppen – så jo mindre af det, des færre smerter.
Hvis du til gengæld vælger antiinflammatorisk kost – fyldt med antioxidanter og essentielle fedtsyrer – kan du dæmpe inflammationen indefra. Det vil sige groft, grønt og varieret med gode plante- og fiskeolier. Især gigtpatienter kan have held med at spise sig fra smerter ved at foretrække antiinflammatoriske fødevarer.
Hvis du oplever at have smerter i længere tid – i ryg, i led, ja – hvor som helst, så skal du selvfølgelig søge læge. Smertestillende midler bør ikke være hverdagskost, medmindre du er kronisk smertepatient, men selv her er man blevet klogere. Morfinpræparater er vanedannende og kan med tiden være årsag til smerte, ligeledes kan et overforbrug af hovedpinepiller give hovedpine.
Du skal også huske på, at din krop forsøger at fortælle dig noget med smerterne, og det er netop baggrunden for smerterne, det bedst kan betale sig at gøre noget ved:
Spiser du for meget inflammationsfremmende mad?
Bevæger du dig for lidt eller forkert?
Kan du bedre klare de fysiske udfordringer, hvis din grundform bliver bedre?
Indtil du har helt styr på årsag og kan behandle dine smerter ud fra den, kan du dog hente hjælp i naturlige midler, der ofte også gør noget for selve årsagen.
Der findes forskellige planter, hvis indhold af inflammationsdæmpende stoffer er så højt, at de efter et par dages brug kan mærkes på smerteniveauet.
Gurkemejerod – hvor stoffet curcumin har en kraftig antiinflammatorisk virkning og øger dannelsen af vores endorfiner, vores egne morfinlignende stoffer, som lindrer smerter, modvirker træthed og giver bedre humør. God til led- og muskelsmerter.
Djævleklo – eller venustorn, som kan hæmme de inflammationsfremmende prostaglandiner. Udover effekt overfor smerter i bevægeapparatet har djævleklo bitterstoffer, der påvirker appetit og fordøjelse i positiv retning.
Ingefær – indeholder mange aktive stoffer, hvoraf flere virker smertestillende. Udover effekt på led og stive muskler kan ingefær også hjælpe ved hovedpine, kvalme og køresyge.
Arnica montana – er planten guldblomme, som ikke er godkendt til indtagelse i Danmark. Til gengæld fås det isalver, olier, tinkturer og gel til at smøre på huden. Den virker betændelseshæmmende – både ved inflammation i kroppen og på bakterier. Derfor er den effektiv også ved betændelse i sår.
Man finder mange forskellige kosttilskud på markedet med de nævnte planter – nogle i blandinger, hvor de forskellige stoffer i ingredienserne understøtter hinanden. Kroniske smertepatienter kan også have glæde af de antiinflammatoriske midler, der kan bruges over længere tid uden bivirkninger for de fleste.
Udover kost og tilskud – eller piller – findes der forskellige andre metoder, der er smertestillende eller kan gøre livet med smerter lettere. Vigtigheden af motion og træning er nævnt flere gange. Ikke blot for at gøre musklerne stærke, men bevægelse i sig selv udløser endorfiner, der dæmper smerter. Stive muskler, der ikke bliver rørt, kan i sig selv udløse smerter. Selvfølgelig kan motion give ømhed i starten – men det er det værd.
Prøv også:
Kulde – der nedsætter nerveledningen og dermed smerten. Kuldebehandling bruger vi, når vi lægger isposer på skader. Læg ikke isposer direkte på huden og køl 10-15 minutter ad gangen, hvorefter du skal lade varmen og blodet strømme til igen og fremme helingen.
Varme – får musklerne til at slappe af. Et varmt bad får muskler, led og sind til at slappe af. Når du slapper af i sindet, nedsætter du smerteopfattelsen. Du også lave varme pakninger ved at vride et håndklæde op i varmt vand lægge det på nakken eller på det ømme sted.
Kulde-varme gels – fungerer i forhold til ovennævnte effekter.
D3-vitamin – er vigtigt at have nok af i blodet, da undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem mangel på vitaminet og længerevarende muskel- og knoglesmerter.
Alternative behandlinger – kan hjælpe nogle, alt efter arten af smerte og behandling. Nogle af de områder, der beskæftiger sig en del med smerter er:
Akupunktur, zoneterapi, akutryk, kiropraktik, massage, magnetfeltbehandling.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.
Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om smerter, inflammation og finde kilderne brugt til denne artikel.