Det er vigtigt at børste tænder to gange om dagen. Det har vi danskere fået ind med modermælken. Lidt mere kniber det med viden om tandtråd. Tandbørsten kan nemlig ikke gøre arbejdet alene. Den kan ikke holde rent mellem tænderne, hvis tænderne sidder i tæt kontakt, men det kan tandtråd! Tandtråden fjerner de bakterier og madrester, som tandbørsten ikke kan nå. Derfor hører tandtråd med til mundens daglige rengøring.
Tandlægen anbefaler, at du bruger tandtråd, hver gang du børster tænder. Hvis du kun får det gjort en gang om dagen, så find det tidspunkt, der passer dig bedst. Giv dig god tid – både til at børste tænderne rene to gange om dagen, men også til at komme ind i mellemrummene bagefter med tandtråden. Hvis du ikke får fjernet de bakterier og madrester, der har sat sig mellem tænderne, kan der komme tandkødsbetændelse og på sigt paradentose. Samtidig er der større risiko for, at du udvikler huller i de tandflader, der sidder tæt. En anden uheldig følge er dårlig ånde. Bakterier og madrester, der bliver siddende i munden, kan skabe dårlig lugt. Der findes flere forskellige typer af tandtråd – prøv dig frem for at finde den, der fungerer godt for dig. Tandtråd på rulle kan enten være en flad eller en rund tråd. Mange foretrækker en flad tråd, da den runde let kan skære hul i tandkødet. Du kan også vælge en tandtråd, der sidder i en plastholder. Den kan være mere brugervenlig. Spørg gerne tandplejepersonalet og lad dem eventuelt vise dig, hvordan du gør.
Der, hvor mellemrummet er for lille til tandbørsten, men for stort til tandtråd, kan det være en ide for både børn og unge voksne at bruge mellemrumsbørster. Sørg altid for, at mellemrumsbørsten har den rigtige størrelse. Børsten må ikke presses ind i mellemrummet, men skal kunne glide let, ellers kan du skade tandkødet. Når børsten er inde i mellemrummet, så roter den nogle gange. Det giver det bedste resultat.
__________