Tandløse tider

Når vi nu taler om tænder, så kommer jeg til at tænke på det fund af fossilerede neandertalknogler, der blev gjort i det sydvestlige Frankrig i begyndelsen af det 20. århundrede. Knoglerne stammer fra en mand, og han er en af de længstlevende neandertalere, vi kender til. 40 til 45 år var han, da han døde, og alderen havde i den grad sat sine spor. Gigtforandringer i kæbeleddet og rygsøjlen havde han og dårlige fødder. Ikke godt. Men det, der mere end noget andet havde plaget ham, har nok været den svære paradentose, der havde medført tab af adskillige tænder. Den gamle mand fra La Chapelle-aux-Saints er han blevet kaldt, og en sølle stakkel har han været. Krumbøjet af gigten og formentlig ude af stand til at spise andet end søbemad. Sådan blev hans sidste tid. Han fik efter datidens målestok et langt liv, men afgangen herfra har været alt andet end fornøjelig.

Denne historie om neandertal-oldingen fortæller os mindst to ting:

1) De må have været ret specielle neandertalerne. Uden hjælp fra familie og venner ville den gamle mand aldrig have overlevet. Uden tænder til at tygge maden kan man ikke klare sig på egen hånd. Sådan er det. De gamle tandløse fossiler fra Sydfrankrig er et af de smukkeste vidnesbyrd neandertalerne kunne efterlade sig. Disse vore nære forfædre kunne passe på hinanden. Neandertalerne havde evnen til at vise omsorg for de svage individer, og det er et udtryk for den ypperste form for hjerneaktivitet, man kan tænke sig.

2) Sunde tænder er ikke en selvfølge. I gamle dage mistede man tænderne i en tidlig alder. Det var reglen og ikke undtagelsen. Når man ikke børster tænder, når det eneste, tandlægen reelt har at tilbyde, er tandudtrækning, så er der ingen vej uden om, så må munden ryddes i en tidlig alder. Den gang i de gode gamle dage var det de færreste, der klarede konfirmationen med et komplet tandsæt. Vi mistede tænderne, men i modsætning til neandertalerne havde vi noget at sætte i stedet, vi havde gebisset. Ikke at det var en optimal løsning, dårligt tilpasset som det ofte var. Jeg husker stadig “tante Signe med de løse tænder” fra familiefesterne. Det svuppede og klikkede. Når hun talte var overmunden en klaprende halv takt efter resten af systemet, og engang fik hun hoste og tabte “det hele” ned på tallerkenen foran sig. Det var ikke godt.

Det er først nu om dage, vi er ved at få tjek på det med tænderne. Rent faktisk: Vil man gerne indse, hvor godt det er at være et moderne menneske, kan man bare forestille sig, hvordan den gamle neandertalmand må have haft det, da han tandløs og med betændte, smertende gummer har siddet og gumlet i et stykke for-tygget uroksekød. For ikke at tænke på tante Signe. Tænk at sidde der, alle kigger og både overmund og undermund ligger og sejler rundt i kalvestegen. Det har været ydmygende.

Det med tænderne er et af utallige områder, hvor det er blevet nemmere at være menneske og tak til tandbørsten, tandlægerne og tandteknikerne for det.

Historien om den gamle neandertaler er hentet direkte fra Peter K. A. Jensens bog: Menneskets oprindelse og udvikling. Gyldendal (2005)