Tandproblemer efter kræftbehandling

Af: Helse-redaktionen

Foto: Shutterstock

Det er almindeligt at opleve problemer med tænderne efter behandling for kræft. Særligt for kræftpatienter, som har fået strålebehandling af
hoved- og halsområdet, er tandproblemer en hyppig senfølge.

Man kan opleve, at tænderne bliver ”skøre” og knækker let, eller at man taber sine fyldninger i tænderne. Der kan også komme øget risiko for huller i tænderne. Nogen oplever også, at evnen til at hele efter en tand­behandling kan være nedsat.

Det anbefales derfor, at du får lavet en tandstatus hos din tandlæge, inden strålebehandlingen begynder.

 

Hvad kan du selv gøre?

Hvis du oplever problemer med tænderne ­efter strålebehandling, er det vigtigt at være grundig med din tand- og mund­hygiejne. Det kan også være en god idé at planlægge hyppigere tandlægebesøg, end du tidligere har været vant til. Læg sammen med din tandlæge en fast plan for dine tandlægebesøg.

Der findes produkter, som f.eks. ­tandpasta med ekstra meget fluor, der kan være med til at nedsætte den øgede risiko for huller i tænderne. Du kan få ­tilskud til tandpastaen, hvis du får en ­recept hos din tandlæge.

 

Gener i svælg og mundhule

Ud over problemer med tænderne oplever mange, som har fået stråleterapi i hoved-hals-området, andre gener i mund­hulen. Det kan f.eks. være sår i munden, svamp, belægninger, sarte slimhinder, mundsmerter og mundtørhed. 

Bivirkninger kaldes sene, hvis de først opstår, efter strålebehandlingen er afsluttet. Sene bivirkninger kan være til stede i måneder eller år. I nogle tilfælde kan de blive permanente og kaldes så senfølger.

Hvor alvorlige bivirkninger, man får, ­afhænger af, hvor på kroppen og i hvor stort et område man får strålebehandling. Derudover har stråledosis i hver ­enkelte ­behandling og den samlede stråledosis for hele behandlingen også betydning for ­eventuelle sene bivirkninger.

 

Tilskud til tandskader

Hvis du får alvorlige problemer med tænderne efter kræftbehandlingen, kan du have mulighed for at få økonomisk tilskud til tandlægebehandling i den region, hvor du bor.

Kilde: cancer.dk

 

Sene bivirkninger efter stråle­behandling

  • Tørhed i mund, svælg og hals
  • Nedsat smagssans eller en oplevelse af, at maden ændrer smag
  • Sejt spyt
  • Øget risiko for at få huller i tænderne
  • Nedsat evne til at hele efter tandbehandling
  • Problem med at åbne munden pga. stramning i kæbeleddene
  • Nedbrydning af områder af kæben (osteoradionekrose)
  • Synke- og spisebesvær
  • Stort vægttab fordi det er vanskeligt at spise tilstrækkeligt
  • Hæshed
  • Øget fasthed af bl.a. vævet på halsen
  • Tab af muskelmasse
  • Nedsat produktion af skjoldbruskkirtelhormon.

Kilde: cancer.dk