Tankerne tæller: Gør din fødsel til en god oplevelse

Din egen frygt kan være det eneste, der står i vejen for, at din fødsel bliver en god oplevelse. I stedet for at lade angsten styre din krop, kan du forberede dig og komme godt igennem. Helse har været til moderne fødselsforberedelser.

– Tanker skaber følelser, som skaber en reaktion i kroppen, fortæller Tina Winther, der er jordemoder og underviser på Mamaprofylax, som er et privat tilbud om fødselsforberedelser.

– Man har en naturlig refleks til at holde vejret og spænde i musklerne, når man oplever smerte, men det er ikke hensigtsmæssigt i forbindelse med en fødsel, siger Tina Winther, som underviser kvinderne i at trække vejret og slappe af, hvilket lindrer smerterne.

– Kvinderne skal vide, at de selv kan gøre en forskel, og hvor meget det betyder, at de selv har en positiv forventning til oplevelsen. Hvis man hele tiden tænker på det, der skræmmer, kan det ende med at blive en selvopfyldende profeti. Kvinderne skal skabe positive tanker omkring deres fødsel, for det skaber en god følelse, som igen giver en god reaktion i kroppen, forklarer Tina Winther.

– Hjernen tænker i billeder, så det handler om at se dig selv i den situation, du gerne vil være i. Hvis du har en forventning om, at det her kan du godt klare, fordi du har forberedt dig og trænet, så er du allerede godt på vej i mål, siger Tina Winther.

Gennem sit arbejde på Hvidovre Hospital ser hun hver dag kvinder, der har en god oplevelse, hvor de arbejder effektivt sammen med kroppen. Det handler om at flytte fokus fra “Shit, det her kommer til at gøre ondt” til “Yes, jeg kan føde mit barn, og min krop ved præcis hvordan”.

Hvad er din største bekymring?

En af metoderne til at arbejde med angsten for at føde, handler om at gøre angsten konkret:

  • Skriv ned hvad du helt konkret er bange for
  • Undersøg hvad du kan gøre for at forebygge, at din største bekymring bliver til virkelighed
  • Lav en strategi for, hvordan du vil håndtere det, hvis det alligevel sker
  • Lav en positiv sætning (en affirmation), der bekræfter dig i at gøre det rigtige i forbindelse med fødslen. Sætningen må ikke indeholde ordet “ikke”, for så skaber hjernen et billede af det, du ikke vil. Sig den højt til dit spejlbillede hver dag. Husk: Sætningen skal være i nutid.

Eksempel

  1. Min største bekymring er, at jeg brister i mellemkødet.
  2. Jeg kan forebygge det ved at lave knibeøvelse og massere mellemkødet dagligt.
  3. Sker det alligevel, vil jeg bede om at få udførlige anvisninger på, hvordan jeg bedst plejer såret, og hvordan jeg kommer på toilettet, mens det heler.
  4. Min positive sætning: “Jeg er blød og afslappet i min bækkenbund”.

Eksempler på andre sætninger, som du kan arbejde med:

  • “Jeg er afslappet og stoler på min krops signaler”.
  • “Jeg lytter til min krop og arbejder aktivt med den”.
  • “Jeg er guidet, og min krop er i balance”.

Tip: Mange koder deres positiv sætninger ind i deres telefon.

Mads og Lea venter deres første barn sammen, og de deltager sammen på Mamaprofylax. Mads har i forvejen et barn, så det er anden gang, han skal være far.

Mads: På mange måder bliver man ikke rigtig far, før barnet er født, men her hjælper det at være med på dette kursus, hvor vi får så meget at vide. Også om hvordan jeg kan hjælpe Lea nu, inden hun skal føde. Første gang jeg blev far, var det egentligt ret overvældende. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre.

Lea: Jeg har været bange for at miste kontrollen. Man ved jo ikke, hvad man går ind til. Og bange for smerterne og at min krop ikke kan. Det har hjulpet rigtig meget at få så meget at vide og øve mig, så jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg er ikke bange mere.

Mads og Lea har lovet at dele deres oplevelser fra fødslen med os, så hold øje med vores Facebook-side.

 

Ordet profylakse betyder “forebygge”, og hensigten er at forebygge smerte, nedsat iltning af blodet, frygt og opgivenhed. Mamaprofylax har undervisning i København og Hørsholm, men der findes forskellige private fødselsforberedelseskurser i hele landet, som kan tilbyde lignende redskaber. Blandt andet bygger Lamaze-metoden på de samme principper.
Læs også: