Tarmsundhed: Få din flora til at blomstre!

Af: Malene Tonnung

Foto: Shutterstock

En sund tarmflora kommer ikke helt af sig selv – og dog! For allerede fra fødslen får du en bagage med, der kan starte dig godt eller skidt op. Og ligesom i enhver anden have ønsker du dig en varieret og mangfoldig flora.

Der er liv i dine tarme! Hele to kilo bakterier myldrer rundt herinde. Og det er måske nogle af de vigtigste kilo, du bærer rundt på.

De senere år er de færreste blevet i tvivl om, at vores tarmbakterier har en enorm betydning for vores liv, sundhed og velvære. De er så vigtige, at en sund og mangfoldig tarmflora i dag er værdifuld og kan bruges til at transplanteres ind i syge mennesker, der skal have en hjælp til at få rettet op på deres flora.

Men hvordan får vi eller bevarer vi en sund tarmflora, så vi også kan bevare alle de vigtige bakterier, der skal til, for at vores krop fungerer bedst muligt?

En have i fødselsgave

Den dag du bliver født, får du den første fødselsdagsgave fra din mor – og den kan ligesom alle andre gaver være mere eller mindre værdifuld. På vej ud af fødselskanalen får du nemlig dine første bakterier med fra din mors tarmflora, og din krop kan begynde at grundlægge sin egen lille tarmflora.

Hvis du er uheldig, fødes du ved et kejsersnit og bliver snydt for nogle af disse fantastiske bakterier. Til gengæld kan du få tilført dem fra dit miljø senere eller via den kost, som du bliver introduceret for – f.eks. ved vi, at børn, der bliver ammet har et højere indhold af de vigtige bifidokulturer i tarmen.

Eller du bliver måske allerede fra starten en af dem, der døjer med ubalancer i fordøjelsen, med vidt forskellige symptomer og følger deraf.

Når vores flora ikke trives med gode bakterier, er der nemlig langt større risiko for, at svampe og dårlige bakterier stjæler pladsen – og lave ravage i form af sygdomme.

Du kan også have fået den fineste flora fra din mor, men ubevidst valgt at ødelægge den med dårlig og ensidig kost, som de gode bakterier ikke trives af.

40 pct. af de bakterier, som vi har i tarmen, er dannet på baggrund af vores gener.

Byg på din flora

Vores livsstil har stor betydning for, hvordan vores tarmflora udvikler sig livet igennem – for efter vores mors indflydelse dannes og vokser bakteriestammerne ud fra den måde, vi lever, spiser, drikker og motionerer.

Vi tilføjer løbende bakterier livet igennem. Især hvis vi indtager probiotika som f.eks. mælkesyrebakterier. Dem får vi f.eks. fra fermenteret eller syrnet mad. Klassikeren er yoghurt, men selvom det nok er den fødevarer flest forbinder med mælkesyrebakterier, er det absolut ikke den, hvor du får flest af de gavnlige bakterier.

Går du decideret efter at give din tarmflora lidt ekstra variation, er det letteste at indtage mælkesyrebakterier som kosttilskud. De fås i mange variationer – og ikke blot mod feriemaver – med mange levende bakterier og forskellige stammer. Ligesom med din kost er det en fordel at variere, så prøv gerne forskellige mærker af.

Indtag gerne probiotika sammen med mad, da de levende bakterier helst skal overleve mavesyren og nå levende ned i tarmen.

Du kan også give din bakterieflora lidt nyt liv ved at spise fermenterede grøntsager og syrnede mælkeprodukter.

Indret dine tarme

Når du gerne vil passe og pleje dine gavnlige bakterier, så sørg også for, at deres hjem er i orden. Bakterier i tarmen ”bor” i tarmslimhinden, også kaldet tarm-epitelet. Vi ved, at vandopløselige fibre, primært fra grønsager, indgår i dannelsen af dette tarmepitel.

Her trives bakterierne og vokser. Det er også derfor, at vi ikke bare kan transplantere eller indtage gode bakterier, og så er alt godt! Vi er nødt til at bakke op om bakterierne med et godt hjem til dem. Det kan du gøre ved at spise masser af fibre fra blandt andet grønsager samt gode fedtstoffer.

Nogle fibre og andre fødevare komponenter er så eftertragtede hos bakterierne, at man i dag ligefrem sælger dem som kosttilskud til en bedre fordøjelse. Det drejer sig f.eks. om inulin fra jordskokker eller om mælkesyrer fra valle. Det er ikke produkter, der i sig selv giver flere gode bakterier, men de kan bakke op om en sund tarmflora ved at gøre miljøet mere bakterievenligt.

Antibiotika, kemoterapi, sprøjtegifte som eksempelvis glyphosat fra Roundup og andre miljømæssige faktorer kan påvirke bakteriefloraen negativt. Disse kemiske stoffer kan slå nogle af de gavnlige bakterier ihjel, og dermed give andre, mindre gavnlige bakterier gode vækstbetingelser. Ligeledes er stress et problem, der påvirker vores tarmflora negativt.

 


 

Kend dine bakterier

Den vigtigste og mest talrige gruppe af bakterier, som gerne skulle være til stede i vores tarmsystem, er mælkesyrebakterierne.

De hedder blandt andet: bifidobacter, lactobacter, propionibacteria samt strenge af e.coli, peptostreptokokker og enterokokker.

Vi har milliarder af disse bakterier i tarmen, eller rettere burde have det, desværre viser forskning at mange af os har foruroligende få tarmbakterier.

 


 

Fem hurtige til en god flora

  1. Spis masser af grøntsager – gerne 600 gram om dagen.
  2. Sørg for hver dag at spise syrnede mælkeprodukter, indtage mælkesyregærede grønsager eller tag jævnligt en kur med probiotika/mælkesyrebakterier.
  3. Pas på med overdrevent indtag af antibiotika, anvend det kun, hvis det er absolut nødvendigt. Antibiotika kan være effektivt mod uvelkomne bakterier, men det rammer både de skadelige bakterier som de gavnlige. Ligeledes risikerer unødig brug at give endnu større problemer med resistente bakterier, end vi allerede har.
  4. Vælg økologiske fødevarer, i særdeleshed økologisk kød, fisk, fjerkræ og mælkeprodukter for at undgå rester af glyphosat og prioriter økologiske grønsager for at undgå rester af sprøjterester generelt.
  5. Følg altid en antibiotikakur op af mindst to til tre måneders probiotika-kur.

 


 

Naturli’ alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler. 

Se mere på www.naturli.dk – hvor du også kan søge på artikler om tarmbakterier, probiotika, tarmflora og finde kilderne brugt til denne artikel.

Kost

30. juli 2019

Migrænen kan ligge på din tallerken

Vidste du, at røget fisk og nødder kan give migræne? Og, at der er en...

vis mere

Lyt til podcast

25. juli 2019

Urter og skaldyr samlet i naturen: Vild mad i køkkenet

Urtesamler og tv-vært Thomas Laursen, der lever af at fortælle om...

vis mere

Lyt til podcast

12. juli 2019

Tarmsundhed: Få din flora til at blomstre!

En sund tarmflora kommer ikke helt af sig selv – og dog! For allerede fra...

vis mere

Lyt til podcast

10. juli 2019

I tarmen opfanges et vigtigt vitamin …

Danske forskere har nu for første gang set B12-vitaminet blive optaget. I...

vis mere

Lyt til podcast

3. juli 2019

Er din mave sur på dig?

Grill-sæsonen er også sæsonen med risiko for sur mave og halsbrand. Du...

vis mere

Lyt til podcast