At sige verdenen ret farvel

Vi ved alle, at det er et spørgsmål om tid, før vi skal herfra. De fleste af os ved bare ikke hvornår. Men hjerteproblemer, kræft, KOL eller andre sygdomme kan betyde, at døden bliver nærværende i livet.

Kræft der har spredt sig til forskellige dele af kroppen eller fremskreden KOL og et liv med iltflasker. Den forventelige levetid er måske et år, måske tre måneder, måske to år. Tiden ser mørk og håbløs ud.  

– Det er svært at dø, siger hospitalspræst gennem 25 år på Rigshospitalet, Christian Busch.

På hospitalerne er der hver eneste dag mennesker, som dør efter sygdom eller ulykker.

– For en læge er en sygdom et problem, der skal løses. De kan lægge en strategi og planer for behandling. For en patient er en alvorlig sygdom en byrde – en sorg – der skal bæres. Det er meget fremmed for os, for vi er vant til at se vores liv som et projekt med opgaver, handleplaner og strategier. Vi er vant til at se alt i vores liv som problemer, der skal tackles, håndteres. Problemer kan løses, men er man kritisk syg, kan man ikke ”løse” sin sygdom. Man kan bidrage til behandlingen ved at spise hensigtsmæssigt og måske motionere, men man kan ikke udrette mirakler. Sygdommen er en byrde, og byrder skal bæres. Det kan være svært og tungt. Hvad kan man så gøre? Man kan dele den med sine pårørende. Delt sorg er halv sorg. Så bliver den lettere at bære. Men alvorlig sygdom er et vilkår, man ikke selv kan ændre, siger Christian Busch.

Hvordan håndterer man magtesløsheden?   

I vores samfund har vi rigtig god kontrol over vores liv. Er der noget i vores liv, vi ikke er tilfredse med, har vi gode muligheder for at lave en strategi for, hvordan det skal blive anderledes. Mange taler om udfordringer i stedet for problemer for at gøre det tydeligt i sproget, at her er der noget, der skal handles på. I forbindelse med kritisk sygdom taler man om at ”kæmpe” mod sygdommen, og man kan ”vinde” eller ”tabe”. Men i mange tilfælde er der ikke tale om en ”kamp”, og slet ikke en ”fair kamp” mod en sygdom. Det siger intet om et menneskes vilje, sind eller karakter, at det dør efter en kritisk sygdom.

– I vores senmoderne samfund er vi så uvant med, at der er vilkår, vi ikke kan kontrollere. I gamle dage brugte man ofte udtrykket ”det må jeg lægge i Guds hænder”, hvilket betød, at nu havde man gjort det bedste, man vidste at gøre, og så måtte man overlade resten til Vor Herre. Dengang oplevede mennesker generelt oftere magtesløshed, og de havde derfor også en anden tilgang til den. Det gjorde det måske lidt enklere, når de nærmede sig døden, mener Christian Busch.

Det er et paradoks, når man spørger, hvordan man skal håndtere magtesløsheden. For man kan ikke lægge en strategi for det, man er magtesløs overfor. Det, man ikke kan påvirke.

– Magtesløsheden er en tilstand, en byrde, men man kan ikke kontrollere magtesløsheden. Kunne man det, så var man jo netop ikke magtesløs. Strategien er at affinde sig med, at man er magtesløs, siger Christian Busch, som har den erfaring, at mange oplever det som en stor lettelse, når de indser det.

Håb og realisme

I sit arbejde med døende og pårørende oplever Christian Busch, at mange svinger mellem forskellige tilstande, og at der selv i en svær tid med brutal realisme er plads til håb. Måske ikke håb om at blive rask, men så håb om at kunne læse en historie for børnebørnene, at sidde i solen eller at komme på en sidste rejse. Håb om stort og småt.

– Det er helt almindeligt at blive ramt af meningsløshed, eksistentielle spørgsmål og angst. Når angsten rammer os, har vi det med at tankerne pisker ud i horisonten, og vi leder efter alt det, der kan gå galt. Vi kan ligge vågne om natten og tænke på alt det, vi frygter, siger Christian Busch.

Men selv om man som alvorligt syg får angsten som følgesvend, er der ofte en pendulering mellem de mørke og de lyse tanker. Det er ikke et tegn på manglende realisme eller naivitet, når man som kritisk syg patient ikke forholder sig til døden hele tiden.

– Det er en fantastisk ting ved den menneskelige ånd. Det er opløftende, selv når det er allermest sort. Håbet skaber liv i den mest barske virkelighed. Det er ikke for at sige, at vi ikke skal forholde os realistisk til situationen, men realismen skal ikke sætte dagordenen gennem hele sygdomsforløbet.

En værdig død

I sit arbejde på Rigshospitalet møder Christian Busch mange mennesker, som ikke har gået i kirke hver søndag, men som alligevel gerne vil tale med ham i den svære tid.

– Nogle spørger, om det ”ikke er lidt sent jeg kommer rendende her”, men når vi taler om det, er der alligevel mange, der har en grundlæggende tro, siger Christian Busch, som taler med alle, der ønsker det.

Mange har måske ikke har defineret deres tro som ”kristen”, ”protestant” eller noget andet, men de tror ikke, at det slutter med døden, og de har måske også haft en fornemmelse af, at nogen holdt hånden over dem.

– Mange føler sig udødelige, usårlige, indtil de får diagnosen. De siger noget i retning af, at de aldrig har fejlet noget, at de altid har været raske, fortæller Christian Busch.

Derfor har de heller ikke i så høj grad forholdt sig til deres eksistens, livet, døden og det, der kommer efter livet.

– Ofte vil de gerne tale om fortiden. Det giver meget ofte en følelse af værdighed og en forsoning med livet, siger Christian Busch, som også mener, at det kan være en god måde at tale sammen med de pårørende på, ikke mindst når man taler om en ”værdig død”:

– En værdig død – hvad er det?, spørger Christian Busch retorisk og fortsætter:

– For nogle er det værdigt at tale om deres overvejelser, og for andre er det at lade være. Mange vil gerne ind og kradse i de følelser, der er lige nu. Men værdighed er, hvad det er for det enkelte menneske, og der skal vi ikke presse vores opfattelse ind. Man kan altid spørge og inviterere, men man skal også høre, hvad der bliver sagt.

Ved at tale om fortiden oplever Christian Busch, at mange finder den værdighed, man ønsker, selv om kroppens funktioner sætter ud:

– Mange opnår en stor forsoning med livet. Man ser tilbage på livet i lyset af nutiden. Man kan se, at man gjorde det bedste man kunne, og accepterere, at det blev som det blev. Mange oplever at blive den person, som de er, når de fortæller om fortiden. Et menneske, som er mere end den krop, der smerter og ikke vil mere.

Også de pårørende kan finde trøst gennem de samtaler:

– Det kan blive en anerkendelse af, at det menneske har været et stort menneske med en historie. Et unikt og enestående menneske.