Sorgen forsvinder ikke

”Hvor var det dejligt, I fik så mange år sammen”, siger veninderne trøstende til enken, ”Nu må du se at komme over det”. Men er det nogen trøst, når man har lagt sin mand i graven? Og kommer man ”over det”?

Det er et grundvilkår i livet, at vi på et eller andet tidspunkt kommer til at miste nogen, vi elsker. Forældre, søskende eller en ægtefælle. Død og sorg er en lige så naturlig en del af livet som fødsel og glæde, men der er ikke ret mange af os, som er i stand til at omgås sorgen lige så naturligt som glæden. Det kan føre til isolation af den sørgende, selv om det ikke var hensigten fra familie og venner. De ved ikke, hvad de skal sige, vil bare ”give plads”, ”tage hensyn” og ikke ”belemre” den sørgende i en svær tid. Og når de så kommer, vennerne og familien, vil de gerne trøste i stedet for at tale om sorgen og kommer til at tale i klicheer. Det er noget af det, som Jorit Tellervo, sygeplejerske og projektleder i Palliativt Videnscenter, har fokus på i sit arbejde med efterladte.

– I Danmark er vi også  tilbøjelig til at “romantisere” et tab ved for eksempel at sige  ”hvor var det dejligt, at I fik 52 år sammen” eller ”hvor var det godt, at han fik fred”  men ofte føles det ikke ”dejligt” eller “godt” når ægtefællen er død. Efter 52 år sammen er det  svært at tilpasse sig til livet uden sin partner. Man skal vænne sig til at spise alene, møde andre og sove alene. Leve med savn og længsel, møde med banken, vedligeholde huset eller tage til fest alene, fortæller Jorit Tellervo.

Hun er initiativtager til undervisningsbogen ”Når to bliver til én”, som netop handler om ældre i sorg, og er aktuelt i gang med et befolkningsprojekt støttet af A. P. Møller Fonden, der handler om sorg, når ægtefællen eller samleveren dør. Det sker for de fleste af os (omkring 80 procent), efter at vi er fyldt 65 år.

– Ældre, der mister, har i vores samfund ikke haft samme ret til sorg som yngre. Fordi vi har troet, at sorg havde noget med alder at gøre. Nu ved vi, at sorg handler om relationen. Hvis afdøde blev 76 år og havde været syg i længere tid, så har tilkendegivelser fra omverden hentydet til, at man ikke skal være ked af, at han eller hun ikke er der mere. Det var jo ventet.  Men det bliver ikke nødvendigvis nemmere at miste ægtefællen og blive alene, fordi han var gammel eller syg. Man længes efter sit livs følgesvend, og man kan ikke tage forskud på sorgen, ofte kan den efterladte være udtrættet efter et langt sygdomsforløb, så sorgen kan blive kompliceret, siger Jorit Tellervo.

Selv om ægtefæller ved, at de en dag skal tage afsked med hinanden, kommer det bag på mange, hvor voldsom en forandring det er. Det føles som om, de mangler en del af sig selv efter at have været en del af et par i mange år. Nogle efterladte retter i overskriften ”Når to bliver til én” – de har erfaret at ”to bliver til en halv”. Mange ældre oplever også, at ægtefællens død er et af flere tab, de skal forholde sig til. Ofte er der også dødsfald blandt søskende og venner. Jo ældre vi bliver, jo flere mister vi.

Hold pauser fra sorgen

– Hvordan sorg opleves, afhænger af, hvem man har mistet, hvornår og hvordan, fortæller Jorit Tellervo, og dermed åbner hun op for, at der er mange parametre, der afgør, hvordan sorg opleves.

Er man nære venner, søskende eller partner? Har man kendt hinanden i mange år, boede sammen, var tæt forbundet, skændtes man ofte, havde fælles humor, sås for lidt, var der noget, man ikke fik sagt? Man ser ofte, at man har forskellige roller i et parforhold. Måske er det den ene, der laver regnskab, kører bilen og ringer efter tømreren, mens den anden husker fødselsdage, inviterer til middage og vasker tøjet. Når ægtefællen dør, så er der ud over sorgen også en masse praktiske opgaver, man skal finde ud af.

Jorit Tellervo taler om, at der er to spor i sorgen: det spor, hvor vi forholder os til tabet, det ” tabsorienterede  spor”, og det spor, hvor vi forholder os til det liv, der er tilbage at leve, det ”reetablerende spor”. Sorgen pendulerer hele tiden mellem de to spor. 

– Det er hårdt at være konfronteret med sorgen i det tabsorienterede spor, så det kan man ikke holde til ret længe ad gangen. Derfor skifter man mellem de to spor. Når man er i det tabsorienterede spor, kan man være overvældet af sorgens følelser, være opgivende, grædende, passiv, men også glædes ved at mindes og føle, at den afdøde er tæt på en. I det reetablerende spor gør man nye ting og tilegner sig nye roller. Her kan de nye ting måske være praktiske opgaver, der er eksempelvis i forbindelse med begravelse, tøjvask og økonomi. Opgaver der er vigtige, for at efterladte kan få livet til at fungere.

I den forbindelse påpeger Jorit Tellervo, at denne vekselvirkning mellem de to spor betyder, at man holder ”frikvarter” fra sorgens smertefulde følelser.

– Det er helt almindeligt, at man kan komme til at glemme tabet og kan grine midt i en stor sorg, og det er kun sundt. Det siger ikke noget om, hvor meget man holdt af afdøde. Det skyldes, at det er så hårdt at være i sorgs store følelser, at man har brug for et ”frikvarter” og for at beskæftige sig med noget andet, som ikke har med sorgens følelser at gøre.

Giv plads

Der var en gang, man beskrev sorg som et forløb gennem fire sorgfaser, som blev afsluttet med, at man adskilte sig fra den afdøde. Men ny forskning viser, at sorg ikke er en lineær proces, men er forskellig fra menneske til menneske og kan fortsætte resten af livet med forskellig intensitet. Hvor man tidligere skulle adskille sig fra den afdøde, mener man i dag, at følelsen af tæt kontakt med den afdøde kan være en støtte for den efterladte.

– Forskning viser, at man ikke kommer sig over et tab, men at man skal tilpasse sig det forandrede liv, siger Jorit Tellervo, så derfor handler det om at leve med tabet fremover.

– I nogle familier er det helt almindeligt at tale om de afdøde, udbringe en skål til en afdød bedstefar eller bror til familiefester, nogle har et billede stående, som man kysser godnat eller godmorgen, eller det kan være en morgenkåbe, som man overtager, eller som bliver hængende i soveværelset i mange år, nævner Jorit Tellervo som eksempler.

Hun påpeger også, at det er rart for den døende at vide, at der også fremover vil være plads til ham eller hende i den efterladtes liv, så man ikke bare forsvinder, når man er død, men at nærværet med den afdøde fortsat har betydning for de levende.

Tidligere har man set det som et tegn på, at efterladte ikke ”kom videre”, men forskningen viser, at det er en naturlig og sund måde at give sin sorg en plads i livet. Der kan også være andre, mindre synlige måder at leve med den afdøde på. 

– Det kan være betydningsfuldt at have afdøde med sig i hverdagen, men som relationer i livet hele tiden forandrer sig, ændrer relationen til den afdøde sig også, som tiden går. På et tidspunkt er det måske nok, af og til at tænke på den afdøde, have et billede hængende eller at tænde et lys på allehelgens aften.

Bliver sorgen kompliceret?

At give den afdøde en naturlig plads i den efterladtes liv falder ikke alle lige nemt:  

– Det er helt almindeligt at føle sig slået ud af sorg og have en periode, hvor man har svært ved at overskue livet uden sin partner. Men finder man ikke ud af at holde pauser i sorgen og oplever man, at de intense sorgfølelse fortsætter eller det ikke lykkedes at håndtere de praktiske opgaver, som livet også indeholder, kan det være tegn på, at sorgen er blevet ”kompliceret”. I forbindelse med sorg bruges ordet ”kompliceret”, når sorgen fylder så meget, at den truer den efterladte på mental, fysisk eller social sundhed. Omkring hver femte, der har mistet en nær pårørende, udvikler kompliceret sorg. Udvikler man en kompliceret sorg, har man behov for særlig opmærksomhed og en professionel indsats, der ivæksættes gennem egen læge, slutter Jorit Tellervo.