HPV-vaccinen er ikke kun for unge kvinder

70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft kan i fremtiden undgås ved, at de unge kvinder bliver vaccineret, men vaccinen kan også hjælpe modne kvinder.

Inden den seksuelle debut er det usandsynligt, at man er smittet med HPV-virus, som er en seksuelt overført sygdom, der blandt andet kan føre til kønsvorter. I langt de fleste tilfælde giver den dog ingen symptomer, og kroppen kan selv bekæmpe den. I nogle tilfælde kan den dog bryde ud og forårsage celleforandringer og kræft i livmoderhalsen. Kræft i livmoderhalsen rammer hvert år 385 kvinder. Det lyder måske ikke af mange, men det hænger sammen med, at man gennem screeningsprogrammet med prøver indsamlet hvert tredje år når at fange celleforandringerne, inden det udvikler sig til kræft. 15.000 kvinder får hvert år konstateret celleforandringer. 70 procent af tilfældene skyldes to varianter af HPV-virus (HPV 16 og HPV 18 – der findes mere end 100 varianter), som også er de to varianter, der nu kan vaccineres imod.

– Det er ret banebrydende. Det er faktisk den første vaccine mod kræft, så det er meget interessant, siger Iben Holten, Overlæge, Dr. Med. fra Kræftens Bekæmpelse.

Effekt højt op i alderen

Unge kvinder, der er født i 1985 – 1992, kan indtil udgangen af 2013 få vaccinen gratis hos deres læge. Da vaccinen gives i tre doser over seks måneder, skal vaccinationen påbegyndes inden 1. juli, for at man kan blive færdigvaccineret, inden det gratis tilbud ophører. Hvis man på vaccinationstidspunktet allerede er smittet med en af de typer HPV, som vaccinen beskytter imod, vil vaccinen ikke have effekt på den HPV-virus, og derfor har man fokuseret vaccine-indsatsen på de unge kvinder. Men studier viser faktisk, at vaccinen har effekt for kvinder helt op mod 45 og 50 år.

– Der er studier, der viser, at kvinder, som en gang har haft celleforandringer, i mindre grad får tilbagefald af celleforandringer, hvis de er vaccineret, fortæller Iben Holten. Det er interessant, da der mange kvinder, som udvikler livmoderhalskræft i en moden alder. Faktisk er der nogenlunde lige mange kvinder, som udvikler livmoderhalskræft som 25-årig, som 45-årig og som 75-årig. Iben Holten har derfor også opfordret sine egne børn til at få en vaccine, selv om de er slutningen af 40’erne og lever i faste parforhold.       

Hvad med drengene?

Drengene er ikke med i det offentlige vaccinationsprogram for de unge mennesker, og skal selv betale, hvis de gerne vil have vaccinen, og det er der ifølge Iben Holten en god forklaring på.

– Det er rigtigt, at cirka 25 procent af kræfttilfældene i halsen menes at skyldes en HPV-virus, og der er også andre mere sjældne kræfttyper, som kædes sammen med HPV. Der er beviser for, at vaccinen kan forhindre HPV-relateret kræft i endetarmsåbningen, men der er så få tilfælde årligt, at bivirkningerne overstiger gevinsten. Næsten alle får ondt, der hvor de bliver stukket, mange får ømhed i flere dage, og nogle får influenzalignende symptomer. I forbindelse med halskræft er der ingen beviser for, at vaccinen yder nogen beskyttelse. Det er en formodning, men det skal undersøges grundigt, inden vi kan komme med officielle anbefalinger, siger Iben Holten og understreger, at der ved brug af medicin altid er en risiko, selv om hun vurderer den til at være meget lav.

– På verdensplan er der givet mere end 140 millioner doser, så vi har rigtig meget viden om, hvordan den virker, og den er meget sikker. Men jeg synes, det er uetisk, at begynde at give medicin, når vi ikke ved om den virker, og det gør vi ikke i forhold til drengenes udvikling af HPV-relateret halskræft, understreger Iben Holten. 

Sådan gives HPV-vaccination

HPV-vaccination gives i tre doser. Frem til udgangen af 2013 kan unge kvinder født i perioden 1985 – 1992 få vaccinen gratis. De skal helst begynde vaccinationen inden 1. juli, fordi det tager cirka seks måneder at få alle tre stik. Fra begyndelsen af 2014 til slutningen af 2015 kan piger født i perioden 1993 – 1998 få vaccinen gratis, fra 2014 gives vaccinen desuden gratis til alle unge kvinder under 18 år, hvor det hidtil kun har været til 15 år.

Læs også: