Kort om kræft

Kræft er en fællesbetegnelse for en lang række sygdomme, som alle har den fællesnævner, at kræftcellerne ændrer sig i forhold til de raske celler, og de deler sig ude af kontrol med resten af kroppen.

Kroppen består af milliarder af celler, og der bliver hele tiden dannet nye, som erstatter dem, der bliver ødelagt eller slides op. På den måde kan sår heles, blod, hud og slimhinder gendannes, så hele organismen kan vedligeholdes og vokse. Hele processen bliver nøje styret af cellernes arveanlæg: Generne. Men ind i mellem sker det, at det arveanlægget bliver ødelagt, og cellerne begynder derfor at opføre sig anderledes end de raske celler. Når en celle begynder at opføre sig anderledes, vil kroppens hvide blodlegemer typisk slå cellerne ihjel, hvis de da ikke begår selvmord. Men det hænder, at det ikke sker. I de tilfælde vil de syge celler kunne fortsætte med at dele sig og vokse uhæmmet. Hvis cellerne bare deler sig for meget, men ellers ikke fejler noget, kan de danne det, man kalder en godartet svulst. Men hvis de udover at dele dig også ændrer adfærd, så er der tale om forstadier til kræft eller kræft.

Spredning

Der findes mere end 200 forskellige kræftdiagnoser, som typisk er navngivet efter, hvor kræften er opstået: for eksempel lungekræft, hudkræft eller tarmkræft. Kræft kan opstå i alle kroppens celler, og da hvert organ består af flere forskellige typer af celler, så findes der også flere forskellige former for kræft inden for hvert organ. Når kræften vokser, er der risiko for, at den kan sprede sig til andre områder af kroppen. Det kan ske ved, at kræften vokser igennem vævet til omkringliggende organer, eller det kan ske ved at nogle kræftceller løsriver sig og bliver ført med blodet til et andet sted i kroppen, hvor de sætter sig fast og deler sig. Det kaldes metastaser. Metastaserne indeholder altså den samme kræfttype, som den oprindelige svulst, men vokser nu et nyt sted.

Årsager til kræft

Man kan være genetisk disponeret for kræft, men kost og miljø kan også gøre en forskel. I de fleste tilfælde er der tale om, at kræft opstår på baggrund af flere faktorer. Det kan være rygning, alkohol, arbejdsmiljø og kemikalier, stråling, radon, sol, infektioner, fysisk inaktivitet, overvægt, luftforurening og hormoner. På grund af de mange forskellige faktorer, er der også gode muligheder for at forebygge kræft. Er man disponeret for kræft, er det ikke sikkert, at man kan undgå kræft ved at leve sundt, men man kan forsinke tidspunktet for udviklingen af kræft, og man kan forbedre sine muligheder for overlevelse. Ikke mindst derfor er det vigtigt at forebygge kræft.

De hyppigste kræftformer i Danmark

Mænd

  1. Prostatakræft

  2. Lungekræft

  3. Tyktarmskræft

  4. Kræft i blære og urinveje

  5. Kræft i endetarm og anus

Kvinder

  1. Brystkræft

  2. Lungekræft

  3. Tyktarmskræft

  4. Modermærke- og hudkræft

  5. Kræft i hjernen og centralnervesystemet     

Kilder: Patienthåndbogen, Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen

 Læs også: 

Kost og kræft: Overvægt er den største risiko

Pårørende: Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre … 

Efter kræft: Arbejdede sig tilbage til livet