Fede fisk hjælper

Den der smører godt, kører godt, har man hørt cyklister sige, men det gode råd gælder også for patienter med leddegigt. Det lader til, at olien smører leddene.

Kost kan ikke erstatte medicin for patienter med leddegigt, men kost og motion kan forbedre livskvaliteten. Helse har ringet til Henriette Thorseng, Cand. scient i human ernæring og Gigtforeningens kostvejleder.

– Kosten kan give mere velvære og energi til at gøre det, man gerne vil. Sådan er det for alle mennesker, men det betyder endnu mere, når kroppen er belastet af sygdom. Det bliver endnu sværere at finde energi til eksempelvis at motionere, hvis man ikke spiser sundt og varieret.  

Der er ikke nogen diæt eller kosttilskud, som kan træde i stedet for den medicinske behandling, men forskning viser, at fiskeolie kan mindske smerter fra leddene så meget, at det kan nedsætte forbruget af smertestillende medicin. 

– Undersøgelser viser, at omega-3-fedtsyrer både kan mindske smerter og forbedre funktionsniveau, og det er der rigtig god dokumentation for. Der er også nogle studier, der viser en tendens til at fedtsyren GLA, som findes i solbærolie og kæmpenatlysolie og hjulkroneolie, giver færre hævede led, men det er usikkert. Dokumentationen er stadig mangelfuld. Ligeledes er der studier, der viser at en middelhavskost med meget fisk, grøntsager og olie kan have en positiv effekt, men det er heller ikke voldsomt veldokumenteret, fortæller Henriette.

Der kan være risiko for, at gigtpatienter ikke får en sund og varieret kost, da mange patienter bliver mere trætte, og med ømme led i fingrene kan det være svært at overskue at lave aftensmad.

– De dage, man ikke orker at lave mad, kan man gøre det lidt nemmere for sig selv ved at vælge frosne grøntsager, der ikke skal gøres i stand, inden de kan nydes. Det er også en god idé at lave dobbelt portion de dage, hvor man har meget overskud. Vælg gerne opskrifter, der tager hensyn til dine smerter. Det kan eksempelvis være opskrifter, hvor du ikke skal skrælle en masse eller kan bruge køkkenmaskiner til en del af arbejdet. Du kan blende din suppe, og røre en dej på en maskine. Det gør det alt sammen lettere at leve sundt, lyder rådet fra Henriette Thorseng.

Gigtforeningens kostråd:

  1. De officielle kostråd er et godt udgangspunkt for patienter med leddegigt.
  2. Gør det let og nydelsesfuldt at spise sundt. Træthed og smerter kan gøre det svært at tilberede lækker mad, og så bliver kosten nemt ensidig.
  3. Spis fisk – særligt de fede fisk. Suppler eventuelt med fiskeoliekapsler.
  4. Spis hjertevenligt – der er en øget risiko for hjertekarsygdomme, så tag hensyn til hjertet med din kost.
  5. Oprethold en sund vægt – så du ikke kommer til at veje for lidt eller for meget.

Gigtforeningen eller en diætist kan hjælpe dig med yderligere kostråd og vejledning.