Skååål: Jeg drikker ikke!

Det kan virke absurd og grotesk, når man får indblik i, hvad der er foregået i et alkoholiseret hjem. Hvordan bliver løgne, overgreb og forsømmelse en del af hverdagen?

– Jeg ville ønske, hun var død.

De hårde ord kommer fra den unge mand, som sidder overfor mig på et af de hyggelige små spisesteder i Københavns gamle gader. Han er 27 år, handelsskoleuddannet, interesseret i gourmet-mad og typen der holder døren for en kvinde. Han taler om sin mor. Det har han gjort mange gange, og det generer familien, men Alex Klemensen tier ikke.

Da Alex var lille, tog hans mor ham med ud at gå i gaderne på Frederiksberg. Det kunne være rigtig hyggeligt. Hun viste ham, hvor hun var vokset op eller fortalte om området. Det kunne også være mindre hyggeligt. Det kunne være, at mor pludselig blev sur og skældte ud. Eller at hun faldt. Eller lige pludselig ikke kunne finde vej.

Hvor går grænsen?

Flere år senere er Alex blevet så stor, at han synes, det er mærkeligt, at hans mor så ofte lider af menstruationssmerter og influenza. Mange gange om måneden. Han leder lejligheden igennem og finder flasker gemt i sofaen, i tøjskabet og på toilettet. Men mor insisterer på, at hun ikke drikker. Alex sætter mærker på flaskerne, så han kan følge med i forbruget, og han konfronterer hende igen og igen. Men hun nægter.

– Benægtelse er en del af det at være misbruger fortæller Alex Kastrup Nielsen. Han er psykoterapeut, grundlægger og behandler i organisationen TUBA, der hjælper børn og unge af alkoholiske forældre.

– Alkoholisme vokser stille og roligt. Det er meget få, som mister kontrollen over deres alkoholforbrug på én måned eller et år, og derefter er alkoholikere. De fleste begynder med et højt forbrug, som eskalerer stille og roligt. I Danmark, hvor alkohol er så stor en del af kulturen, er det svært at trække en klar grænse for, hvornår et forbrug er uacceptabelt. Både for misbrugeren, de pårørende og omgivelserne i det hele taget. Og så er det svært at vide, hvornår man skal gribe ind, forklarer Alex Kastrup Nielsen og sammenligner det med en almindelig konflikt, man kan have med eksempelvis en kollega. Får man ikke sagt fra første gang, ens grænser overskrides, så er det sværere at gøre det næste gang. Jo flere gange man har accepteret en adfærd, jo sværere er det at sige fra overfor den. Lige så stille kan tilstanden på den måde glide fra det anderledes og påfaldende til det mærkelige, absurde og groteske. 

Børn ved ikke, at der er noget galt

Alex Klemensen kan ikke huske, at hans mor begyndte at drikke. Det virker som om, at det altid har været sådan. Der har været ædru perioder og perioder med meget alkohol. I den slags tilfælde er det også svært for børnene at vide, at der er noget galt – at det ikke er sådan i andre hjem.

– Der er en gruppe af alkoholiserede, der er kendt af kommunerne, men det er kun toppen af isbjerget. Langt størstedelen ligger under vandoverfladen. Umiddelbart kan man heller ikke altid se på børnene, at de mistrives.

Sådan var det også i Alex Klemensens tilfælde. Han er aldrig blevet sendt for sent i skole eller kommet af sted uden madpakke, men når han kom hjem igen, var hun ofte fuld.

– På et tidspunkt går vores vaskemaskine i stykker, så vi skal bruge vaskekælderen, der hører til lejligheden. Der går hun ofte ned klokken seks om morgenen, for så kan hun begynde at drikke i fred. På det tidspunkt er hun fuld fra morgen til aften.

Pårørende benægter også

Alex Klemensen mister efterhånden tilliden til sin mor, og den grundlæggende kærlighed bliver overskygget af de evige frustrationer. De taler knap sammen, og Alex afviser hende og låser hende ude af lejligheden, når hun er fuld. Hans onkel, der bor i Jylland, kommer forbi for at tale et ”alvors ord” med ham, fordi han behandler sin mor så dårligt.

– Der var ingen, der troede på, at det var så slemt. Kun min far. Mine bedsteforældre og hendes brødre synes, det var mig, der var noget galt med. At det var synd for hende, fortæller Alex Klemensen.

Det er heller ikke en usædvanlig reaktion, selv om det ærgrer Alex Kastrup Nielsen:

– De pårørende bliver meget nemt en del af den benægtelse, for det er også svært for dem, at overskue konsekvenserne. Hvis man erkender, at ens nære pårørende har et problem, så er man også nødt til at forholde sig til det. Skal man forlade vedkommende, hvis de nægter at gøre noget ved problemet? I nogle tilfælde kan selve konfrontationen også være forbundet med trusler om vold eller selvmord, forklarer han.

I Alex Klemensens tilfælde var omkostningerne da også tydelige. Skulle hans onkel erkende, at der var et problem, kunne han så efterlade hende alene i lejligheden med hendes 16-årige søn? Hvad skulle han ellers gøre? Måske var de overvejelser for uoverskuelige. Alex Kastrup Nielsen synes ikke overraskende, at det er en dårlig undskyldning for at benægte problemet.

– Alle har brug for at blive bekræftet i deres oplevelser og bare det, at de ikke står alene med det, kan hjælpe, ligesom det ville hjælpe mange, hvis misbrugeren turde stå ved sit misbrug. Selv hvis misbruget ikke ændrede sig, ville det hjælpe de pårørende, at der ikke blev fortalt så mange løgne. Jeg tror faktisk også, at det ville være nemmere for misbrugeren.

Derfor synes Alex Kastrup Nielsen heller ikke, at man skal være så hurtig til at afvise, at der er tale om et misbrug.

I Alex Klemensens familie har de aldrig fået talt om det. Der er ingen andre end Alex, der har lyst til at tale om det. I dag sidder hans mor på et plejehjem med en hjerneskade. For ti år siden faldt hun ned af trappen.

Hun var kommet fuldt hjem, faldet i søvn i entreen. Den dengang 17-årige Alex gad ikke længere bære sin mor ind i seng og tage tøjet af hende, så han lod hende ligge, da han selv gik i seng. I løbet af natten er hun så vågnet. Alex tror, at hun ville ud og have noget mere at drikke, men falder så på trappen og bliver fundet et par timer senere af overboen. På hospitalet står de alle sammen rundt om hendes seng og græder. Undtagen Alex. Han er trist, men han græder ikke. På en måde er det en lettelse. Nu skal han ikke længere bekymre sig om at blive ringet op af politiet eller hospitalet. Men han ville ønske hun var død, så han heller ikke skulle forholde sig til hende mere.