Alle mennesker kan blive slået ud af kurs på et tidspunkt i livet. For nogle bliver oplevelsen afgørende for resten af deres liv, mens andre magter at lægge hændelsen bag sig og finde tilbage.
Vi kender Jes Høgh som en stabil landsholdspiller med 57 kampe i midterforsvaret i rødt og hvidt. Karrieren bød også på store præstationer i Aab, Brøndby, tyrkiske Fenerbahce og engelske Chelsea. Men i 2007, da Jes havde etableret sig som fodboldkommentator på tv, blev han pludselig og ganske uventet ramt af en blodprop i hjernen. I bogen “Comeback til Livet” fortælles historien om den indædte kamp tilbage til en tilværelse, der i dag er lys og gavmild. Jeg Høgh døjer stadig med følgevirkninger af blodproppen, men han nyder livet på golfbanen i bevidstheden om, at et rent mirakel formentlig reddede hans liv. Et dårligt slag er ikke et bandeord værd. At være i live er det hele værd.
Bogen fortæller også om Høghs opvækst og karriere før den skæbnesvangre dag på et københavnsk hotelværelse, så bogen er også god underholdning for fodboldinteresserede. Den er skrevet af Kurt Lassen, der for et par år siden var meget i vælten med portrætbogen om DR’s daværende generaldirektør, Kenneth Plummer.
Kurt Lassen: “Jes Høgh – Comeback til livet”, 350 sider indb., vejl. udsalgspris kr. 299,-
Lisbeth Gade Mikkelsen har skrevet en bog om sin egen tilværelse med OCD (Obsessive Compulsive Disorder – obsessiv-kompulsiv-tilstand (tvangstanker og/eller tvangshandlinger)). I bogen “Fighter” beskriver hun tilstanden, som hun har oplevet som særdeles hæmmende for et ordentligt liv. Man mener, at op mod 200.000 danskere lider af OCD i en eller anden grad, så bogen sætter fokus på en meget udbredt lidelse, der ikke desto mindre er temmelig overset.
Lisbeth Gade Mikkelsen udviklede OCD som følge af barndommens oplevelse af storebroderens sygdomsforløb og død. Hun blev mere og mere overbevist om, at hun selv skulle dø i en tidlig alder, og siden hobede tvangstankerne sig op og ødelagde hendes liv. I dag er hun vendt tilbage til livet, har kontrol med angsten, og hun studerer dansk på universitetet. Hun har også fundet kræfter til at skrive bogen “Fighter – at kæmpe med OCD, sorg og systemet”, der – som titlen antyder – også går til angreb på et velfærdssamfund, der er mere optaget af at tilkende OCD-ramte førtidspension i stedet for at finde den rette behandling.
Lisbeth Gade Mikkelsen: “Fighter – at kæmpe med OCD, sorg og systemet”, forlaget Siesta, 240 sider paperback, vejl. udsalgspris kr. 199,-
Ifølge Sundhedsstyrelsen er 632.000 mennesker vokset op – eller vokser lige nu op – i en familie med alkoholproblemer. Alligevel føler mange sig alene med problemet. Det forsøger bogen “Flasken var vigtigere end mig” at ændre på. Det er journalisten Helge Kvam, der har gengivet ti samtaler med voksne danskere, der er vokset op med en eller to alkoholiserede forældre. Forfatteren er selv vokset op med en alkoholiseret far, så han kender indgående til den usikkerhed og det spind af løgne, der følger med alkoholisme. De ti interviewede fortæller åbenhjertigt om opvæksten og de følger, oplevelserne har givet i voksenlivet. F.eks. fortæller Kim Madsen, at han føler en vis tryghed, når han har problemer i et forhold, for det minder ham om noget, han kender. Cecilie Juel Hansen husker, at hun selv måtte hente lillebroderen i børnehaven, fordi det jo ellers ikke blev gjort.
– Mit barndomshjem var et hus, jeg ikke havde lyst til at komme hjem til, siger Cecilie i bogen.
Helge Kvam: “Flasken var vigtigere end mig – samtaler med voksne børn af alkoholikere”, forlaget Frydenlund, 156 sider paperback, vejl. udsalgspris kr. 299,-
Der er mange måder at overvinde stress og depressioner på, men uanset behandlingsform kan man have glæde af fysiske øvelser, der speeder processen mod et bedre liv op. Det er den slags træning, Sanne Simmelsgaard beskriver i bogen “Den levende krop – et træningssystem for stress- og depressionsramte”. Med bogen følger en lyd-cd med afspændingsmusik og en guide til at afspænde kroppen og styre vejrtrækningen. Bogen er rigt illustreret med afspændingsøvelserne og beskrivelser af teorierne bag.
Sanne Simmelsgaard: “Den levende krop – et træningssystem for stress- og depressionsramte”, Skriveforlaget, med lyd-cd, 83 sider paperback, vejl. udsalgspris kr. 199,-