Tiltagende socialt sidelæs i Danmark

”De må tage sig sammen og stoppe med at ryge, drikke og spise forkert.”

Det er essensen af en række reaktioner på, at vi i Danmark oplever en stigende ulighed i, hvor gamle vi bliver, og hvor stor en sygdomsbyrde, vi skal leve med.

Bagrunden er, at forskellen i mænds middellevetid er fordoblet til nu 10 år fra 1987 til 2009 afhængigt af mændenes indkomst. Og forskellene er endnu mere udbredte, når det angår livskvalitet. De med lavest social position skal leve mange flere år med lav livskvalitet, som multisyge og med nedsat funktion.

Der vil altid være forskel i, hvor gamle vi bliver, og hvor syge vi er, mens vi lever. Men, at det i det væsentligste er stærkt sammenhængende med ens sociale position kan være et tegn på, at noget er galt.

Og det er korrekt, at en af de væsentligste årsager til denne forskel er forskelle i livsvaner. Noget vi kan forebygge os ud af. Alligevel ser det ud til, at vi Danmark endnu ikke har valgt at satse på at forebygge sygdom, men i højere grad satser på at behandle, når sygdommene opstår.

Aktiviteten i det danske sundhedsvæsen har været pænt stigende, og især for den specialiserede behandling på hospitalerne har vi set en stor stigning. Både med flere ansatte læger, større udgifter og langt flere behandlinger.

”Jamen det vil tage 30 år, før vi kan se effekten af forebyggelse!” Det argument hører man ofte, og sætter os gang på gang tilbage. Politisk ledelse er også at se på de langsigtede og mangeartede konsekvenser af at gøre en særlig indsats. Da Stauning i samarbejde med Venstre lavede sin socialreform i 1933, var det for i fælleskab at tage sig af de svageste og forebygge utilfredshed i grupper af befolkningen. I dag er vi måske ved at se en lignende tendens til øget polarisering pga. forskelle i sundhed?

Når vi ønsker, at alle skal have lige ret til sundhed, skal vi også give lige adgang. Det ser ud til, at en lang række af de sundhedsydelser, vi leverer i dag, i stigende grad bliver benyttet af de socialt bedst stillede. Det kan skyldes, at vi gør forskel. Men også, at vi gør det nemt for de bedst stillede at modtage ydelser og svært for de dårligst stillede og mest syge. Det er f.eks. forskellige genoptræningstilbud, kroniker-”skoler” og særlige forløbsprogrammer.

Indsatser mod stigende social ulighed i sundhed kræver kortsigtede og langsigtede investeringer. Dels i sundhedsvæsenet, herunder især i det nære sundhedsvæsen, dels i en række andre politikker, der sikrer forebyggelse af, at sygdom opstår.

Peter Vedsted

Professor ved Institut for Folkesundhed – Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus Universitet.