Eksem, acne og solskader er helt almindelige hudsygdomme. Men mange hudlidelser minder symptomatisk så meget om hinanden, at det kan være svært at skelne mellem dem – og ofte vil ens praktiserende læge have svært ved at kunne se den store forskel. Derfor er det vigtigt at blive henvist til en hudspecialist, som kan spotte de små forskelle og dermed også vil kunne give den rigtige behandling.
De fleste tror måske, at acne og dermed bumser hører puberteten og ungdommen til. Men også blandt voksne kvinder er det den mest udbredte hudlidelse. Acne er faktisk den hyppigst hudlidelse hos unge og voksne kvinder.
Hvis du ofte oplever, at din hud blusser op, kan det være, du lider af hudtilstanden rosacea. Symptomerne bliver ofte værre af sol, stress og alkohol.
Der er færre akneramte blandt de modne kvinder, men til gengæld får mange af de lidt ældre kvinder rosacea, som tit forveksles med acne.
Klør din hud helt vildt, og får du blærer og hævelser, lider du nok af eksem, som kan forekomme forskellige steder på kroppen, og tilstanden rammer både kvinder og mænd i alle aldre. Der findes overordnet to typer af eksem – nemlig udefra kommende eksem, og eksem, der kommer indefra. Flere og flere kvinder bliver ramt af eksem, fordi de udvikler allergi over for kosmetiske produkter.
Udefra kommende eksem kan både skyldes allergi – f.eks. over for kosmetiske produkter, men det kan også være fordi de produkter, man er i kontakt med, er for stærke.
Eksem, der kommer indefra, er en udelukkelsesdiagnose, hvor man bliver testet for allergi og andre faktorer, og det kan være svært at sige, hvad allergien skyldes.
Helse har stillet én af landets førende hudspecialister, Peter Bjerring, Mølholm Privathospital, en håndfuld spørgsmål om hud
Helse: Det er ikke de samme hudsygdomme, der rammer kvinder og mænd – hvilke er de mest almindelige hudsygdomme for kvinder? Ditto mænd?
Peter Bjerring: I voksenalderen er rosacea en af de hyppigste hudsygdomme hos kvinder (2 til 3 gange hyppigere end hos mænd). Rosacea er meget udbredt i den skandinaviske hudtype med lys hud, blå øjne og lyst hår – op til ti pct. af den svenske befolkning. Ofte bliver disse patienter fejldiagnosticeret, idet sygdommen ligner acne (bumsesygdommen, typisk for teenagere).
Helse: Kan man spise sig til en sundere og mere perfekt hud? Eksempler på relevante kosttilskud og fødevarer.
Peter Bjerring: Probiotics (mælkesyrebakterier) kan være en ny mulighed for forbedring af huden. Mad med højt glykæmisk index (hurtige kulhydrater) forværrer mange hudsygdomme.
Helse: Mange tror, at acne kun rammer unge – men kvinder i overgangsalderen er også udsatte.
Peter Bjerring: Ja hos kvinder i alderen 30-40 år er der stadig fem pct. som har acne, mens der i samme aldersgruppe kun er 1 pct. mænd, som har akne.
Helse: Hvilken behandling kan du anbefale sidstnævnte kategori?
Peter Bjerring: Kvinder i overgangsalderen bør ses af en hudlæge, som kan iværksætte en målrettet behandlingskombination, som ofte indebærer såvel kostændringer som midler til påsmøring af huden og tabletbehandling.
Helse: Adskiller den sig fra den behandling, du anbefaler unge patienter?
Peter Bjerring: Ja, unge tåler ofte kraftigere behandlinger bedre end de ældre patienter, som lettere får bivirkninger, som afholder dem fra at fortsætte behandlingerne.
Mere end en hudsygdomPsoriasis er den mest udbredte hudsygdom i verden. Omkring 165.000 danskere har hudsygdommen. En række nye undersøgelser viser, at psoriasis skal opfattes som en sygdom, der rammer hele kroppen og ikke kun huden. 50 pct. af alle psoriasisramte udvikler andre sygdomme, som f.eks. psoriasisgigt, hjertekar-sygdomme, forhøjet blodtryk, diabetes, angst og depression. Der er derfor behov for at både patienter, pårørende, fagpersonale og offentligheden er mere opmærksomme på forebyggelse og samarbejde specialerne imellem på området. Psoriasisforeningen sætter fokus på de sygdomme, som vi ser optræde sammen med psoriasis. Psoriasisgigt er særligt fremtrædende – op til 42 pct. af psoriasisramte udvikler nemlig gigten (ca. 70.000 mennesker), der kan være svært invaliderende og meget smertefuldt. Hvis alle parter er opmærksomme på symptomerne, kan gigten holdes nede og livskvaliteten oppe. Kilde: www.fremtidenssundhed.dk Læs mere på: www.psoriasis.dk |