Op mod hver fjerde af os er plaget af tørre øjne – enten hele tiden eller bare forbigående. Er du en af dem, så ved du, hvor generende det er. De tørre øjne opstår, når tårefilmen på øjets overflade af en eller anden grund er forstyrret. Det kan være, at der ikke dannes nok tårevæske, eller at tårevæsken fordamper for hurtigt.
Resultatet er røde øjne, ømhed, svie, kløe eller en brændende fornemmelse i øjet. Du kan også opleve, at det giver et sløret syn eller en fornemmelse af at have grus i øjet. Endelig kan dine øjne løbe i vand, fordi øjet prøver at kompensere for tørheden ved at producere flere tårer.
Der kan være mange grunde til, at øjnene føles tørre. Det kan komme med alderen, eller det kan skyldes hormonelle ændringer. Sygdomme såsom leddegigt kan også være en årsag.
Og så kan der være ydre grunde.
Eksempelvis kan et tørt og varmt indeklima være udtørrende for øjnene. Også skærmarbejde kan give tørre øjne, da man er tilbøjelig til at blinke mindre end normalt, og det samme kan overanstrengelse af øjet, hvis du for eksempel læser eller kører bil i længere tid.
Endelig kan bestemte typer medicin give bivirkninger i form af tørre øjne. Det kan være medicin mod forhøjet blodtryk, depression, allergi og hjertesygdomme. Visse typer øjendråber kan også have som bivirkning, at øjnene bliver tørre – for eksempel dråber mod øjensygdommen grøn stær.
Spørg gerne på apoteket, om det gælder den medicin, du bruger. Du kan også se det i medicinens indlægsseddel.
Du kan lindre de tørre øjne ved at dryppe dem med kunstig tårevæske. Der findes mange forskellige slags i håndkøb, så tal med apoteket om, hvilken type der passer til dine behov. Eksempelvis skal du vælge, om konsistensen skal være tyktflydende eller mere vandig, ligesom tårevæsken findes med og uden konserveringsmidler.
Men husk: Lad være med at bruge saltvandsdråber til at løse problemet. I et kort øjeblik kan det ganske vist føles, som om de fugter øjnene, men de kan faktisk gøre problemet værre. For saltvandsdråber er f.eks. uden de fedtstoffer, der skal forhindre tårerne i at fordampe. Derfor forsvinder virkningen med et enkelt blink.
Hvis du har vedvarende problemer med tørre øjne, som kunstige tårer ikke kan lindre, så bør du tale med din læge.
Bruger du meget tid ved computer eller din mobiltelefon? Så brug 20-20- reglen for at aflaste dine øjne: Tag 20 sekunders pause hver 20. minut, hvor du kigger på noget, der er mindst 6 meter væk.
Læs mere på om irriterede øjne på www.apoteket.dk/holdøje