Tommy Kenter sover med cpap-maske

Af: Jesper Møller

Foto: Jens Nørgaard

Skuespilleren Tommy Kenter lider af søvnapnø, og derfor har han de sidste 17 år sovet med en maske, der forhindrer ham i at stoppe vejrtrækningen.

 

Når skuespilleren Tommy Kenter i dag vågner frisk og veludhvilet om morgenen, er han mere taknemmelig for dette end de fleste. For sådan har han nemlig ikke altid haft det – tværtimod.

Hele sin ungdom sov Tommy Kenter nemlig dårligt, og han fik ofte at vide af kærester, at han snorkede meget og indimellem ikke trak vejret i op til et minut ad gangen.

Den dårlige søvn resulterede i, at skuespilleren levede med en voldsom træthed i dagtimerne, og det blev gradvist værre, mens han var i 30’erne og 40’erne. Tilsidst gav det ham store gener i dagligdagen.

– Indimellem når jeg kørte bil, blev jeg i den grad overmandet af træthed. Så var jeg nødt til at køre ind til siden og sove i 10 minutter, inden jeg kunne køre videre. Heldigvis nåede jeg ikke at falde i søvn under selve kørslen. Men når jeg kørte ind til siden, nåede jeg ikke engang at få selen af, før jeg var faldet i søvn, fortæller Tommy Kenter til Helse.

 

Faldt i søvn på scenen

Hans søvnlidelse skabte også indimellem jobmæssige problemer. Han faldt simpelthen i søvn på scenen. I den forbindelse har skuespilleren en sjov lille fortælling fra engang, hvor han spillede sammen med Ove Sprogøe på Betty Nansen Teatret.

– Det indgik i stykket, at jeg på et tidspunkt skulle lægge mig ned på en bænk i nogle minutter og lade som om, at jeg sov. Problemet var, at jeg ikke kunne nøjes med at lade som om – jeg faldt rent faktisk i søvn undervejs, så Ove Sprogøe måtte hen og ruske i mig, fortæller Tommy Kenter med et grin.

Løsningen på dette problem blev, at man rykkede bænken helt ud i siden af scenen, således at regissøren kunne hive Tommy Kenter i benet, når han skulle vågne op.

 

Alvorlig søvnapnø

Efter at have fortalt om sin søvnlidelse i et TV-program, henvendte flere velmenende mennesker sig til skuspilleren.

Blandt andet kom Tommy Kenter i kontakt med en læge, som afslørede, at problemet kom sig af, at skuespillerens drøbel og bløde del af ganen faldt tilbage, når han lå ned – og derved blokerede for lufttilførslen.

– Lægen fortalte mig, at en operation kunne løse problemet. Men det var angiveligt en smertefuld oplevelse, og derudover risikerede man bagefter, at det man drak, efterfølgende røg ud igen gennem næsen. Så den operation sagde jeg nej tak til, siger Tommy Kenter.

I stedet kom han ind på en søvnklinik, hvor han sov en nat iført alverdens elektroder. Bagefter var diagnosen klar: Tommy Kenter led af alvorlig søvnapnø. Det er en lidelse, hvor patienterne ganske enkelt holder op med at trække vejret i korte øjeblikke om natten. Det spolerer søvnkvaliteten i højere eller mindre grad, og efterfølgende oplever mange patienter en voldsom træthed i dagtimerne – nøjagtig ligesom Tommy Kenter.

På søvnklinikken anbefalede de skuespilleren at anskaffe sig et såkaldt cpap-apparat. Det er i teorien en omvendt støvssuger, som puster luft ud og er forbundet med en maske, som patienten har over næsen. I de perioder, hvor patientens lufttilførsel er blokeret, skaber apparatet et let overtryk, som holder svælget åbent og derved forhindrer, at man stopper med at trække vejret.

 

Cpap fjernede symptomer

Udsigten til at sove med maske og slange var ikke spændende for Tommy Kenter, men da alternativet var værre, sagde han ja til at prøve det. Det har han bestemt ikke fortrudt siden. Og i modsætning til mange andre søvnapnø-patienter vænnede han hurtigt til at sove med cpap-apparatet.

– Jeg var 50 år, da jeg i år 2000 begyndte med cpap’en. Resultatet var overvældende, for min træthed gik væk fra den ene dag til den anden. Pludselig vågnede jeg frisk om morgenen, hvilket jeg ikke havde gjort, siden jeg var teenager. Det var en vidunderlig følelse, erindrer skuespilleren.

Lige siden har han sovet med cpap-apparatet, som er blevet hans faste følgesvend. Han har det også altid med sig, når han i forbindelse med arbejde eller ferie skal sove uden for eget hjem.

– Jeg er helt afhængig af cpap-apparatet og kan ikke sove uden. Jeg kommer til at bruge det resten af mit liv. Til gengæld gør brugen, at jeg ikke oplever den voldsomme træthed i dagtimerne, som jeg havde før. Så jeg er en lykkelig mand, hvad det angår, siger Tommy Kenter.

 

Slange fremfor snorken

Hans far led også af søvnapnø og havde derudover et svagt hjerte. Tommy Kenter købte et cpap-appararat til faderen, som dog ikke kunne vænne sig til at sove med det. Faderen døde et år senere, og Tommy Kenter er overbevist om, at årsagen var, at faderens svage hjerte ikke kunne tåle generne ved den elendige nattesøvn.

Nogle mænd er lidt flove over at skulle sove med cpap, og Tommy Kenter indrømmer gerne, at han iført slange og maske nok ikke er det mest sexede syn ved nattetid. Det har dog ikke givet ham problemer i forholdet til det modsatte køn.

– Min erfaring er, at kvinder meget hellere vil se på slangen og masken end at have en sengepartner, der snorker som et tærskeværk, slutter skuespilleren.