Slidt, men aktiv: Tove træner og tager en fridag

Selvom jobbet som narkosesygeplejerske er hårdt for en lettere slidt krop, er Tove Buck glad for fortsat at være aktiv på arbejdsmarkedet. Det kan hun, fordi hun passer sin træning og har fået nedsat tid.

Tove ser ikke sig selv som ”gigtpatient”. Den 57-årige sygeplejerske har ikke brug for en diagnose, men ser sig selv som ”en midaldrende kvinde med arbejdsrelaterede skavanker”.

Det lyder udramatisk, når vi formulerer det på den måde, men i perioder har der været tale om ganske alvorlige smerter, som tvang Tove til at tage stærk smertestillende medicin og være tilknyttet en smerteklinik.

– Lige nu tager jeg ikke nogen medicin, og jeg kan fortsætte med de lange 16 timers vagter på narkoseafdelingen. Det foretrækker jeg, fordi det giver mig nogle længere perioder med frihed, fortæller Tove Buck.

Fridagene benytter hun bl.a. til fysisk aktivitet, som er meget vigtigt for hende. Tove løber ikke længere maraton, men hun elsker at vandre lange ture med sin labrador. I de seneste fem år har hun også genoptaget ungdommens rideture.

– Og som det nyeste er jeg begyndt at dyrke yoga. Det er en anden slags træning, som gør mig godt på en anden måde, siger hun.

På en måde er Tove, med sin energi og sin positive fokus på at være aktiv, eksemplarisk for fremtidens forhøjede pensionsalder. Men vi er nødt til at vende tilbage til smerterne, som hele tiden ligger på lur, når hun f.eks. er på akuthold med mærkelige arbejdsstillinger og lange vagter uden pause.

– For mig betyder det meget at blive strakt godt ud og få et hvil, når jeg bliver for træt og øm. Det er der desværre ret dårlige faciliteter til på min arbejdsplads på Bispebjerg Hospital.

– Jeg har valgt at gå ned på 32 timer. Det giver mig en ekstra ugentlig fridag, og det gør en fantastisk forskel for mig. Det giver mig den ekstra energi, som jeg i virkeligheden har brug for, næste gang jeg møder på arbejde, siger Tove.

Efterløn – en mulighed, når man er slidt

Hun understreger, at hun er i en gunstig position, hvor hun ikke skal bekymre sig om den reducerede løn og pension som konsekvens af sin nedsatte tid. For andre af hendes kolleger ville det være en sværere beslutning på grund af økonomien.

– Jeg overvejer ofte, hvordan jeg skal tilbringe den sidste del af mit arbejdsliv. Jeg trives med selve arbejdet, og jeg kan mærke, det gør mig godt at være fysisk aktiv med vandring, ridning og yoga i fritiden.

– Hvis jeg kan fortsætte på den måde, som det fungerer nu, er det godt. Men der er ingen garanti for, at smerterne ikke bliver værre. Så jeg indbetaler fortsat til efterløn. Det er temmelig sandsynligt, jeg tager imod den mulighed, når jeg fylder 64, erkender Tove Buck.