Håret gråner og huden rynker, når alderen stiger. Vi ser og hører knapt så skarpt, og kroppen mister styrke og smidighed. Men mange af de små forskelle og forandringer, som følger med år på bagen, kan vi faktisk begrænse ved at leve aktivt.
Årene svækker kroppen, og de gener, vi er udstyret med, er med til at styre måden, det sker på. Men vi bestemmer selv, hvordan vi lever, og særligt et aktivt liv med udfordringer til krop, hjerne og sanser holder os unge og vitale i langt flere år.
Vi topper fysisk, når vi er mellem 20 og 30 år, derefter går det stille og roligt ned ad bakke. Vi mister omkring en procent af den maksimale fysiske ydeevne om året, indtil vi fylder 60.
Det mærker de færreste dog særlig meget til. De kan stort set, hvad de vil, til de runder 40 eller 50 år og ikke uden videre kan løbe langt eller klare sig uden nattesøvn.
Når vi kommer til 60-årsalderen, går forfaldet stærkere. Det betyder, at det bliver endnu vigtigere at blive ved at bruge sig selv og undgå den negative spiral, hvor kræfterne falder, og sygdom støder til.
At bruge kroppen gør den yngre. Hjernen holder sig lettere skarp, når vi udfordrer den. Brillerne kan du næppe træne dig fra, men du kan genvinde dele af kroppens tidligere styrke og ydeevne. Vi kan forbedre kondition, muskelstyrke og balance lige til vores dødsdag ved ganske simpelt at bruge os selv.