En ekstra chance når hjertet stopper

3.500 personer falder hvert år om med hjertestop uden for et hospital i Danmark – det svarer til cirka ti hjertestop om dagen. I Frederikshavn Kommune arbejder man for at flere skal overleve et hjertestop ved at uddanne borgere og sundhedspersonale i hurtig redning.

Sygeplejerske Charlotte Kristensen var som sædvanlig på arbejde i hjemmeplejen, da hun pludselig fik brug for alt, hvad hun har lært i forbindelse med projekt ”Parat til hjertestart i Frederikshavns Kommune”.   

Almindeligvis består 34-årige Charlotte Kristensens arbejde af fire timers hjemmebesøg på en fast rute hos ældre, yngre kræftpatienter og psykiske syge i Frederikshavn Kommune. En halv times frokost fra 12-12.30. Før en eftermiddag fyldt op med flere besøg og journalskriveri på plejehjemmet den sidste time inden fyraften.

En dag i januar pakker hun sin hjemmeplejebil, som hun har gjort hundredvis af gange før. Hun hilser på den sygeplejerske-studerende, der skal med hende på vagt. De småsludrer lidt og er på god bølgelængde. Da de går ud til bilen, griber Charlotte som det sidste sin hjertestarter-telefon, som alle hjemmeplejebilerne i Frederikshavn Kommune er udstyret med. Hjertestarter-telefonen er direkte koblet op til alarmcentralen. Med den kan alle udekørende sygeplejerske og hjemmeplejere på sekunder blive kaldt, hvis en i kommunen falder om med hjertestop, og de er tættest på.

– Det bliver nu nok ikke relevant på din første vagt, forsikrer Charlotte Kristensen den sygeplejerske-studerende om, – men derfor skal vi selvfølgelige have den med og være parate …   

En høj hyletone

De står midt i en sårpleje-behandling af en yngre kvinde i 30erne, da telefonen begynder at hyle. Lyden er så høj, at det kan høres flere huse væk. Det er ikke et prøvekald ligesom de andre gange. Denne gang er det alvor.

Den yngre kvinde, de er hos, er ikke i akut behov og kan godt klare sig. Adressen på nødopkaldet står på telefonens display. Det er tæt på. Hun træffer en beslutning. De må af sted.

Charlotte Kristensen trykker ”klar” på telefonen, og tre minutter efter er de fremme ved den angivne adresse.

Huset ser tomt ud. Der er intet lys, døren er låst, og ingen reagerer, da de banker hårdt på døre og vinduer. Charlotte registrerer dog, at der fornylig er ryddet sne. Hun sender den sygeplejerske-studerende rundt om huset for at tjekke, om der er en bagindgang.

Selv ringer hun til alarmcentralen, der bekræfter, at det er den rigtige adresse. De siger, hun skal slå et vindue ind. Inden hun når så langt, lyder det bagfra huset: ”Jeg har fundet en dør…”. Adrenalinen kører rundt i kroppen, da hun går ind, men hun er også fattet. Hun har to gange tidligere været med til hjertelungeredning, så hvis det er det, der skal til, er hun parat.

En ældre kvinde står med en telefon i den ene hånd, mens hun med den anden forsøger at holde sin mand oppe. Hun fremstammer et: ”hjælp mig, hjælp mig.”

Charlottes ser på manden. Hendes første tanke er: ”Han er død!” Han er hvidgul i hovedet, har lukkede øjne, trækker ikke vejret og er helt slap. Det er svært at få ham ned at ligge. Gangen er så smal, at hun dårligt selv kan være der.

”Har din mand løse tænder…”, spørger hun konen. Charlotte er bange for, at han skal blive kvalt, når de skal i gang med mund til mund. Hun flår skjorten af og klipper undertrøjen op. Det hele foregår nærmest per refleks. Men inden hun går i gang med hjertemassagen, beder hun konen gå ind ved siden af. Det kan være voldsomt at se på, forklarer hun uden at fjerne blikket fra manden på gulvet.

– Jeg var ikke bange. For han var jo død. Jeg kunne ikke gøre noget forkert, nåede jeg at tænke. Det kunne kun blive bedre og forøge hans chancer for overlevelse, at vi var der, siger Charlotte Kristensen om hendes indsats.

Efter andet stød begynder hjertet at slå, og manden får farve i kinderne igen. Efter 7 minutter er ambulancefolkene fremme. De tager over og gør manden klar til afgang. Charlotte går sammen med paramedicineren ind i stuen til konen. Hun sidder chokeret på en skammel og kigger ned i gulvtæppet. Beskeden fra ambulanceføreren er kort og direkte: ”Hjertet slår, men han trækker ikke selv vejret. Det er stadig meget kritisk. Det skal du vide…”

Dagen efter får Charlotte Kristensen at vide, at manden er død på hospitalet. Konen fortæller, at han havde haft det godt til det sidste. De havde siddet om morgenen og hygget sig med kaffe og morgen-tv, inden han var gået ud for at skovle sne. Da han var kommet ind igen, havde han pludselig fået det dårligt og var faldet om i gangen.

Et stik af ærgrelse jager igennem Charlotte Kristensen, men også en stille glæde over, at de trods alt gjorde, hvad de kunne. De gav manden en chance til, selvom det ikke lykkedes.

Vidste du …

At chancen for at overleve et hjertestop uden for hospitalet er cirka tre gange større, hvis der ydes hjertelungeredning, inden ambulancen kommer frem.