Ufrivillig barnløs? Spis dig til en graviditet

Jette Warrer Knudsen

Hvis du har svært ved at blive gravid, kan årsagen være, at din krop er i ubalance for en række vigtige vitaminer og mineraler.
Ernæringsterapeut Nanna Ewald Stigel har skrevet en bog med nye vinkler på fertilitet og ernæring. Her deler hun 10 gode råd med dig, der brændende ønsker at blive gravid.

Nanna Ewald Stigel´s 10 frugtbare kostråd: 

  1.  Spis hele og friske fødevarer. Skru gevaldigt op for næringsstofferne i din frugtbare mad. Som hovedregel skal det, der finder vej til din tallerken, være noget, din oldemor kunne genkende som mad.
  2. Brug tallerken-fordelingen i bogen som pejlemærke for dine måltider. Så du til alle måltider får masser af vitaminer, mineraler og fibre fra frisk grønt, bær og lidt frugt. Gode fedtsyrer fra koldpressede olier, nødder, kerner, avokado og oliven. Samt kvalitetsprotein fra kød, fisk (ikke de store rovfisk!), skaldyr og bælgfrugter. Med tallerken-fordelingen får du alle de næringsstoffer, du har brug for og passer godt på dit blodsukker – det er nemlig overordentligt vigtigt for harmoniske hormoner.
  3. Farvel til de raffinerede kulhydrater og forarbejdede fødevarer. Tag kærlig afsked med mad, der har været igennem alt for mange industrialiserede processer. Dvs. sukker, hvidt mel, hvide ris, hvid pasta, alt godt fra frituregryden, ødelagte fedtstoffer, dåsemad, færdigretter af mistænkelig herkomst, fast food, junkfood mv.
  4. Spis varieret! Og gerne efter årstiderne. Det lyder nærmest gammeldags, men det er ikke desto mindre supervigtigt. Store undersøgelser af danskernes kostvaner peger på stor ensidighed i kosten, og de fleste af os elsker vaner, men variation er nøglen til at få alle de vitaminer, mineraler og sporstoffer, vi har brug for.
  5. Gå efter det røde Ø-mærke. Forkæl din krop med økologiske og biodynamiske råvarer. Det er en god investering i dig selv og i dit kommende barn. For udover at have et højere og bedre næringsindhold er økologiske og biodynamiske fødevarer fri for GMO, pesticider, medicinrester, miljøgifte og andre uhyggeligheder, der er en dræber for fertiliteten, og som også ser ud til at have negative konsekvenser for både miljøet og vores børn.
  6. Spis regelmæssigt: 3 hovedmåltider som hovedregel. Nogle har behov for et eller to mellemmåltider i løbet af dagen, men de fleste fungerer fint med tre hovedmåltider. Afprøv, hvad der virker for dig. Til gengæld skal du undgå små-spiseri uden for måltiderne. Det gælder også kalorieholdige drikkevarer samt tyggegummi, pastiller og det, der ligner.
  7. Spis, til du ikke længere er sulten. Og spis nok, så du kan holde dig til næste måltid. Jeg siger ikke, det er nemt. For mange kan det være særdeles udfordrende. En hjælp kan være at tage tre dybe vejrtrækninger inden måltidet, at sidde ned, når du spiser og ikke mindst at undgå at se fjernsyn, tale i telefon eller gå på internettet, mens du spiser. Til gengæld er godt menneskeligt selskab helt fint.
  8. Undgå fertilitetsrøvere/stimulanser. Kvit tobakken og alkoholen helt. Og skær ned for kaffen eller drop den.
  9.  Begræns eller udeluk fødevarer, der kan drille fertiliteten. Udover alle de fødevarer, der har været igennem kemiske processer eller har været en tur i frituregryden, er der fødevarer, der kan drille fertiliteten. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er sådan for dig. Det er en individuel afvejning, men jeg anbefaler altid, at du udelukker mælk og gluten i en periode, hvis du oplever uforklarlig barnløshed eller har inflammatoriske eller autoimmune lidelser.
  10. Suppler med kosttilskud
    Sørg for som minimum at tage en god multivitamin- og mineralpille med minimum 400 mcg aktivt folat (hvis din multivitamin indeholder folinsyre, vil jeg anbefale, at du og din partner supplerer med tilskud af aktive (methylerede) B-vitaminer.) Disse fås i skrivende stund ikke i Danmark.

 

Bliv gravid – sådan styrker du din fertilitet. Forfatter Nanna Ewald Stigel.Bogen udkommer den 25. august på forlaget Peoples Press.Vejledende pris: 299,95 kr.
HUSK

  • For manden er særligt selen, Q10, zink og C-vitamin vigtigt.
  • For kvinden er særligt E-vitamin, zink og selen vigtigt.

Det er vigtigt, at du læser varedeklarationen på alle dine kosttilskud og lægger sammen, hvor meget af de forskellige vitaminer, du får i alt. Især skal du som kvinde være opmærksom på, at du ikke får for meget A-vitamin. Men du må heller ikke få for lidt.

Kilde: Nanna Ewald Stigel