Ugebladenes onde slankefokus var det værste

I hele sin barndom og det meste af sin ungdom var Sofie Hagen plaget af selvhad og lavt selvværd på grund af sin vægt. Men mødet med en ny form for feminisme, kropspositivisme, blev en åbenbaring for hende, og et nyt liv med glæde som omdrejningspunkt begyndte.

Sofie er otte år, og hun står med en seddel i hånden, som hun lige har fået af skolens sundhedsplejerske. Sedlen skulle Sofie aflevere til sin mor, men sundhedsplejersken har lige sagt sedlens indhold til hende med kølige ord: “Du skal tabe dig. Du er for tyk”. Og dermed kunne en lang opslidende kamp mod lavt selvværd, kropshad og mobning begynde.

-Det mest groteske var, at jeg egentlig var nogenlunde normalvægtig, da jeg stod med sedlen fra sundhedsplejersken i hånden. Min vægt lå på 51 kg, og jeg målte 152 cm., fortæller Sofie. Men opfattelsen af, at tyk er lig med dårlig blev printet ind i hendes unge hjerne og hjerte.

I slanke-helvedet

-Jeg kom så på min første slankekur som otte-årig og var på kur utallige gange, indtil jeg fyldte 20 år. For nylig var jeg nede i kælderen hjemme hos min mor, og dér fandt jeg kassevis af slankebøger, som jeg enten selv havde købt eller arvet, fortæller Sofie Hagen, der i dag er 27 år.

-Det var et helvede, som jeg bare fik det endnu dårligere af. Hele slankeuniverset bygger på, at det at være tyk er det samme som at være et dårligt menneske- og hele det kommercielle slankemarked er indstillet til, at du aldrig bliver god nok. For, hvis du gør, så bliver markedet mindre. Det hele handler om penge og ikke andet. Muligheden for at kunne lide dig selv, som du er, er ikke tilstede, siger Sofie, der fortæller, at det først var, da hun som 20-årig kom på universitetet, at det gik op for hende, at der var et modsvar til at være depressiv. Det var mødet med andre unge kvinder, som var i fuld gang med et oprør mod tidens slanke- og skønhedsideal, kropspositivisterne, som den nye feministiske bevægelse kalder sig selv. Det var især kropsaktivisten Andrea Storgaard Brok, der blev det store vendepunkt i Sofies liv. Hende skylder jeg faktisk alt, siger Sofie.

-Budskabet fra kropspositivismen er, at vi alle er gode nok, som vi er, ligegyldigt om vi er tykke eller tynde, siger Sofie, der i dag bor i London og er godt i gang med at opbygge en karriere som stand-up-comedian.

Kultur-forskelle

Sofie mener, at vores kultur er afgørende for, hvordan vi ser på tykke mennesker.

-Når jeg står på en scene i Danmark og siger, at jeg er glad for min krop og min størrelse, så griner publikum. De tager mig simpelthen ikke alvorligt. Det er helt anderledes i England, fortæller Sofie, der i London også nyder de sociale fællesskaber, der er blandt kvinder, der ikke kan skrues ned i en størrelse s.

-F.eks tøj-bytte-events, hvor stemningen bare er så varm og befriende. Her kan vi rådgive og inspirere hinanden på lige fod. Det er ret skønt, fortæller Sofie, der selv om hun i dag har et liv i optimismens og glædens tegn alligevel fortsat skal kæmpe.

-Langt de fleste arbejdsgivere betragter tykke kvinder som dovne. Derfor ville jeg have et stort problem, hvis jeg var arbejdsløs og skulle ud at finde et job, siger hun.

Men selvværdet er vokset betydeligt, og selvhadet skåret nærmest væk. Det oplevede Sofie for nylig, da hun sammen med sin søster var på ferie i Tyrkiet.

-Vi lå begge og nød solen i spraglede bikinier i stedet for at være indhyllet i store kjoler og tæpper. Det hele føltes så rigtigt og godt, fortæller Sofie, mens tankerne et splitsekund er tilbage på sundhedsplejerskens seddel om vægttruslen.

-Det var faktisk ikke den seddel, der har været allermest ødelæggende for mig. Meget værre end sundhedsplejersken og mobning har været ugebladene med deres onde fokus på slanke kroppe og deres antydning af, at det at være tyk er det samme som at være et dårligt menneske, slutter Sofie.

FAKTA

Kropspositivisme er en bevægelse, der vinder mere og mere frem. Den kan defineres som kampen for lge rettigheder og samme muligheder for alle kroppe på tværs af kønsidentitet, etnicitet, funktionalitet, helbred og vægt. Der skal være plads til alle slags kroppe.

I KVINFO´s Webmagasin skriver Andrea Storgaard Brok, sygeplejestuderende og kropsaktivist, om nogle af de kropsbevægelser, som agerer i de feministiske miljøer.

Kilde: KVINFO