Stadig flere danskere køber deres medicin på nettet. Men det er vanskeligt for forbrugerne at sikre sig mod ulovlige hjemmesider og forfalsket medicin, der florerer på nettet. Derfor har Lif – Lægemiddel industri Foreningen – samlet en række råd til forbrugere, der køber lægemidler på nettet.
Det kan være risikabelt at købe medicin på internettet, for det flyder med ulovlige net-apoteker og forfalskede lægemidler på det digitale marked. En undersøgelse fra organisationen European Alliance for Access to Safe Medicines viser således, at 96 procent af net-apotekerne er ulovlige, og 62 procent af den receptpligtige medicin på internettet er forfalsket.
– Det er næsten umuligt for forbrugerne at helgardere sig mod ulovlige hjemmesider og forfalskede lægemidler, for siderne ser i de fleste tilfælde professionelle og troværdige ud, og de forfalskede produkter ligner ofte de ægte lægemidler til forveksling, forklarer chefkonsulent i Lif, Ulla Høegh.
Og de ulovlige og forfalskede lægemidler kan være både sundhedsskadelige og livsfarlige. Der findes således flere eksempler på forfalskede lægemidler, der indeholder cement, malingrester og andre giftige stoffer. Så sent som 1. april i år advarede Lægemiddelstyrelsen mod handel på internettet med ulovlige slankemidler, der i værste fald kan resultere i blodpropper og dødsfald.
Derfor har Lif samlet en række råd til forbrugere, der køber lægemidler på nettet.
– Vi kan desværre ikke formulere en komplet og skudsikker vejledning til sikkert køb af lægemidler på nettet. Men der er dog visse ting, som skal få alarmklokkerne til at lyde hos forbrugerne, understreger Ulla Høegh.
Få altid en recept hos din læge, når du har brug for receptpligtig medicin.
Benyt et lovligt, dansk net-apotek, der har tilknytning til et fysisk apotek.
Du kan benytte www.apoteket.dk, www.NemMedicin.dk og www.webapoteket.dk.
Tjek Lægemiddelstyrelsens advarsler mod ulovlige og farlige produkter på www.laegemiddelstyrelsen.dk, og kontakt eventuelt styrelsen, hvis du er i tvivl, om et lægemiddel eller en hjemmeside er lovlig.
Læs mere på: På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan du læse en række generelle retningslinjer for handel med medicin på nettet: www.laegemiddelstyrelsen.dk
Du kan også læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du køber lægemidler på internettet, på: www.nix-pille.dk og www.farlige-potenspiller.dk
Køb ikke lægemidler på hjemmesider: