Underklassens lavstatus-sygdomme overses

Af: Karin Svennevig Hyldig / Foto: Scanpix/Iris

Det er ikke nær så taknemmeligt at behandle ældre nedslidte patienter med diffuse symptomer og gammeldags livsstil.

Det er den positive prioritering af stærke patienter og den øvre middelklasses definition af sundhed, der i sidste ende rammer samfundets svageste.

– Den øvre middelklasse har det kulturelle, sociale og økonomiske overskud til at leve efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger med regelmæssig motion, sund kost, begrænset indtag af alkohol og nul røg. Det har de socialt svageste ikke. De råber heller ikke op eller stiller krav. Derfor taber de og deres sygdomme, når der skal deles forskningsmidler ud, udvikles nye behandlingstilbud eller prioriteres mellem patientgrupper, konstaterer Kristian Larsen, professor i læring og sundhed, Aalborg Sygehus.

Kontrol tæller op

– For 30 år siden måtte direktører, politikere og fagforeningsbosser gerne være store og tykke. Ryge cigarer og drikke sjusser. Man sagde, de havde ”pondus” og det var forbundet med stor værdighed og troværdighed, siger han.

I dag løber magteliten marathon og spiser rå broccoli. Store maver, tobaksrøg og alkohol er blevet de svages åg, konstaterer Kristian Larsen.

– Usund livsstil, skam, skyld og lav social status, forstærker hinanden. Ifølge lægeløftet må læger aldrig gøre forskel på rig og fattig, men fordi mange socialt dårligt stillede befinder sig i en form for nedadgående sundhedsspiral, kommer læger og forskere til at gøre det alligevel, siger professoren.

Når overklassen bliver syg af for meget kontrol er det finere, end når underklassen bliver syg af det modsatte, konstaterer han.

– Anoreksi og arbejdsrelateret stress er jo i princippet lige så selvforskyldte sundhedstrusler som fedme. Men stress er knyttet til at have et arbejdsliv, hvor man overperformer, og anoreksi ses som et symptom på overdreven selvkontrol. For meget kontrol anses som bedre end ingen kontrol.

Kendte kan bryde tabu

At det er svært – for ikke at sige umuligt – at bekæmpe et tabu, kan Kristian Larsen tilslutte sig:

– Sundhedspersonale har ganske vist en professionel distance til de tabubelagte dele af kroppen; afføring, urin og kønsdele, men for patienten gælder tabuet nok alligevel. Fordi det er så dybt rodfæstet i vores krop, sjæl og kultur. Sundhedspersonale er jo også mennesker.

Der findes ikke noget quick fix, som kan bryde tabuer, fastslår Kristian Larsen.

Skal tabu brydes, må flere kendte personer stå offentligt frem og bekende ”jeg har stomi” eller ”jeg slås med inkontinens”, siger han.

– Kendte kan styrke en hel patientgruppes identitet og mod på at stå frem. Den form for omtale virker, men vi ser den sjældent, netop fordi tabuer er så magtfulde, siger Kristian Larsen.

 


 

Tabu forværrer sygdomme

I bunden af listen med lavstatus-lidelser står tabusygdomme, som patienterne end ikke ønsker at tale med egen læge om.

600.000 danskere – én ud af ti – er ramt af psykisk sygdom, viser Psykiatrifondens tal, Men de fleste går stille med det.

Hver anden mand mellem 40 og 80 år har rejsningsproblemer, et problem, der kan afhjælpes, men som både patienter og partnere skammer sig over. Ni ud af ti hustruer til mænd med rejsningsbesvær holder problemet hemmeligt – også for de nærmeste veninder, viste en Helse-undersøgelse for to år siden. Hver tredje tror, at hun er skyld i sin mands potensproblem, fordi hun ikke er attraktiv nok.

På listen over tabusygdomme findes desuden inkontinens, tarmsygdomme, misbrug og til dels HIV.

 

21 år med hemmelig inkontinens

Kontinensforeningen er talerør for en lidelse, der rammer hver tiende dansker mellem fem og 90 år. Inkontinens kan være tegn på alvorlig sygdom, men syv ud af ti bliver symptomfri efter udredning og behandling. Alligevel går mange med inkontinens problemer i årevis uden at søge læge, og færre end hver tredje fortæller deres nærmeste om vanskelighederne med at holde sig.

– Siden 1987 har vi forsøgt at bryde det her tabu med oplysning-oplysning-oplysning. Vi har over 40.000 besøg på hjemmesiden om året, og inkontinens koster samfundet 40 mia. kr. om året, og interessen for at forske i inkontinens er da også stor. Men behandling og udredning er der ringe fokus på, siger Aase Randstoft, chefredaktør på K-Nyt og sekretariatschef i Kontinensforeningen.

– Forleden talte jeg med en kvinde, der har gået med inkontinens i 21 år uden at søge læge. 21 år! Sådan et tabu skal der mange ressourcer til at bryde. Og Kontinensforeningen er reelt en enmandshær, siger hun.

Mere info: www.kontinensforeningen.dk