Undgå forgæves besøg på apoteket med Medicinkortet

Af: Mette Ærbo Behrend

Foto: Henrik Kastenskov/Fotoco

Super-motionisten Bitten får ordineret medicin imod KOL, som hjælper hende til bedre at udnytte sin lungekapacitet. Medicinkortet giver Bitten nemt og hurtigt overblik over medicinen – og nu kan hun også anmode om fornyelse af recepter direkte i Medicinkortet på sunhed.dk eller i Medicinkort-appen.

Du trækker et nummer, kigger op på tavlen og konstaterer, at du kommer til at vente lidt, inden det bliver din tur. Da det endelig bliver din tur, beder du – som du har gjort så mange gange før – om at få udleveret din medicin ved apoteks-skranken. Du finder dit sygesikringskort frem og fortæller, at der ligger en recept. Men den venlige apoteker skuffer dig med, at du ikke har flere udleveringer tilbage på recepten. Så du går igen uden den medicin, du kom efter.

Bitten er en af dem, der har prøvet at gå forgæves på apoteket. Især mindes hun den besværlige overgang for år tilbage, hvor man gik fra recepter af papir til elektroniske recepter:

– Vi er heldigvis ovre den besværlige periode, inden alt blev elektronisk. I overgangen var det svært at holde styr på medicinen, erindrer Bitten.

 

Blev bidt af crossfit

Selvom Bitten ikke går og føler sig syg i hverdagen, får hun receptpligtig medicin mod sygdommen, KOL. Det er medicin, som Bittens læge ordinerer fast. Men medicinen gør ikke, at hun må fravælge et aktivt liv – tværtimod fortæller hun:

– Jamen jeg har altid dyrket motion. Og for ca. fire år siden blev jeg introduceret til crossfit af min søn, der bare var fuldstændig bidt af det. Og det blev jeg også. Faktisk i så høj grad, at jeg næsten er afsted til træning hver dag. På den måde er jeg gradvist blevet bedre og bedre til at udnytte min lungekapacitet, på trods af jeg er diagnosticeret med KOL. For mig er træningen en måde at tage hånd om mit helbred.

 

Medicinkortet gør det nemmere at være medicinbruger

Med Medicinkortets nye funktion udnytter Bitten, at hun nu også selv i stor udstrækning kan tage hånd om egen medicin på en ganske nem måde. For i Medicinkortet på www.sundhed.dk eller i app’en kan hun nu anmode om at forny recepterne direkte, imens hun tjekker op på sin medicin. Og det er en fordel for Bitten, der f.eks. hellere vil bruge sin fritid i træningscentret end at rende forgæves på apoteket.

– I helt gamle dage ringende jeg ofte ind til lægen, hvis jeg var i tvivl, om en recept gjaldt endnu. Eller det vil sige, inden jeg ringede til lægen, satte jeg gerne sådan en lille gul seddel på pakken, når den var ved at være tom. Som en reminder til mig selv om, at jeg skulle huske at følge op på det og få recepten fornyet.

– Men det var jo i arbejdstiden, at min læge havde telefontid. Så det var ikke altid, at jeg havde tid til at sidde i telefonkø. For det kunne hurtigt blive til en del minutter, hvis mange andre patienter også gerne ville igennem. Og det hang nødvendigvis ikke sammen med møder og de arbejdsopgaver, jeg nu måtte have den dag. Så nogle gange måtte jeg afbryde opkaldet, inden jeg kom igennem, mindes Bitten.

 

Medicinkortet giver overskuelighed

Inden receptfornyelse i Medicinkortet blev en mulighed, kunne Bitten anmode om recepter i lægens eget system. Det var lidt omstændeligt med ét system til at danne sig overblik over medicinen og et andet system til at anmode om en receptfornyelse. Derfor er Bitten begejstret for, at hun nu kan slå to fluer med ét smæk:

– Nu anmoder jeg om receptfornyelse direkte i Medicinkortet, og det er helt klart den funktion, jeg anvender hyppigst, fortæller Bitten.

Overskueligheden i selve visningen af Medicinkortet hjælper også Bitten, da hun får mere end én slags medicin. Noget medicin kan hun få udleveret flere gange på den samme recept, hvorimod andre typer medicin kun har én udlevering pr. recept.

– Det bedste af det hele er, at det er så hurtigt klaret. Medicinkortet gør det nemmere at være medicinbruger for sådan én som mig. Det minder mig lidt om, når jeg logger ind og overfører penge med MobilePay fra min konto. Man swiper bare til siden, og så er en anmodning om receptfornyelse sendt. Vi er så vant til, at bruge vores telefon til en masse, så det er en hjælp, at jeg kan klare det så hurtigt.

– Det er nemt, lige ved hånden og tidssvarende. Så jeg anbefaler andre at bruge Medicinkortet, hver gang der er en anledning til det, fortæller Bitten.

 

 


 

Får du 1 eller 5 slags medicin?

Uanset hvad, kan du i Medicinkortet:

  • Se din aktuelle medicin og få overblik over din medicin, som er registreret af en sundhedsfaglig
  • Se åbne recepter, som du kan få udleveret medicin på fra apoteket
  • Se antal udleveringer, du har tilbage på recepter med flergangsudleveringer
  • Se en oversigt over medicin, du allerede har fået udleveret
  • Anmode egen læge om receptfornyelse

 


 

Børns medicinoplysninger

Forældre har adgang til deres børns medicinoplysninger i Medicinkortet, indtil børnene er 15 år, hvis forældremyndigheden er registreret i CPR-registret. (Det skete automatisk for børn, født efter d. 27. maj 2004.)

 


 

Tip

Hvis du ønsker særlige pakkestørrelser på din medicin eller afhentning på et bestemt apotek, anbefales du at bruge din læges eget system til e-receptfornyelse.