Vækst på vipper

Af: Lise Grosmann/BeautyBlog.dk

Der spenderes milliarder af kroner hvert år på mascara, som har overtaget læbestiftens placering som det makeup-produkt, vi nødigst vil undvære. Men det rækker ikke altid med løfter om megalange tætte buede vipper, hvis udgangspunktet er flueben, som segner under vægten af vippevidunderne. Vi vil have vippevækst.

Det begyndte som en bivirkning. Patienter, der blev behandet med øjendråber for grøn stær oplevede, at det virkede som den rene gødning for deres øjenvipper. Allergan, (dem med Botox,) var ikke sene, de udviklede Latisse* baseret på aktivstoffet bimatoprost. Desværre med risiko for mørkfarvning af øjets iris, ændret tryk i øjet og misfarvning af huden. Men der blev fundet alternativer i form af bimatoprost-lignende prostaglandin-derivater som dem, der er aktivstof i de her nævnte vippesera. I alle tilfælde forlænges vippehårets vækstcyklus, så det vokser sig længere og kraftigere, alt imens nye hår vokser ud imellem og dermed også giver større vippetæthed. Produkterne kan også anvendes på bryn, og ellers er der i flere serier også en brynvækster. Effekten aftager, når man stopper med at bruge produktet.

*Latisse fås ikke herhjemme og er i øvrigt receptpligtigt.

__________

Det tyske vippevidunder

Danmark er største marked for det tyske vippevidunder, M2 Beauté. Aktivstoffet er MDN (=methylamido dihydro noralfaprostal), og for at styrke og pleje vipperne i den længere periode, de vokser, er der også bl.a. biotin, hyaluronsyre og andre fugtbindere i produktet.
M2 Beauté Eyelash Activating Serum, 990 kr. for 5 ml hos stormagasiner, Matas og på m2beaute.dk

__________

10 års jubilar

Den amerikanske øjenlæge Michael Brinkenhoff udviklede RevitaLash specielt til sin kone, da hun var under kemobehanding. Aktivstoffet er Dechloro Dihydroxy Difluoro Ethylcloprostenolamide i cocktail med bl.a. biotin, peptider, hvedeprotein og planteekstrakter som savpalme, ginseng og grøn te.
RevitaLash Advanced Eyelash Conditioner, 549 kr. for 2 ml hos spashop.dk

__________

Et penselstrøg om dagen

Long4Lashes er baseret på bimatoprost med dokumenteret hårvækstgaranti, om man så kan sige. Formlen indeholder desuden pro-vitamin B1, hyaluron for at styrke og smidiggøre vippehårene samt allantoin for at mindske risiko for irritation.

Long4Lashes Eyelash Enhancing Serum, 399 kr. for 3 ml hos long4lashes.dk

__________

Tykkere og tættere

NeuLash er udviklet ved Skin Research Laboratories i Californien og indeholder foruden aktivstoffet SymPeptide (=myristoyl pentapeptide-17) ligeledes hårforstærkende protein, biotin, peptider, græskarkerne-ekstrakt og panthenol samt hyaluron for at give styrke og smidighed til vippehåret.

NeuLash Lash Enhancing Serum, 675 kr. for 3.2 ml hos udvalgte klinikker og neulash.li (vælg land).

__________

DIY – Gør det selv!

Et mix af amerikansk olie (=ricinus, castor), arganolie samt nogle dråber E-vitamin hævdes at forbedre vækst af vipper og bryn.