Vær stolt af din mor-krop

Af: Trine Just

Foto: Scanpix/Iris

Forskning tyder på at kvinder har et urealistisk billede af, hvordan en mor-krop skal se ud, og presser derfor sig selv for at vende tilbage til en krop, der for evigt er forandret.

 

Den søde ventetid er endelig ovre, og den måske frygtede fødsel er gennemført. Og nu står du dér med barnet på armen.

Men, hvor du i graviditeten stolt fremviste din voksende mave i tætsiddende graviditetstøj, og rankede dig, så dine svulmende bryster kom til deres ret, stresser du nu ved tanken om kampen for at få din krop tilbage til det udseende, den havde, før barnet begyndte at vokse i din mave.

Sammen med ph.d., Birgitte Folmann og cand. scient. san., Helene Nikolajsen – er Christina Prinds, ph.d. i jordemodervidenskab, ved at lægge sidste hånd på et forskningsprojekt omkring kvinders forståelse af kropsidealer og sundhed efter graviditet og fødsel. Projektet hedder Yummy Mummy, og det forsøger at afdække de forestillinger, nybagte danske mødre har, om kropsidealer og egen sundhed.

– Vi, som sundhedsfaglige personer, har en tendens til at have et noget ensidigt syn på, hvad sundhed er. Det kommer nemt til at handle om vægt, kost, motion osv., fortæller Christina Prinds.

Men når det kommer til en sund mor-krop, handler det i høj grad også om livsduelighed, selvkærlighed og barmhjertighed overfor sig selv, fortsætter hun.

Mor-krop er ligeså sejt som et maraton

Den fysiske præstation ved at gennemgå først en graviditet og derefter en fødsel, er ikke forbundet med status på samme måde, som hvis du gennemfører en maraton. Og det til trods for, at det er først en 9-måneder lang kropslig udfordring, hvor krop og sind konstant udsættes for forandringer og bekymringer, og derefter en fødsel, som – uanset hvor naturlig en ting, det er – er en voldsom, smertefuld og krævende præstation.

Hvor maratonmanden kan lægge sig hjem på sofaen med medaljen om halsen og restituere sig, er en mor-krop slet ikke færdig med sit kraftpræstation. Hendes krop skal til at finde et nyt, naturligt leje i en tilstand af konstant søvnunderskud. Der er blødninger, ømme bryster og en ukontrollabel døgnrytme at forholde sig til, mens hormonerne suser rundt og hjælper kroppen med at være et fysisk fundament for et andet væsens overlevelse.

Denne kraftpræstation til trods går al ære og værdighed til babyen, mens mor-kroppen bliver mødt med forventningen om hurtigst muligt at vende tilbage til ungpige-versionen.

Kvinder er kvinder værst

– I vores undersøgelse har vi lavet kvalitative interviews for at finde ud af, hvordan kvinderne selv opfatter deres krop efter fødslen, siger Christina Prinds, og fortsætter:

– Umiddelbart får vi ”lærebogssvaret” om, at de selvfølgelig accepterer deres krop, som den nu er, for det er naturligt. Men når vi kommer dybere ind i samtalen, viser det sig hurtigt, at de faktisk har meget svært ved at sætte sig ud over, at maven er blød, strækmærkerne friske og brysterne hænger. Og det er noget af et paradoks.

Christina Prinds og hendes kollegaer arbejder med et begreb, de kalder ”socialt konstruerede kropsideal”. Det er det ideal, vi møder – og selv er med til at konstruere – på f.eks. sociale medier, hvor kvinder poster hvor fit, de er, kort tid efter fødslen. Vi møder det i medierne, når vi ser billeder af kendisser og prinsesser, der, slanke som siv, er fotograferet med en nyfødt baby på armen. Og det konstrueres måske ligefrem i sundhedsvæsnet, der måler og vejer os, mens de løfter pegefingeren og peger på de ideelle værdier for eksempelvis vægt, fedt- og muskelfordeling og søvnrytmer.

– Man kan sagtens være sund, uden at målet er, at kroppen skal se ud som før. Body-shape industrien skaber en forestilling om, at hvis man efter fødslen ikke passer ind i forestillingen om den perfekte krop, skyldes det manglende selvkontrol, og man bliver opfattet som usund, uddyber Christina Prinds.

Mor-krop er uattraktiv

– Idealet synes at være, at man ikke må kunne se på en kvinde, at hun er mor; at hun har født, og det er et paradoks, fordi vi vil som samfund og som kultur, gerne vil have børnene, påpeger hun og fortsætter:
– Historisk set er den gravide krop blevet pakket godt ind, for en graviditet var bevis på, at kvinden havde haft sex, og det var ikke noget, kvinder gjorde. Senere blev den gravide krop attraktiv, ja ligefrem sexet, og tøjet blev kropsnært, med fokus på mave og bryster. Men stadig anses den post-gravide krop for uattraktiv, og den skal dels skjules og dels trænes og sultes væk.

– Vi, de danske kvinder, anser os selv for frisindede, kropsligt afslappede og rummelige. Og derfor er undersøgelsen så interessant, siger Christina Prinds.

– For man kunne måske tro, at vi i vores kultur ville være mere åbne overfor mor-kroppen, men det er vi ikke. Tværtimod udtrykker de fleste af vores fokuspersoner, som er mødre fra alle dele af Danmark, at det egentligt er ønskværdigt, hvis man ikke kan se, at man lige har født: ”Man vil jo ikke ligne én, der lige har født, når man starter på arbejde igen.”

Den sunde mor-krop

– For mig handler en sund mor om en livsduelig kvinde, som både kender sin styrke og tør stå ved sin uperfekthed. Hun er barmhjertig i forhold til sig selv, og hun lytter til egne og barnets behov, og derfor kan hun sortere i de uendeligt mange tilbud, der findes til mor og barn i barselperioden, siger Christina Prinds.

– Selvfølgelig skal der også være fokus på kroppen. Der er ingen kvinder, der skal leve med at slattisse, hver gang de griner, eller at blive fastlåst i ryggen, når de løfter babyen op. Men ensidig fokusering på fysiske idealer indenfor en smal tidsramme kan næsten skabe det modsatte – usundhed i form af følelser af være en fiasko eller føle sig stresset, uddyber Christina Prinds.

– Måske udnytter vi slet ikke det potentiale, der ligger for at blomstre i overgangen til at blive mor, fordi vores fokus er på kroppen. Og den har forandret sig. Vi forsøger, ofte forgæves, at bringe mor-kroppen tilbage til en pigekrop, fremfor at anerkende og elske vores kvindekrop, slutter Christina Prinds.