Vandringsmand

Netop hjemvendt fra 800 kilometers vandretur i Spanien har Rune Engstrøm allerede ivrigt gående udlængsel. Her fortæller han sin historie: 

Det er simpelthen gået i blodet på mig. Det der med at vandre langt under fremmed mark. Bare sætte den ene fod foran den anden, og kun koncentrere sig om simple ting som at gå, spise, drikke og sove. Det frie liv nydes i fred og fordragelig fra nutidens stress og jag – og langt uden for alfarvej i smukke og anderledes naturomgivelser. Og undervejs støder man uvægerligt på mange søde og spændende mennesker fra nær og fjern.

Specielt i Spanien er der mange velorganiserede pilgrimsruter, hvor jeg som nævnt lige har været i formasteligt lag med en af de mere ukendte af slagsen. Nemlig den genstridige ”Sølvrute” – på spansk kaldet for: ”Via de la Plata”, der har sit navn efter de muslimske maurers indtog for mange århundreder siden. Ruten har sit udspring nede fra det prægtige Andalusien med Spaniens stegepande i den vidtberømte flamencoby Sevilla. Herfra går det vandrende startskud fra det berømte byvartegn – Giralda-klokke-tårnet, og en af verdens største katedraler: ”Santa Maria de la Sede”.

Her bliver piger til kvinder og drenge til mænd

Det halvbarske pilgrimsspor Via de la Plata går under den måske lidet flatterende navnebetegnelse: ”Den tørre, øde og ensomme vej oppe på Spaniens tag”. En svær vandring, hvor jeg vil vove den påstand, at her bliver piger til kvinder, og tilsvarende drenge til mænd. Både hvad angår psyke og fysik, når de vejvisende gule pile skal findes på såvel træer, veje, murværk og alle mulige andre og umulige steder.

På små fire uger, og blandt få medpilgrimme fra alle verdenshjørner, blev vandreturen dog klaret uden større problemer. Bortset fra at have gået vild utroligt mange gange, stå ansigt til ansigt med utallige ondt skulende tyre-individer, være tæt på at vade på en lille hugorm, blive overfaldet af et par agressive køtere, sove udenfor i bemærkelsesværdigt isnende kulde samt forcere oversvømmede vandløb i ”soppende” knæhøjde. Men ligesom ens soldatertid bliver alle forhindringerne så meget sjovere, når det hele er veloverstået bagefter. I positiv tilgift kom så alle de smukke efterlevn fra de geniale romere, samt et par kådt flodlegende oddere i morgengryet.

Begyndte med Camino’en

Hele vandrelidenskaben var begyndt tre år tidligere. Her blev den meget velkendte ”Camino” i Nordspanien indtaget på fornøjeligt travende jomfrurejse. Baggrunden herfor havde desværre en kedelig årsag, der gik ud på at slippe ud af et mangeårigt spillemisbrug – med det fortsat stigende samfundsproblem: Ludomani. Og ved endestationen i den stemningsmæt-tede galiciske katedralby Santiago de Compostela, der efter sigende huser de jordiske rester af Jesus disciplen og maurerdræberen Jacob, blev der indgået en personlig pagt.

For 117. gang ønskede jeg at skabe mig en livstilværelse langt væk fra unødig gambling og hasardspil. Og denne gang med større succes end nogensinde, hvor to afgørende momenter gjorde sit udslag. Den nye interesse for lange vandreure – og især tilblivelsen af den førstskrevne bog: ”En gamblers bodsgang”. Den handler i øvrigt om den vandredebuterende caminotur på ”Den Franske Vej”.