Ved du hvad – jeg vil overhovedet ikke have din medicin!

“Jeg har det jo godt, og hvorfor skulle jeg lade mig undersøge for at finde ud af, at der måske er noget jeg fejler?”

Jeg glæder mig altid, når jeg ser hendes navn i kalenderen. Hun er 89 år. Hun smiler, når hun lidt usikkert rejser sig fra stolen i venteværelset og skal lige finde balancen, inden hun med forsigtige skridt nærmer sig. Hun kommer kun nødigt i lægehuset og siger kategorisk nej til alle de forslag, jeg måtte komme med, der indebærer medicinering eller undersøgelse. Vi har haft snakken flere gange, hvor jeg mere eller mindre helhjertet har forsøgt at få hende til at følge de kliniske retningslinjer for behandling, og det ender som regel med, at hun får sin vilje.

Hun smiler og siger højt: “Jeg har det jo godt, og hvorfor skulle jeg så lade mig undersøge for at finde ud af, at der måske er noget jeg fejler? Og Herre Gud – jeg er jo 89 år – hvis jeg skulle få en blodprop og komme herfra, fordi jeg ikke får al den medicin, som der står i din lægebog, så er det fint med mig.”

Hun griner men fortsætter alligevel i et bestemt tonefald: “Ved du hvad, jeg vil overhovedet ikke have din medicin – ved du hvad – jeg kan ikke tåle det, og selv om jeg kan, så vil jeg ikke have det!”

Hun ender som regel med at forlade konsultationen i højt humør med vished om, at hun har vundet slaget. Hun har vundet slaget sådan at forstå, at der ikke er ordineret ny medicin, selv om kliniske vejledninger tilsiger, at hun burde få væsentligt mere medicin, end hun får. Hun er orienteret om risici og muligheder, og hun har taget et aktivt valg.

I DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin) er vi praktiserende læger optaget af, hvordan vi udvikler verdens bedste almen praksis til glæde for patienterne. Man kunne fristes til at tro, at det alene klares ved mere medicin, flere helbredstjek, mere teknologi og flere screeningsprogrammer, men det gør det ikke alene. Sundhed handler om at behandle og undgå sygdom, men også om at lade de raske være raske.

WHO har defineret sundhed som “en tilstand af fuldkommen legemlig, sjælelig og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og gener”. Det er måske at tage munden fuld og påstå, at min 89-årige patient er i en sådan tilstand, men i det store og hele har hun et fysisk helbred, der er bedre end de fleste af hendes jævnaldrende, og der er ingen tvivl om, at hun både har en god egenomsorg og en fantastisk mestringsevne når det handler om at tage ansvar for sit eget liv.

Da vi er ved at afslutte vores konsultation siger hun “tak for i dag, og har vi det ikke godt!” Jeg svarer, at jeg vil være mere end tilfreds, hvis jeg er lige så rask, som hun er, når jeg når hendes alder, hvis jeg da bliver så gammel. Hun vender sig om på vej ud af konsultationen og svarer, at det nok skal gå, bare jeg ikke tager for meget medicin.