Vejr-vært Anja Fonseca: Jeg var en god skuespiller

I 17 år var DR1´s smukke vejr-vært Anja Fonseca slave af spiseforstyrrelsen bulimi, som hun skjulte for omverdenen. I dag har hun et afslappet forhold til mad og er opmærksom på at tale med sin egen datter, også om det, der gør ondt

Da Anja Fonseca var barn, var hun glad for slik, til gengæld smed hun tit sin madpakke ud, selv om hendes mor gjorde alt for, den skulle være sund og indbydende. I gymnasiet udviklede hun spiseforstyrrelsen bulimi, som hun de næste 17 år kæmpede med at skjule for omverdenen. Hun blev til sidst træt af løgnene og selvbedraget og gik i behandling, men der skulle et kollaps foran datteren midt i Irma til at få hende helt ud af misbruget.

– Det var så smertefuldt at se hende stå der og være så bange, fortæller Anja Fonseca om den dag i marts 2012, hvor hun efter en sædvanlig dag med hård træning og opkastninger gik i kramper og faldt om i Irma, mens hun købte ind sammen med sin dengang seksårige datter, Clara.

– Jeg vågnede i ambulancen, Clara gemte sit hoved og kunne ikke se på mig, og jeg tænkte, ”hvor er jeg en dårlig mor. Jeg har ansvaret for hende, og jeg har skadet hende ved at udsætte hende for det her.”

Det blev vendepunktet for Anja Fonseca, der nogle år tidligere havde været i behandling for sin spiseforstyrrelse. Hun var også holdt op med at kaste op i en periode på syv måneder, men hun var ikke ”clean,” som hun kalder det, for hun brugte ikke de værktøjer, hun havde fået med fra behandlingen, i hverdagen, så madmisbruget tog igen overhånd.

– Jeg havde forsvoret, det var en vej, jeg ikke ville gå igen, og jeg havde lovet mine nærmeste, jeg ville tale med dem om det, hvis jeg fik tilbagefald. Men lige så snart, jeg sagde det højt, ville jeg jo også sige farvel til den dårlige vane, og det var jeg ikke klar til.

Anja Fonseca blev gravid, og hun fik svært ved at skelne mellem den naturlige graviditetskvalme, og den hun fik af at spise for meget. Desuden kom der knas i hendes ægteskab, så overspisningen og de efterfølgende opkastninger tog igen overhånd.

Anja Fonseca voksede op som den yngste i en børneflok på fire i Agedrup ved Odense. Hun var udadtil den seje pige, der kunne klare alt, og når hun havde problemer, talte hun ikke med nogen om dem. Samtidig fyldte hendes anstrengte forhold til mad meget allerede dengang.

– Jeg var utrolig kræsen, da jeg var barn. Der var nærmest ikke noget, jeg kunne lide, andet end slik. Smør, ost, alle former for fedtstof fik jeg total kvalme af, f.eks. hvis min mor havde smurt margarine på min mad, ville jeg ikke spise den. Heller ikke selv om hun havde skrabet det meste af. Og der var et meget stort fokus på, jeg skulle spise. ”Anja, nu skal du spise, du skal have noget rigtig mad, du er så tynd.” Jeg havde helt sikkert et ubevidst besværligt forhold til mad allerede dengang.

Slik var ikke tilgængeligt i barndomshjemmet, familien levede sundt, og det var kun i weekenden, der var søde sager på bordet.

– Jeg havde måske et lavt niveau af det der i hjernen, som sukkeret stimulerer, og jeg var helt manisk! Det første, jeg gjorde, når jeg fik penge, var at købe slik. Jeg kunne endda finde på at hælde vores dansk vand ud for at få flaskepanten.

Anjas søskende kunne godt spare op af lommepengene, og de var ikke kræsne. Hendes mor havde ikke overdrevent fokus på sit eget udseende eller vægt, så der hjemme var der ikke et unaturligt fokus på kroppen, husker Anja. Men i skolen lå det i luften, det var lidt finere at være tynd.

– Det var noget dragende og fængslende over de tynde børn. Det der lidt forhutlede, der måske gjorde, man fik lidt ekstra omsorg og beskyttelse. Jeg kan se i dag med voksne øjne, at det har fyldt meget i min skoletid. Jeg var slank som barn, men jeg var ikke tynd, som man jo heller ikke skal være.

Fritidsjob i bagerbutik

Da Anja Fonseca begyndte i 1.G, blev hun tilfældigt udvalgt til at deltage i en stor undersøgelse, og derfor ved hun, hun vejede 55 kg på det tidspunkt. Og derfor ved hun også, hun begyndte at tage på, da hun fik arbejde i en bager efter skoletid, og dels fik egne midler til rådighed, dels havde nem adgang til kager, som hun elskede.

– Jeg spillede rollen som hende den ubekymrede, der overhovedet ikke tænkte over vægten, men jeg spiste meget og usundt, og selvfølgelig begyndte jeg at tage på. Der skete også meget i mit følelsesliv i de år, så jeg brugte maden som trøst i al kaosset omkring mig.

Anja Fonseca fortæller, hun altid har spillet rollen som den seje, og hun havde ikke lært at fortælle om de ting, der gjorde ondt indeni. Smerten voksede, og hun kunne ikke leve op til de høje krav og forventninger, hun havde til sig selv. Opgaverne skulle ikke bare løses, de skulle være ekstraordinært godt løst, og hun var træt og drænet allerede inden, hun gik i gang. Det blev en negativ spiral, hun fik koncentrationsbesvær, hvilket ikke gjorde det nemmere at løse opgaverne.

– Jeg havde haft nemt ved folkeskolen, og jeg havde ikke lært at lave lektier, så det blev krævende, da jeg kom i gymnasiet.

Ingen opdagede Anjas tiltagende spiseforstyrrelse. Hun var udadtil den seje, der kunne alt og havde masser af venner. Indeni var der uro, og den dulmede hun ved at spise foran ligegyldige tv-programmer, som hun siger.

– Jeg oplevede en ro, holdt en pause og fik alting på afstand. Men nydelsen blev til kropslede og væmmelse, så på et tidspunkt i løbet af 2.G, begyndte jeg at kaste op, når jeg havde spist.

Anja fortæller, hun havde almindelige teenageproblemer hjemme, hun måtte f.eks. ikke gå i byen torsdag, fredag og lørdag med sine lidt ældre klassekammerater, og hun følte afmagt over ikke at kunne gøre, hvad hun ville.

– Jeg blev rigtig ked af det, men jeg holdt det for mig selv. Jeg låste døren til mit værelse, hørte destruktiv musik og skar mig lidt i armen. Jeg havde klart et selvdestruktivt mønster.

Så langt tilbage, Anja Fonseca kan huske, har hun altid følt sig forkert i sin krop og ikke godt tilpas.

– Når jeg spejlede mig, var det ikke fordi, jeg var forfængelig, det var udelukkende for at finde fejl. F.eks. gik jeg i mange år med håret nede om ørerne, fordi jeg syntes, mine ører var grimme. Jeg deltog ikke i svømning i skolen og gik ikke til sport, for så skulle jeg have håret sat op. Det var jo socialt hæmmende, at jeg var så observant på mine ”fejl” hele tiden. Det blev et handikap, der voksede ud af proportioner. På den måde adskilte jeg mig fra det normale.

Anja overspiste og øvede sig i at kaste op, men hun syntes, det var svært.

– Jeg kunne ikke finde ud af det. Jeg fik ikke det hele op, så jeg øvede mig, og samtidig skjulte jeg det. Så det var et nyt dobbeltliv, jeg levede. Jeg syntes, altid jeg havde store hemmeligheder, jeg gjorde livet besværligt for mig selv. Til gengæld tabte jeg mig mega meget, og det var en sejr! Jeg ville så gerne holde op med at spise, men jeg kunne ikke, og igen havde jeg ikke styr på det. Så min egen selvfortælling om taber-Anja blev endnu engang bekræftet.

Løve i et bur

Efter gymnasiet fik Anja det meget dårligt. Hun havde ikke fået de tårnhøje karakterer, som hun forventede af sig selv, og som hun følte, omverdenen forventede af hende.

– Nu skulle jeg til at træde i karakter. Nu skulle jeg træde ind i voksenlivet og vise, hvad jeg duede til, og så var mine karakterer bare gennemsnitlige.

Anja fik et au pair job i Paris, og hun tænkte, at hendes bulimi ville stoppe, når hun kom derned. Men det gjorde det ikke, i stedet kom det mere og mere til at styre hendes dagligdag.

– Nu var jeg hjemmefra og havde ikke mine forældre til at bestemme. Men på andre områder syntes jeg, det var synd for mig. Jeg var jo helt alene. Så jeg bekræftede mig selv i, at jeg gerne måtte overspise.

Da Anja var 27 år og levede sammen med sin datters far, John, tog hun en beslutning om, at madmisbruget skulle stoppe.

– Nu havde jeg sagt til mig selv i ti år, at det skulle blive bedre. Samtidig kunne John mærke, der var noget galt. Hans prikken til mig gjorde, jeg blev skubbet længere og længere ud, for pludselig var jeg ved at blive gennemskuet.

Anja havde også en stressende hverdag. Hun brugte mellem 200 og 500 kroner om dagen på slik, kager og junkfood. Hun var manisk over at skulle skaffe mad, som hun kunne spise og senere kaste op igen, og hun brugte fem-seks timer dagligt på at spise. Samtidig ville hun ikke gå i de samme butikker, så ud over det almindelige liv og arbejdsliv, hun havde, førte hun hele den skjulte tilværelse, og det gjorde, hun var nødt til at være super effektiv.

– Til sidst var jeg som en løve i et bur. Jeg blev manipulerende, jeg fremprovokerede skænderier for at få min kæreste ud af huset, for hvis jeg ikke fik pauser til at spise, blev jeg desperat. Andre gange spiste jeg i smug derhjemme. Det var dybt hæmmende for min hverdag. Til sidst kunne jeg ikke mere. Det var løgne, løgne, løgne, jeg kunne ikke forklare, hvad jeg brugte mine penge til, og jeg ville af samme grund ikke tale om økonomi. Jeg var fuldstændig bevidst om, det var sygeligt, det jeg havde gang i, og jeg vidste godt, jeg skulle have hjælp udefra. Men jeg turde ikke. Jeg manglede modet.

Anja Fonseca siger, hun godt ved, det var en irrationel angst, for hun havde masser af mennesker omkring sig, der ville have hjulpet og støttet hende, men der var så meget skam forbundet med overspisningen og opkastningerne, så det var svært at bede om hjælp.

– Det var ulækkert, en ulækker handling. At kaste op er ikke særligt feminint. Det var noget ubehageligt, jeg ikke ville sættes i forbindelse med, jeg ville ikke være den, der var ude af kontrol. Men når man ikke taler med nogen, vokser det indeni. Og til sidst blev det for stort.

Depression og medicin

Efter sit kollaps i marts 2012 opsøgte Anja en psykiater og blev diagnosticeret med depression. Hun fik antidepressiv medicin, som hun stadig tager, og siden har hun været ”clean” i forhold til sit madmisbrug. Men det har ikke været nemt.

– Især i begyndelsen skulle jeg arbejde for det. Det er jo en adfærdsregulering, og kroppen er forvirret. Fra overflod til hungersnød til overflod til hungersnød. Det tog noget tid at få kroppen i balance, og jeg var sindssygt bange for at komme til at spise for meget. Men mit forhold til mad bliver mere og mere normalt, og jeg fornægter ikke mig selv noget. Jeg spiser, hvad jeg har lyst til. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om det er usundt, for det kan ikke være mere usundt end det, jeg gjorde før. Jeg dyrker meget sport, for der udlader jeg en masse energi, det virker som meditation for mig at gå ud i livet og gøre noget aktivt. Og så har jeg min medicin, den kommer jeg aldrig ud af. Livet kan jo hurtigt ændre sig, og jeg er ikke så robust, men det er en sejr for mig, jeg kan finde ud af at være i de svære følelser nu uden at skulle dulme dem med mad.

Anja Fonseca tænker meget over, hvad hun giver videre til sin egen datter i forhold til mad og vægt.

– Jeg nøder hende aldrig eller siger, hun skal spise op. Jeg vil gerne vise hende, jeg har tillid til hendes grænser, hun skal nok selv finde ud af, når hun er sulten. Vi har altid et eller andet slik i skabet, så det er ikke så forbudt, og hun er god til at spørge, om hun må tage noget. Nogle gange siger jeg ja, andre gange nej. Desuden rører hun sig sindssygt meget fysisk, og hun er ikke kræsen. Til gengæld er hun ikke så interesseret i mad, og det er en fordel, synes jeg. Jeg vil gerne gøre hendes forhold til mad så naturligt, det er muligt i denne forrykte verden.

Også i forhold til det at tale med sin datter om eventuelle problemer, inden de vokser sig store, er Anja opmærksom på.

– Jeg spørger ind til hende sådan lidt ad omveje, og når Clara fortæller noget, som måske har været svært, kan jeg f.eks. fortælle om engang, hvor jeg selv stod i en lignende situation. Så får vi talt om det, og hun kan mærke, hun ikke er den eneste, der har været igennem sådan en oplevelse.

Anja Fonseca siger, hun stadig spiller skuespil i hverdagen, for det gør alle værter, når de er på skærmen. Til gengæld er hun den ægte Anja, når hun går ud og holder foredrag om sine 17 år med bulimi. Men det er ikke et problem, at hun har begge sider, for som hun smilende siger:

– Jeg er sgu bare Anja.