En af de helt store kapaciteter inden for forskning i migræne er danske Jes Olesen, nu pensioneret professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og grundlægger af Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet.
For to år siden modtog han sammen med tre andre forskere The Brain Prize. Den uddeles af Lundbeckfonden, er verdens mest eftertragtede pris inden for hjerneforskning og hædrer banebrydende bidrag på dette område.
Jes Olesen og hans tre kolleger fik prisen, og 10 mio. kr., for at have bidraget til at udvikle lægemidler, som i dag forbedrer livet markant for mennesker, der lider af migræne.
– Jeg har brugt hele mit professionelle liv på at få migræne accepteret som en neurologisk lidelse.
Derfor er det med enorm glæde, at jeg modtager The Brain Prize. Det er med til at forbedre anerkendelsen af migræne som en vigtig og udbredt sygdom. Selv i det internationale forskermiljø har sygdommen været miskendt. Det vil prisuddelingen rette op på og resultere i øget forskning på området – og dermed øget udvikling af bedre medicin til gavn for de ramte, sagde den nu 81-årige Jes Olesen ved modtagelsen af prisen.
Læs også artiklerne: