Vi bliver ældre, men hvad skal vi bruge det til?

Af: Clara Edgar

Foto: Shutterstock

Den gennemsnitlige levealder i Danmark stiger. Det indebærer både en række udfordringer og muligheder for den enkelte og for samfundet. Eksperter mener, at udviklingen tvinger os til at spørge: “Hvad vil det sige at blive gammel?” – og: “Hvad skal jeg bruge min alderdom på?”

I dag lever vi i snit 20 år længere, end vi gjorde for hundrede år siden, og alt tyder på, at den udvikling vil fortsætte. Det er i sig selv en god ting, fordi det er et udtryk for, at vi er sundere, og der er god hjælp at hente, hvis vi skulle fejle noget. 

Men det rejser også spørgsmålet om, hvad vi så skal bruge de ekstra leveår på. Og hvordan vi undgår, at den øgede levealder bare resulterer i et andet tal på gravstenen, men derimod bliver år fyldt med indhold, værdi og glæde.  

Her spiller flere parametre ind. Der er naturligvis især sundhedsaspektet, og selvom lægevidenskaben i dag kan klare meget, gør man altså også sig selv en tjeneste ved at passe på sin krop og sit sind. De fleste ved godt, hvad det indbefatter, nemlig at spise sundt og varieret, skære ned på alkohol, droppe cigaretterne og få dyrket noget motion. Men hvad der er mindst lige så vigtigt, når vi taler en sund alderdom, er ifølge læge og foredragsholder Stig Pramming, at man bevarer nysgerrigheden.  

– At holde hjernen ved lige er et meget væsentligt aspekt af at holde sig sund, og her er det selvfølgelig godt, hvis hjernen får den rette næring gennem kosten, og man styrker blodomløbet i hjernen ved at røre sig, men lige så vigtigt er det, at man bliver ved med at udfordre sig selv. Lære nye ting, indgå i diskussioner, fællesskaber og i samfundet, siger Pramming.  

Og det mentale og fysiske kan sagtens gå hånd i hånd. Man kan for eksempel gå en tur i raskt tempo gennem skoven, mens man har en god samtale. Det ujævne terræn og skiftende underlag i samspil med tempo og snak vil nemlig gavne hele vejen rundt.

– Der er meget i forhold til hjernetræning, som er det her med at blive ved med at lære og udvikle sig, og bruge fysikken til at styrke hjernens funktion, som er nemt at gå til, og det er aldrig for sent at gå i gang, men jeg synes, at vi i høj grad også skal spørge os selv, hvad den hjernekapacitet og ekstra tid skal bruges til, siger Pramming.

Læs også: Jeg er ikke færdig med livet, før livet er færdig med mig 

“De erfarne”

Netop hvad tiden så skal bruges til, har han stærke holdninger til, og det er et emne, han mener, er overset i debatten om ældre. For når der bliver talt om den her gruppe, er det ofte i meget faste, ensformige og negative vendinger. Ord som ældrebyrden bliver hyppigt trukket frem, og for Pramming at se, er det skadeligt, at det er den retorik, der hersker.

– Jeg vil hellere kalde dem for “de erfarne” end “de ældre”, for det er mennesker, som har en masse gode erfaringer, de har samlet op gennem et helt liv og arbejdsliv, og de kan sagtens bruges i samfundet. Men det kræver, at dem, det handler om, lader være med at læne sig tilbage og melde sig ud, og at de yngre får øjnene op for den uudnyttede ressource, de ældre er, siger han.  

Han siger altså her, at de ældre også bør udnytte, at de er sundere, friskere og lever længere end tidligere, og bruge det aktivt til at gavne samfundet. Det kan eksempelvis være ved at arbejde længere, end de behøver, hvis de fysisk kan, og det giver mening for dem samtidigt med, at vi som samfund ikke skal sende de ældre til hjørne. Den analyse er gerontopsykolog Karen Pallesgaard Munk enig i.

For hende at se, har der i mange år været et fasttømret syn på de ældre, som påvirker både dem inden- og udenfor gruppen, og som ikke længere står mål med virkeligheden.

“Med indførelsen af alderspensionen, som har ligget på mellem 60 – 67 år, udviklede der sig et meget deterministisk syn på alderdommen, som sagde, at når man havde ret – og pligt – til at gå på pension, så var man færdig.”

– Man havde ikke mere at byde på. Det har formet de ældres selvbillede og de yngres anseelse af dem, men det passer bare ikke, siger hun. 

Karen Pallesgaard er selv 73 år og kunne dermed sagtens gå på pension, men vælger at blive ved med at arbejde, fordi hun kan og vil. Og det ville hun faktisk ønske, at flere gjorde. Både fordi det kan være det mest givende for den enkelte, og fordi vi som samfund står overfor en demografisk udvikling, der kræver det.

Identitetstab

Fordi vi lever længere, og der bliver født færre børn end tidligere, betyder det, at andelen af ældre mennesker i samfundet vil fylde mere. Derfor vil der af naturlige årsager også være brug for de ældre på arbejdsmarkedet. Karen Pallesgaard plejer at sammenligne det med kvindernes udvikling i 60’erne.

– I mange år op indtil da, havde man sagt, at kvinder ikke kunne en masse og prøvet at holde dem i hjemmet. Men økonomien gjorde, at der pludselig var et stort behov for mere arbejdskraft, og så strømmede kvinderne ud, og det gik jo godt. Jeg tror, vi vil se det samme her.

For Karen Pallesgaard tror ligesom Stig Pramming, at mange ældre faktisk godt kan arbejde. Måske på andre måder eller i andre positioner, end de tidligere har gjort, men at de har viden og evner, som er yderst brugbare, og som skal sættes i spil.

– Forskningen viser, at man faktisk er dygtigere til sit arbejde, når man er ældre, og det tror jeg, at vi alle sammen skal åbne øjnene for, siger hun.

Foruden at det er givende for samfundet at trække på de ældre, vil det for mange også kunne bidrage til livskvaliteten at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er nemlig for nogle, særligt de meget højt- og lavtuddannede, svært at trække sig. Astrid Pernille Jespersen er ph.d. og lektor i etnologi, og hun forklarer, at det skyldes, at der siden 80’erne er sket meget i forståelsen af arbejde og det gode liv.

– Vi er gået fra en idé om, at man skal yde i sit arbejdsliv og nyde på pensionen til i højere grad at se arbejdet som en måde at realisere os selv og som en del af vores identitet, og vi får mange sociale behov dækket på arbejdet også, og derfor kan det være rigtig svært for nogle at slippe, siger hun.

Den udfordring ser hun ikke, at vi løser alene ved at skubbe pensionsalderen. Hun ser også et behov for, at man gør op med sig selv, hvad tilværelsen skal indeholde, når man ikke længere kan arbejde eller arbejde på fuld tid.

Læs også: Frygten for demens 

Husk at lev og elsk

Hvad man så vil fylde tiden med, ser hun, vil være meget forskelligartet, fordi det kommer an på, hvem man er som menneske. For nogle vil det være at rejse en hel masse, mens det for andre vil være at engagere sig i frivilligt arbejde. Nogle vil bruge mere tid med familien, mens andre vil kaste sig hovedkulds ud i en masse hobbyer.

Det billede kan Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker ved Futuria, nikke genkendende til. Når hun ser på fremtidens ældre, ser hun i høj grad en meget forskelligartet gruppe, som gennem livet har været vant til at styre livet i den retning, de ønskede, og som vil gøre det samme i alderdommen. Hun tror også på, at vi vil komme til at arbejde længere, både fordi der vil være en lyst og et behov for det, ligesom hun i høj grad ser ind i en fremtid, hvor de ældre vil tage tilværelsen i deres egne hænder og forme det efter deres ønsker.

Fremtidens ældre, både dem, der er lige på tærsklen til at falde under denne fane, og dem, som kommer til at gøre det om fem, 10 og 15 år, vil være friskere og sundere, og leve længere end hidtil. Det giver et væld af muligheder for, hvordan de sidste faser af livet skal se ud. Men eksperterne peger på, at man i høj grad er nødt til også at tage ansvar for og stilling til sit liv, hvis ikke årene bare skal være fyld. For filosof og forfatter Anders Fogh Jensen er det her afgørende, at vi husker, at livet er mere end de målbare sundhedsparametre, og han opfordrer til, at vi ikke lader alderdommen forsvinde i en søgen efter mere tid, til fordel for glæden.

– Jeg tror, vi er nødt til også at fylde livet med oplevelser og livskvalitet, selvom det måske ikke harmonerer fuldstændig med sundheden, for det skal også være værd at leve. Man sagde engang, at man skal vide, at man dør, men tænker man kun på at dø, kan man hverken leve eller elske.

Læs også: Bombarder hjernen med sanseindtryk