Vi har brug for ægte fællesskaber

Det moderne menneske er faret vild i sig selv. Individualismen og like-manien har inficeret os, og eneste modkur er, at vi genfinder fællesskabet og omsorgen for hinanden. Det mener Karen-Lise Mynster, der trods bekymring nærer håb for fremtiden. Efter nytår er hun aktuel i forestillingen ‘Stå fast’, der med udgangspunkt i Svend Brinkmanns bøger tager fat i skærmaldermenneskets udfordringer.

– Mennesket er et absurd væsen. Vi skaber samfund, som vi dybest set ikke kan tåle, og som truer den jord, vi lever på. Er det ikke absurd?

Ordene tilhører Karen-Lise Mynster, skuespillerinde og snart aktuel i stykket ‘Stå fast’ på Det Kongelige Teater. Stykket tager udgangspunkt i psykolog Svend Brinkmanns bøger og tanker. Tanker, som langt hen ad vejen deles af Karen-Lise Mynster:

– Brinkmanns bøger er et modsvar til tidens trend, hvor man kører derudad og hele tiden optimerer og skal være omstillingsparat og have ja-hatten på. Der taler han om, at man i stedet skal tage nej-hatten på, fyre sin coach og øve sig i at være negativ.

– Det er selvfølgelig sagt med glimt i øjet, for han mener det jo ikke på sådan en sur-gammel-stodder-måde. Men han opfordrer til, at man forholder sig mere kritisk over for de ting, der sker, og det budskab er jeg helt enig i, siger den 65-årige skuespillerinde.

Karen-Lise Mynster har været en del af den danske teaterscene i noget nær en menneskealder. Hun var ung i 1970’erne, hvor værdier som fællesskab og solidaritet stod centralt i samfundsdebatten.

Hun kalder sig selv en gammel hippie og mener, at vore dages krav om optimering og omstillingsparathed får os til at glemme hinanden:

– Kravene stresser folk til at fokusere uhensigtsmæssigt meget på sig selv. Når vi bliver bange for ikke at leve op til det, som kræves af os, glemmer vi opmærksomheden på de mennesker, vi deler virkelighed med. Det er bare fremad, fremad, og så opdager vi ikke, hvad det er, vi siger ja til hver dag.

– Der kommer Brinkmann og minder os om de gamle grækeres filosofi om, at hvert menneske er værdigt og unikt, siger hun og genkalder sig en tragisk historie, hun hørte under en foredrag:

– En kvinde lagde et opslag på Facebook om, at hun havde det rigtig svært og var suicidal. Det opslag fik hun en masse likes på, men hvad betyder det? Folk tror, at de udtrykker omsorg med et like, men i virkeligheden er det jo bare et flueben.

– Der var ingen, der tog initiativ til en støttegruppe, hvor man skiftedes til at komme med morgenbrød eller gøre noget andet af det, der kan gøre et menneske mindre ensomt. Der var bare alle de likes. Kvinden endte med faktisk at tage livet af sig, fortæller Karen-Lise Mynster mørkt. Og tager sig så i sit sortsyn:

– Nu skal det heller ikke lyde, som om jeg kun ser dommedag overalt. Jeg er bekymret, men tror på, at der er en modbevægelse på vej. Gudskelov ser jeg meget kærlighed i verden også, men jeg synes, at den har lidt trange kår for tiden.

Radioer på lossen

På de digitale medier kan hun i hvert fald ikke få øje på den. Derfor er hun heller ikke selv på nogen af dem og kommer det efter eget udsagn aldrig. Dertil er livet for kort og informationsstrømmen for overfladisk og kalejdoskopisk.

Sine nyheder får hun typisk fra en fysisk avis eller fra radioen. Skønt også den – radioen – for nylig gav anledning til frustration over måden, vi indretter vores samfund på:

– Tag nu DAB-radioerne, som pludselig er blevet ubrugelige, hvis de er mere end fem år gamle. Hos os har vi to, og det er jo fine dyre maskiner, som ikke fejler noget, men pludselig ikke kan bruges, fordi man lige skulle have nogle flere kanaler. Så kan vi igen putte dem op på en eller anden stor elektroniklosseplads. Forbrug, forbrug. Sådan noget kaster jeg op af. Det gør mig så rasende.

Af samme grund er hun ivrig tilhænger af økologitanken og mener, at vi burde have lyttet til miljøminister Svend Auken i sin tid og omlagt hele Danmarks landbrug til økologi:

– Hvis vi havde gjort det, havde vi undgået mange af de problemer, vi står med i dag. Slår man ind på den kanal, som hedder fornuft og som vi alle er født med, så er det faktisk ret indlysende. Men al forandring medfører en nedgangsperiode, før man er oppe på niveau igen. Det ved vi jo, også fra vores parforhold, at somme tider skal man ned i en bølgedal for at komme op igen.

– Men ingen vil være med til sådan en økonomisk nedgangsperiode, og der mangler vi nogle politikere, der tør sige ‘de her fem smalle år bliver vi nødt til at klare’, konstaterer den engagerede skuespiller og fortsætter:

– Det er en sygdom, det moderne menneske har fået, at man ikke klarer at give afkald. Vi vil ikke undvære vores flyrejser og daglige varme bad, vi vil ikke acceptere, at vi bliver nødt til at lave om på vores levevaner, hvis jorden skal overleve.

– Vi holder fast med neglene og kører afsted på den der materialistiske velfærdseufori. Men hvis vi ender med ikke at kunne drikke vandet og spise fiskene, hvor er vi så? spørger hun retorisk.

Karen-Lise Mynster voksede op i Hørsholm, tæt på skov og strand. Det var her, hendes omtanke for naturen blev grundlagt, mens hun som barn tonsede rundt i landskabet og slog hul på knæene. I dag bor hun i byen, hvor hendes arbejde er, men en længsel mod naturen er altid med hende:

– Jeg elsker at være i naturen, og jeg mærkede den meget i mig, da jeg voksede op. I dag er det, som om vi alle har mistet forbindelsen til den. Vi laver koncentrationslejre til vores dyr, selvom de giver os vores mad.

– Den brutalitet over for vores eget livsgrundlag finder jeg mærkværdig og uhyggelig. Der kan vi lære af de gamle indianeres forhold til naturen, hvor hver ting var hellig – stenen, solnedgangen, græsset, bisonoksen – og hvor man brugte hele dyret af respekt for det, siger hun og fortsætter:

– Den respekt er væk i dag, og nogle gange tænker jeg, at vi mennesker har undergravet vores egen ret til at være her.

– Hvis vi tog hovedet på og brugte fornuften, ville vi slet ikke have en klimaproblematik eller plastik-øer i verdenshavene, så havde verdens politikere for mange år siden gjort noget ved det. Det foruroliger mig, at vi er så kortsynede og tænker så lidt på de kommende generationer, siger hun.

Karen-Lise Mynster taler med stort engagement om de ting, som undrer hende ved samfundet. Blandt andet er der revsende ord til tidens visionsløse politikere, som efter hendes opfattelse er mere optagede af stemmetal og genvalg end af at finde løsninger på tidens problemer.

Til gengæld mener hun ikke, at nære emner som hendes familieforhold hører hjemme i et interview. Det er der to grunde til: Dels synes hun, at kendte mennesker har samme ret til privatliv som alle andre, og dels mener hun, at det rent professionelt vil skabe støj på linjen i forhold til hendes arbejde som skuespiller:

– Når jeg går på scenen, skal folk ikke bruge de første ti minutter på at sidde og tænke ‘åh, det er også hende, som sådan og sådan’. Det forurener den historie, vi skal fortælle på scenen. Som skuespiller skal man ret hurtigt kunne få folk ind i en troværdighed omkring den figur, man spiller, og så støjer den slags private associationer, pointerer hun og fortsætter:

– Desuden synes jeg, at der er en usund dyrkelse af det private i vores kultur i dag. Tv er overfyldt med programmer, der sætter forstørrelsesglas på intime detaljer, som ikke kommer mig ved. Programmer som fodrer vores laveste instinkter: konkurrencementaliteten og godt-det-ikke-er-mig-følelsen.

– Hvorfor går vi ikke selv ud og danser og leger i stedet for at se på kendte mennesker, der gør det? Tiden vil have privat, privat, mens der bliver mindre og mindre af de store tanker, reflekterer hun.

Selv er hun glad og taknemmelig for at arbejde i et fag, der tvinger hende til at dykke ned i emner, som hun måske ellers havde været for doven til at opsøge. På den måde har hun lært om historiske perioder og personer som eksempelvis kolonitiden og Karen Blixen, og det ser hun som en kæmpe bonus ved sit job.

Hvis hun skulle være noget andet end skuespiller, skulle det være sådan noget som antropolog eller religionshistoriker – professioner, som er lige så svære at leve af som skuespilfaget, som hun siger med et skævt smil.

Scenekarrieren har hun ingen planer om at skrue ned for eller trække sig tilbage fra, blot fordi hun har rundet de 65:

– Så længe der er bud efter mig, og det stadig er sjovt, bliver jeg ved. Som skuespiller er man så heldig, at hvis man ellers kan huske, kan man fortsætte op i en høj alder. Selvfølgelig kan man ikke springe rundt på samme måde, som da man var yngre, men der er altid nogen, der har brug for en gammel dame, smiler hun.

Livet betragter hun som en skolegang, der aldrig slutter. Med alderen bliver man både klogere og lidt mere sart af livets knubs, og somme tider kan hun godt få lyst til at tage en pjækkedag fra livets skole.

Døden skræmmer hende ikke mere, for den står for hende som overgangen til noget andet:

– Jeg har altid set det som meget nådigt at skulle dø. Jeg tror, at døden bringer uendelig kærlighed og en anden slags skolegang. Alle sjæle bliver taget godt imod dér, tror jeg. Så selve døden skræmmer mig ikke, men jo tættere man kommer på den, jo mere bliver man mindet om, at man skal leve livet fuldt ud og fokusere på det, der betyder noget.

– De ting, som man gennem livet kan bekymre sig meget om – ego, karriere, andres syn på én – mister deres betydning, når man bliver ældre. Hvis de da nogensinde har haft én, slutter Karen-Lise Mynster.