Jeg sidder i konsultationen med en af mine patienter, som jeg har kendt gennem 12 år. Hun er alkoholiker og har levet et hårdt liv med sit misbrug. I den tid hvor vi har kendt hinanden, har hun mistet sit arbejde, er blevet skilt og har mistet kontakten til sin datter.
Hun har flere gange været indlagt på sygehuset og hendes helbred er blevet dårligere i perioden både fysisk og psykisk.
For 3 år siden var hun ved at dø på grund af sit misbrug, og der skete der noget med hende. Hun minder mig om det i dag, da jeg ser på hendes helbredstjek og siger til hende, at det er blevet meget bedre end sidst. Hun ser på mig og minder mig om historien.
Da hun dengang var indlagt, fik hun at vide, at hun lige så godt kunne være død. Hun kom bagefter ned til mig og sagde, at hun følte, at hun havde fået en ekstra chance og gerne ville afruses og begynde at leve et sundere liv og måske, kun måske, prøve igen af få kontakt til sin datter.
Hun har haft tilbagefald indimellem, men de seneste to år har hun ikke rørt alkohol. Hun er stoppet med at ryge, har fået en kæreste og er blevet frivillig i en cafe for udsatte borgere i kommunen.
Hendes helbredstjek er det bedste, hun nogensinde har haft hos mig, og jeg roser hende for hendes fantastiske indsats for igen at passe på sig selv. Hun er ikke rask – slet ikke. Hun er stadig alkoholiker og har også fået let alkohol-demens og føleforstyrrelser i fødderne som følge af sit mangeårige misbrug, men hun er mere glad i dag, end jeg kan huske at have set hende før.
Jeg spørger, om hun er glad, fordi hendes helbredstjek i dag er så fint. Hun svarer, at det er fint nok, men det er noget andet, hun er glad for. Så fortæller hun, at hun og hendes kæreste skal have besøg i weekenden. De skal have gæster. Både hendes kærestes to børn og hendes egen datter kommer til eftermiddagskaffe.
Jeg bliver rørt, da hun fortæller historien.
“Min kærestes børn er blevet glade for mig, og jeg har fået kontakt til min datter igen. Vi skal have huset fuld af gæster, og det er vores børn, der kommer for at besøge mig og min kæreste. Jeg har ikke haft besøg af mennesker, der betyder så meget for mig, så længe jeg kan huske, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad og stolt”.
Det er velfortjent. Jeg glæder mig meget på hendes vegne. Hun har kæmpet hårdt for at nå hertil. Andre vil se på hendes fysiske og psykiske helbred, hendes økonomi og hendes sparsomme netværk og sige, at det ikke er noget særligt.
Jeg kender hende og kan se, at hun har overvundet kampe i forbindelse med sit misbrug, som mange andre ikke vil kunne forstå eller vinde, og at hun for første gang i mange år oplever, at hendes liv giver mening.
Filosof Morten Albæk har skrevet bogen ‘Et liv, en tid, et menneske’. Han argumenterer i bogen for, at vi ikke skal stræbe efter at leve et lykkeligt liv eller være tilfreds, men i stedet stræbe efter at leve et liv, der giver mening.
Min patient har kæmpet hårdt for at skabe et liv, der giver mening, og hun er lykkedes med det. Samtidig sidder jeg med en fornemmelse af, at hun netop nu oplever en af de flygtige øjeblikke, hvor hendes liv også er fyldt med tilfredshed og endda forsigtigt en oplevelse af at være lykkelig.
Det er en god dag. Hendes historie gør, at min dag også giver mening.