“Vi skal lære vores børn at hvile i sig selv”

Af: Jannie Iwankow Søgaard

Foto: Shutterstock

Jo mere forældrenærvær, jo mindre risiko for, at børn og unge udvikler en spiseforstyrrelse, siger Rachel Santini, der er kultursociolog og centerleder ved Kildehøj, Center for behandling og rehabilitering af spiseforstyrrelser.

Hvad er spiseforstyrrelser for et fænomen?

Der har altid været udefrakommende strømninger, der fortæller os, at kroppen er en vare. I 1960’erne eksploderede anoreksien med den populære model Twiggy, hvor man ikke kunne være tynd nok. Med Jane Fonda i 80’erne kom bulimien, hvor det handlede om at være fit, fit, fit, men ikke nødvendigvis tynd. Vi har også tilbage i tiden set, at kvinder skulle spændes så meget ind i livet, at de fik hvepsetalje, for ellers kunne de ikke afsættes, og i Kina skulle kvindernes fødder være så små, at man måtte bukke foden sammen og mishandle den for at opnå det.

Og i dag har vi noget som botox, som signalerer, at kroppen ikke er god nok, som den er født. Ofte har det i det 20. århundrede været kvinder, der har været ramt af de her undertrykkende kropsidealer, men nu ser vi, at det også rammer drenge og mænd. Se bare, hvordan de træner og spiser restriktivt i bestræbelserne på at komme til at ligne det, de ser på de sociale medier.

Hvorfor ser vi så mange spiseforstyrrelser hos børn og unge i dag?

I dag kan du købe dig til alt. Det eneste, du ikke kan købe dig til, er dig selv. Vi lever i en verden,  hvor rigtig mange hele tiden skal tjekke op på andre på de sociale medier og følge med i, hvordan de ser ud og agerer.

Mange af vores patienter kan ikke svare på, hvad de selv synes. Når de forsøger, svarer de i stedet på, hvad ’gruppen’, altså de andre, synes.

Vi oplever i dag, at det ikke kun er piger og kvinder, men også drenge og mænd, der hele tiden ser sig selv an på de sociale medier, ser sig i spejlet for at sikre sig, at de ser ud som de andre. Og når man ikke længere selv kan mærke noget og bliver fjernet fra sine egne behov, følelser og grænser, så er det meget let at bruge maden. Den kan man modsat alt andet styre. Man kan sulte sig og kaste op, og så regulerer man sine følelser den vej.

Hvilken rolle spiller forældre i forhold til, om børn og unge udvikler en spiseforstyrrelse?

Jo mere forældrenærvær, man har haft og har, jo mere ro har man til at danne sin egen identitet og ikke være så påvirkelig til bare at passe ind i en gruppe. Det er ikke forældrenes skyld, at deres børn udvikler en spiseforstyrrelse, men de har et stort ansvar for, hvad de implementerer i familiens hverdag. Blandt andet i forhold til medier – forældre i dag er også meget påvirkelige af det, der sker der.

Hvis mødre hele tiden tjekker op på sig selv på de sociale medier og kigger ned i mobilen, så ser børnene det og bliver påvirket af det. Vi forældre skal turde være os selv og vise, at det ikke er sejt at lytte ukritisk til gruppen. Vi skal lære vores børn at hvile i sig selv.

Du nævner mødrene, hvad med fædrene – spiller de ikke en rolle?

Jo, det er ligeså  meget fædrene. Jeg havde på et tidspunkt en patient, som ud over at have en spiseforstyrrelse også overtrænede. Hun nægtede at stoppe med det. Hun fortalte, at når hendes far endelig var hjemme fra arbejde, så var han ude at løbe, fordi han var triatlet og mega sej. Og hendes mulighed for at være i selskab med ham var at tage ud og løbe sammen med ham. Det havde hun det godt med, sagde hun. Men det havde hun jo ikke. Det var jo ikke godt for hende. Og man er ikke mega sej, fordi man kan løbe en ironman eller bestige høje bjerge. Det er fejlagtigt at vise sine børn det. Man er sej, når man hviler i sig selv og kan sætte grænser. Det er det, vi skal lære vores børn og unge.

Det kan synes som en ulige kamp – hvor skal man som forældre starte og slutte?

Man kan starte med at skimme sin dagligdag igennem og se, hvad det er, vi viser vores børn. Se blot på forældre, når de går tur med barnevognen i dag. I stedet for at have øjenkontakt med barnet, går de med hovedet nede i mobiltelefonen. Eller barnet sidder omvendt i klapvognen, for så kan forældrene nemlig få løbet en tur, selvom barnet er med. Det er starten på en fremmedgørende proces.

Og så skal vi være med til – sammen med medierne, som spiller en stor rolle – at sætte en standard for, hvad der er sejt. Hvorfor skal man følge sportsstjerner på de sociale medier, som viser, hvor restriktivt de spiser? ’Hvad rager det os, hvad de spiser?’ skal vi sige. Hvis almindelige dødelige skulle efterleve dem, ville vi ikke kunne passe vores job. Og det, vi ikke ser på de sociale medier, er, hvor høj prisen er for at leve sådan. Nogle af dem ender jo også her hos os.

Jeg har haft en eliteidrætsudøver her hos os. På et tidspunkt skulle vi lave noget yoga. Men hun kom ikke ud og var med. Hun trænede på værelset, til hun var den bedste på holdet. For det, hun havde lært, var, at det er en taber, der bliver nummer to.

Børn skal have lov at hvile i sig selv – selvfølgelig skal man tænke på gruppen. Men måske skal man turde mærke efter først, hvad der i virkeligheden er godt for en selv.