Vietnamesiske forårsruller med dip

Lær at lave lækre vietnamesiske forårsruller og dip til.

Laves med “omslag” af tynde risplader (købes i orientalske butikker eller supermarkeder). I modsætning til kinesiske forårsruller skal de vietnamesiske ikke frituresteges.

Servér et par små dip til.

Det skal du bruge:

16-20 små risomslag til forårsruller

1-2 gulerødder

1 agurk og/eller 1-2 stilke bladselleri

½ mangofrugt

1 avocado

Evt. syltet ingefær i skiver

Evt. grøn eller rød salat

Masser af mynteblade

Evt. tamari

Sådan gør du:

Snit fyldet: skær gulerødder, agurk og/eller bladselleri samt mangofrugten i tændstikstore stykker. Skær avocadoen i strimler.

Lav rullerne én ad gangen: hæld kogende vand i en tallerken og læg det første omslag i vandet. Dup med fingrene og vend pladen, som bliver blød på et øjeblik.

Placér pladen på et smørebræt og læg evt. et salatblad på. Læg derefter en stribe mynteblade på og kom lidt af hvert af det øvrige fyld på. Dryp evt. med lidt tamari.

Fold siderne ind og rul forårsrullen stramt sammen.

Lav de resterende ruller på samme måde.

Pak rullerne ind i fugtigt pergamentpapir, før du lægger dem i madkassen.

Flere ideer til fyld

• Grønne asparges, bønnespirer, udblødte shiitakesvampe og tofu

• Erstat salatbladene med spinat

• En anden variant af fyld er bagte søde kartofler eller hokkaidogræskar med saltede, hakkede græskarkerner samt lidt smuldret, røget tofu.

• Skift mynten ud med frisk koriander og dryp med lidt tamari rørt med et par dråber ristet sesamolie


Sesamdip til forårsruller

Det skal du bruge:

2 spsk tahin

1 tsk sesamfrø

Et nip chiliflager

1 fed hvidløg

Citronsaft

Tamari

Sådan gør du:

Rør tahinen blød med vand. Kom ganske lidt vand i ad gangen. Dippen skal være lind, men ikke flydende.

Tilsæt sesamfrø, chili og presset hvidløg. Smag til med citronsaft og tamari.


Sur/sød dip til forårsruller

Det skal du bruge:

½ dl riseddike

2 tsk råsukker

3 spsk finthakket gulerod

3 spsk finthakket agurk

2 spsk finthakket koriander

Sådan gør du:

Bring eddiken i kog med sukkeret og lad det afkøle. Tilsæt evt. lidt vand og smag til med salt og sukker.

Kom gulerod og agurk i og lad gerne eddiken stå nogle timer eller natten over.

Rør korianderen i.

 

Opskrifterne kommer fra Den lille grønne for madpakkespisere, skrevet af Kirsten Skaarup. Kirsten Skaarup har tidligere udgivet en række vegatariske kogebøger og har leveret opskrifter til Det helbredende køkken, som hun er medforfatter af.