Vinder eller “taber-skaber”?

Alt for ofte oplever vi i familien, at en uoverensstemmelse bliver til et skænderi, og et skænderi eskalerer til en konflikt. Konflikt er dog ofte et ret stort og alvorligt ord at bruge.

Faktisk er en konflikt en uoverensstemmelse, der har fået lov at eskalere til det punkt, hvor der er sket uoprettelig skade på en eller flere parter. Det lyder voldsomt, men det sker – også i familier.
Så lad os starte med at identificere situationen, som den virkelig er: En uoverensstemmelse eller et skænderi. Og derfra skal den så løses. Det kræver så også, at vi identificerer uoverensstemmelsen, når den netop ikke er mere end det. Da er den trods alt lettere at løse. Men hvis vi sidder den overhørigt, er vi fx for trætte fredag aften til at tage den, så ligger den og ulmer og får lov til at irritere den ene eller begge parter, indtil det hele eksploderer. Og så har vi balladen.

Ikke en konkurrence

Alt for mange ser et skænderi eller en konflikt som en konkurrence. Og når det er vores tilgang, ja så skal der jo findes en vinder. OG en taber.
Tænk over det: Hvis du står i en uoverensstemmelse, der kan eskalere til en konflikt, og din tilgang er, at du har ret og derfor vil overbevise den anden om dette, ja, så er der jo kun denne ene mulighed. En skal vinde ved at få den anden til at se det hele fra sit synspunkt. Men forudsætningen for at vinde er så, at der netop findes en taber. Så du vinder måske, men du er samtidigt også en ”taber-skaber”. Det lyder knapt så rart, ikke ? Så selvom mange af os siger, at vi ønsker at ”løse” en konflikt, skal vi spørge os selv, om vi virkelig ønsker at løse den, eller om vi egentlig vil vinde?

Forær ikke ”sejren” væk

Som forældre kan vi også give så meget efter på grund af kærligheden til vores børn, at vi bøjer af.
Pga. kærlighed, husfred og af frygt for, hvad børnene kan finde på, går vi på kompromis med os selv og vores værdier og sender en ubehagelig følelse ind i os selv.

Vi forærer dem sejren og erklærer os selv som tabere. Og gør os selv en bjørnetjeneste ved den kortsigtede gevinst. Fred. Det er der ingen af parterne, der får det bedre af på sigt. Det udvikler ikke relationen positivt og giver en uheldig erfaring at bygge videre på.
Så længe vi med uselvisk kærlighed ønsker at få det bedste ud af en tvist eller uoverensstemmelse, vil vi stå bedre. Lærer vi vores børn dette tidligt, vil det blive lettere at løse de ”konflikter,” der vil opstå, som børn bliver større og forældre ældre.

MARK ANTHONY

er foredragsholder og motivationsekspert. Mark har arbejdet med motivation og coaching i 15 år og holdt foredrag for 150.000 mennesker i ind- og udland.
Læs mere om Mark på http://www.decision.dk/