Visdomstænderne bryder normalt frem i munden i 17-24 års alderen, og i nogle tilfælde anbefaler tandlægen at fjerne dem. Hos mange unge voksne er der ikke plads til et normalt frembrud af en eller flere visdomstænder, og problemet er størst i underkæben. I mange år har det været almindelig praksis at fjerne visdomstænder, som tandlægen vurderede ikke ville bryde normalt frem. Man fjernede tænderne for at forebygge problemer. Sådan er det ikke længere. I dag er det almindeligt anerkendt praksis, både herhjemme og internationalt, kun at fjerne de visdomstænder, hvor der er sygdom og ingen udsigt til bedring over tid. De sjældne skader, der kan ske, når man fjerner visdomstænder (specielt nerveskader), anses for at være så invaliderende, at risikoen for at få varige mén, når visdomstanden fjernes, er større end risikoen for senere komplikationer, som f.eks. et hul i tanden, eller at nabotanden beskadiges.
Især i frembrudsfasen anbefaler tandlægen, at man afventer, om tanden kan komme frem på trods af forbigående symptomer. Underkæben vokser og udvides indtil 21-års alderen, og derfor kan der sagtens, på et senere tidspunkt, skabes plads til korrekt frembrud af visdomstanden.
Det vil selvfølgelig altid være et skøn fra tandlægens side, hvornår det er nødvendigt at fjerne en visdomstand. Tandlægen overvejer situationen i hvert enkelt tilfælde. Overordnet går overvejelsen på, om risici ved at fjerne er større end fordelen ved at lade tanden blive. Især visdomstandens rødder og forbindelse til underkæbens hovednerve kan være afgørende for, om tandlægen vurderer, at der er for stor en risiko for nerveskade. Hvis tanden får en nerveskade i forbindelse med, at en visdomstand fjernes i underkæben, kan det betyde livslang føleforstyrrelse i tungespidsen eller tilsvarende føleforstyrrelse i resten af tænderne i den kæbehalvdel, hvor visdomstanden sad, og i den tilhørende kind.
__________