Han ser opmærksomt og lidt nervøst på mig og sætter sig i stolen, mens jeg finder laboratorieskemaet frem. I dag skal han have svar på PSA (prostata specifikt antigen) der er en blodprøve, der kan anvendes til at følge udviklingen af prostatakræft.
For tre år siden fik han konstateret prostatakræft, og man har valgt antihormon-behandling, som han stadig får. Forløbet på sygehuset er afsluttet, og han er overgået til kontrol hos egen læge, hvor der foretages PSA-måling hvert halve år. Aftalen med sygehuset er, at han genhenvises til dem, hvis PSA stiger over en vis værdi som tegn på, at der er udvikling i sygdommen.
Han er altid meget spændt på, hvad blodprøven viser, og vi starter derfor med at tale om det. I dag er der en lille stigning i forhold til sidst, men værdien er stadig under det niveau, der vil betyde, at han skal genhenvises til sygehuset.
Han ser bekymret på mig, og det er der en god grund til. Naturligvis er han bekymret for, at sygdommen udvikler sig, ligesom andre patienter med prostatakræft. Vi taler om, at det ofte er en mindre farlig kræftsygdom, hvor de fleste lever mange år, uden at sygdommen udvikler sig.
Mange patienter med denne sygdom er frustrerede over, at det netop er så svært at forudsige, hvordan det går. Det er vigtigt, at de år, hvor sygdommen ikke udvikler sig, ikke kommer til at handle om frygten for det, men om det, der giver mening og indhold i livet, så længe vi har det.
Prostata hedder på dansk blærehalskirtlen, og den vokser gennem hele livet hos alle mænd. Kirtlen udskiller PSA (prostata specifikt antigen) hos både raske mænd, mænd med forstørret prostata og mænd med prostatakræft.
Prostatakræft er en svær sygdom at diagnosticere. Ved tidlige stadier af prostatakræft er der oftest ingen symptomer. Ved mere fremskreden prostatakræft opleves symptomer som træthed, vægttab, blod i urinen og vandladningsbesvær. PSA-blodprøven anvendes til at følge udviklingen af prostatakræft. Prøven anvendes også i forbindelse med udredning hos mænd med symptomer eller med ophobning af prostatakræft i familien, men kan desværre ikke anvendes som screening af mænd uden symptomer.
Behandlingen af prostatakræft afhænger af sygdommens udbredelse og omfang, men også af om der er tale om langsomt udviklende eller hurtigt udviklende prostatakræft. I mange tilfælde er prostatakræft en fredelig sygdom, man kan leve med i mange år, og som man ikke dør af men dør med. I andre tilfælde kan det være en aggressiv sygdom, som spreder sig hurtigt og kan føre til tidlig død.
Hos min patient er der tale om langsomt udviklende prostatakræft, og det betyder, at han formentlig kan leve med sin sygdom i mange år. Den vedvarende bekymring kan jeg dog ikke tage fra ham, og den vil formentlig følge ham resten af hans liv. Vi har talt om, hvilke muligheder, der er, og han er afklaret lige nu.
Da vi er ved at være færdige med konsultationen, smiler han lidt og siger: ”Så fik jeg vist et halvt år mere”.
Jeg gengælder hans smil og siger, at jeg som læge ikke har grund til at tro andet. Han rejser sig og siger, at han så i hvert fald vil gå ud og nyde det fine vejr og tænke om sig selv, at han er rask, indtil vi ses igen. Det synes jeg lyder som en god idé.