Det har længe undret forskerne, at vi her i det mælkedrikkende Nordeuropa har en skræmmende stigning i personer med knogleskørhed, mens de i det ikke særligt mælkedrikkende Japan har imponerende få. Nyt fokus på K2 vitaminet, kan måske give svaret og afhjælpe både knogleskørhed og åreforkalkning.
Skandinaviske kvinder er blandt dem, der oftest udvikler knogleskørhed eller osteoporose, som det officielt hedder. Mindst hver tredje kvinde og hver tiende mand udvikler osteoporose i Danmark – og det er på trods af, at man i de senere år har forsøgt at bremse den udvikling med højere doser af D3 vitamin og calcium. Men en række nye undersøgelser har vist, at en forebyggende behandling med K2-vitamin har en positiv effekt. Det er den kendte overlæge, dr. med. Henrik Hey, som har fået øjnene op for det oversete K2 vitamin, og han er klar til at gennemføre nye forsøg, som skal bekræfte hans hypoteser.
– K2-vitamin har været et overset vitamin. Men der er meget, der tyder på, at K2-vitamin gør det muligt for kroppen at overføre kalk fra blodet til knoglerne. Derfor er det min hypotese, at vi kan forebygge blandt andet osteoporose med en kombination af D3-vitamin, calcium og K2-vitamin. Hver for sig har de bevist deres positive effekt, og jeg mener, at der er belæg for at antage, at en kombination af alle tre vil have en større effekt, da de har forskellige roller, som alle er nødvendige for at få bugt med stigningen i tilfælde af osteoporose, siger Henrik Hey, som ved, at det vil tage år at indsamle den nødvendige dokumentation. Han synes imidlertid, at indikationerne er så gode, at han gerne vil dele budskabet allerede nu.
Reducering af osteoporose er ikke den eneste fordel, som Henrik Hey ser i K2 vitaminet. For den kalk, der flyder rundt i årerne, kan fæstne sig til fedtet i blodet, hvor det kan føre til åreforkalkning og øge risikoen for blodpropper.
– Når kalken bliver overført til knoglerne, hvor det styrker kroppen, bliver det samtidig fjernet fra blodet, hvor det kan gøre skade.
Det udsagn baserer Henrik Hey blandt andet på den såkaldte “Rotterdam Undersøgelse”, som dels viste en betydelig reduktion i antallet af patienter, der fik blodpropper, samt en reduktion af hjertedødlighed. Endvidere viste undersøgelsen en reduktion af forkalkningen af blodårerne.
Selv om Henrik Hey ser mange fordele i, at danskerne får øget deres indtag af K2-vitamin, så er der også en ulempe.
– Der er ikke meget K2-vitamin i den vesterlandske mad. Det findes i fedtholdige fødevarer som smør, ost, bacon og æggeblomme, men de mængder, der skal til for at få det nødvendige indtag af K2-vitamin, er så stor, at det vil resultere i mange andre sundhedsproblemer, så det kan ikke anbefales. Derfor er det kun realistisk at få indtaget op i form af vitaminpiller med et højt indhold af K2, og de piller, der er på markedet i øjeblikket, er ret dyre, påpeger Henrik Hey, som ønsker, at der skal et produkt på markedet i en prisklasse, som gør det tilgængeligt for almindelige folkepensionister.
Så meget K2 vitamin skal vi have
De internationale anbefalinger for indtagelse af K2 vitamin lyder på: 2 mikrogram til børn fra 0 til 2 år 30 mikrogram til børn over 3 år 60 mikrogram til børn over 4 år 75 mikrogram til børn over 11 år 90 mikrogram til kvinder 120 mikrogram til mænd Sundhedsstyrelsen har ingen officielle anbefalinger af K2 vitamin. |
Man er i risikogruppen for at udvikle K2- vitamin-mangel, hvis man:
• Er nyfødt • Lider af Leversyge • Lider af kronisk inflammatorisk tarmsygdom • Har gennemgået større operative indgreb • Lider af cøliaki (gluten intolerant eller glutenallergiker) • Lider af anoreksi eller bulimi • Lever usundt eller er småt spisende • Lider af demens / Alzheimers • Lider af Parkinson • Lider af Osteoporose • Er i behandling med følgende hyppigt anvendte lægemidler: Acetylsalicylater (Albyl, Magnyl, kodimagnyl og lignende), antibiotika, binyrebarkhormoner (Prednisolon). |