Normalt snakker vi cremer og olier – både inde- og udefra – når atopisk eksem, også kendt som børneeksem, skal lindres, eller huden generelt skal styrkes. Men forskning tyder på, at D-vitamin også kan have en lindrende effekt ved f.eks. eksem.
Når vores hud får sol på sig starter processen, der fører til, at kroppen danner D-vitamin, der egentlig er et hormon. Vi kan også få vitaminet tilført via vores kost, men størstedelen af vores krops D-vitamin-indhold står huden oftest for.
Ligeledes har det vist sig, at D-vitamin i kroppen modsat har en positiv virkning for vores hud. I hvert fald fandt to sydkoreanske forskere ud af for et par år siden, at D-vitaminet havde en lindrende virkning på f.eks. atopisk eksem, der kan give en voldsom kløe.
Aatopisk eksem kan ikke kureres, kun lindres, indtil hovedparten vokser fra den – heraf navnet børneeksem.
Voksne kan også lide af sygdommen, men hos ca. 60 procent forsvinder symptomerne inden puberteten.
Præcist hvorfor, D-vitamin har en lindrende virkning, ved vi ikke endnu, men vitaminet har tidligere vist sig at have en indflydelse på flere forhold, som har med immunforsvaret at gøre. Eksem er en allergisk reaktion, som bl.a. handler om et immunforsvar i ubalance, så det er højst sandsynligt her, at koblingen skal findes.
Ved atopisk eksem finder der en kløende inflammation sted i huden. Og de ramte har et forhøjet niveau af antistoffer af typen IgE. Symptomerne behandles konventionelt med fugtighedscreme og binyrebarkhormoner.
De seneste 30 år er antallet af ramte, der lider af atopisk eksem, steget. Det er andre allergiske sygdomme også, og her kommer bl.a. hygiejne-teorien i spil, der kort fortalt går ud på, at vores immunforsvar udsættes for færre udfordringer og derfor ikke modnes korrekt. F.eks. så man ved Berlinmurens fald at antallet af allergikere i Østtyskland på bare ti år blev femdoblet i takt med at deres boligforhold og fødevaresikkerhed nåede vestlig standard.
Selv om denne teori virker troværdig, findes der intet bevis for, at en dårlig hygiejne giver lavere forekomst af allergi.
Vi ved til gengæld, at folk fra områder, hvor man er mindre udsat for UVB-stråling fra sollys, har en højere forekomst af atopisk eksem. I sådanne områder kan D-vitamintilskud i vinterhalvåret have en gunstig virkning på børn med atopisk eksem.
Kilder:
Gaeun K, Ji-Hyun B. Vitamin D and atopic dermatitis: A systemic rewiew and meta-analysis. Nutrition. 2016;32(9):913-20.