Vores liv har en udløbsdato

Der findes kun én eneste ting, som vi ved med sikkerhed og som gælder for os alle: Vi skal dø. Men for mange af os er det svært at bære den erkendelse og endnu sværere at rumme, at vi også skal miste vores kære. Men døden er en uomgængelig del af livet, så hvordan hjælper vi bedst os selv og hinanden, når døden rykker tæt på os?

Hvert år mister omkring 54.000 mennesker i Danmark livet. Statistikken taler sit eget faktuelle sprog. Men for mange af os slipper ordene op, når vi skal tale om døden og den sorg, der følger med.
Organisationen Landsforeningen Liv&Død arbejder for at sikre en værdig afslutning på livet og for at nedbryde tabuet omkring døden.

– Vi bliver konfronteret med døden mere end nogensinde før. Bøger, artikler, podcasts og radio- og tv-udsendelser beskæftiger sig med døden og dét at miste i langt højere grad end tidligere. Alligevel er det stadig sådan, at mennesker i sorg oplever, at venner og familie holder sig væk eller går over på det andet fortov. Så længe en sørgende oplever det, så længe er der brug for, at vi sætter fokus på døden, siger Kirsten Søndergaard, direktør i Landsforeningen Liv&Død og tilføjer:

– Vi skal ikke tale om død og sorg hele tiden, men det er vigtigt at få det vendt som en naturlig del af alt andet i livet. Det er min erfaring, at mennesker som selv har mistet rigtig gerne vil tale om det, mens dem, der ikke har mistet, ofte har mindre lyst til at gå ind i en snak om tab og sorg. Man behøver ikke nødvendigvis sætte ord på – alene dét at være sammen er en stor trøst for mange, siger Kirsten Søndergaard.

Læs også: Når sorgen bliver til en diagnose 

Når sproget giver fortabt

Hvad siger man, når man møder en pårørende i dyb sorg eller et menneske, som står ved livets afslutning?
Som hospitalspræst på Rigshospitalet møder Lotte Mørk mennesker i krise hver eneste dag. Hendes svar er helt enkelt.

– Måske er der ikke noget sprog, som rækker til at rumme døden og meningsløsheden. Jeg taler med mange, som ikke har ord. Jeg vil gerne opponere imod ideen om, at vi skal kunne tale om det og dermed kunne mestre det. Vi skal ikke kunne mestre noget så særligt og vanvittigt som døden. Erkendelsen ligger i at sige: Der er ikke noget sprog, hvis vi forstår sprogets funktion som noget, der kan fikse død og sorg. Nej! Og mennesker, som er på kanten af livet, de vil ikke nødvendigvis tale om døden. Jeg oplever tit, at både pårørende og døende allerhelst vil tale om livet. Det kalder nogen for sygdomsfornægtelse, men vores menneskelige eksistens er tæt knyttet til håb. Vi har brug for at glemme, at vi skal dø – vi leger, at vi ikke skal dø, også når døden er helt tæt på. Ganske enkelt, fordi det er for smertefuldt at forholde sig til.

Hvordan hjælper du mennesker i sorg?

– Jeg træder åbent ind i mødet med et andet menneske i en tro på et åndeligt fællesskab, der forbinder os. Jeg har ingen plan, men fralægger mig al kontrol, hvilket gør mig sårbar. Jeg tør gå ind i det møde på den måde, fordi jeg har lavet en ansvarsfordeling med Gud. Jeg gør min del, og han gør sin del. I sidste ende er vi ens, vi har ét liv og én død. Og i det spontane fællesskab kan der ske små mirakler. Afmagten sidder i hjertet, ikke i hovedet, og jeg træder ind som præst, der skal hjælpe med sjælesorg. Det er min funktion. Og jeg læner mig ind i, at vi er tre: Dig, mig og Gud. Vi kan ikke det her alene, vi har brug for noget større. For mig er det min tro. For andre er det noget andet. Det vigtigste er, at der er en større historie end din og min, som netop fortæller, at kærligheden er stærkere end døden – kærligheden fortsætter på trods af døden. Man skal samtidig turde magtesløshedens rum, hvilket forudsætter, at du tør erkende dine egne begrænsninger. Vi kan ikke tage ansvar for døden, for den har vi ingen magt over.

Hvad er dit vigtigste budskab, når det handler om døden og sorgen?

“I vores samfund må sorg helst ikke fylde noget. Vi må ikke gå i stykker, men sorg lægger livet øde.”

– Tal om det, som det ER. Jeg er fan af virkeligheden og af realiteterne. Og jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi lavede decideret folkeoplysning om døden. Der er mange mennesker, som ikke har et konkret kendskab til døden, fordi vi ikke længere deler erfaringer om døden med hinanden. Før i tiden var hele familien samlet om den afdøde, som lå derhjemme i en åben kiste. I dag tager professionelle sig af alt omkring døden, fordi vi ikke tør være med den. Folkeoplysningen skulle indeholde alt dét, der sker med os, både fysisk, psykisk, socialt, eksistentiel og åndeligt, når man dør, og når man mister. Vi lover måske hinanden at dø i hinandens arme, men bliver bange for de naturlige dødstegn, så en mere realistisk afslutning bliver, at vi må ringe 112, og så flytter døden på hospitalet.

Læs også: Preben Kok “Det er okay at være vred på Gud”

De vigtige ritualer

Også psykolog og professor Mai-Britt Guldin, Videncenter for rehabilitering og palliation på Odense Universitetshospital, beskæftiger sig indgående med døden og sorgen, både i terapisamtaler, foredrag og undervisning. Som psykolog i sundhedssystemet oplevede hun tidligt, at mange patientsamtaler havde fokus på diagnoser, men ikke handlede ret meget om den underliggende sorg og angst for døden.

– Jeg lagde mærke til, at patienterne ikke spurgte: ”Skal jeg dø,” selvom det var helt oplagt at tale om. Og som fagperson savnede jeg redskaber og muligheder til at åbne for den snak, som lå lige for. Derfor besluttede jeg mig for at gøre sorg til noget, vi kan tale om i hverdagen.

Mai-Britt Guldin har siden 2005 forsket, undervist, holdt oplæg og skrevet bøger om tab, sorg og døden, og hun har oplevet en enorm interesse for emnet.

– Det voksede helt eksplosivt fra starten. Jeg tror, det handler om, at vi havde en meget forældet forståelse af sorg, som vi kan datere hundrede år tilbage i tiden. Dengang skulle sorg og død håndteres alene og i stilhed. Det var ét menneske og én familie, som var i sorg. Der var en andægtighed omkring døden, som for mange bundede i et religiøst aspekt. Man stod meget alene med sin sorg, fordi sorgen blev opfattet som en indre ting. Nu har jeg været psykolog i over 20 år, og jeg kan se en kæmpe forandring i vores samfund over tid. Vi har fået en anden følelseskultur, som betyder, at død og sorg er langt mere integreret i hverdagslivet og i hverdagssproget. Mange svære ting er nu i langt højere grad flyttet ud i fællesskabet, som noget der kan håndteres i fællesskabet og i sammenhæng med andre. Vi har fået en anden forståelse af, at andre mennesker er vigtige og i forbindelse med for eksempel mindehøjtideligheder, opstår der et fælles sorgudtryk, siger Mai-Britt Guldin.

Hun peger samtidig på vigtigheden af at have ritualer omkring døden.

– Ritualer sætter rammen for nogle bestemte ting, som vi skal i en bestemt rækkefølge. Vi bliver passet på inden for den ramme og får plads til at rumme de voldsomme følelser, der er i spil. Ritualerne behøver ikke være kirkelige eller religiøse, men kan udføres på en måde og i en sammenhæng, som giver mening for den enkelte.

Også hospitalspræst Lotte Mørk understreger ritualernes enorme betydning i sorgprocessen.

– Ritualer markerer overgange, og de er så meningsfulde, fordi de taler til hjertet og ikke til hovedet. Ritualer ændrer rummet og bringer orden i kaos. Man behøver ikke folde sine hænder eller ligge på knæ for at lade ritualerne manifestere den relation, der er og den kærlighed, der er. Jeg har lige begravet et barn, det er totalt meningsløst. Der findes ikke ord som kan lindre, men det kan ritualerne. At velsigne, at sige en bøn. Vi fornemmer, hvad der sker, og det rækker ud over ordene og giver os mulighed for at handle i afmagten, siger Lotte Mørk.

Læs også: Giv dit hjerte, hvad det længes efter

Studenterkørsel til gravsted

En gruppe nybagte studenter ærer deres afdøde klassekammerat med studenterkørsel til hans gravsted, Facebook-profiler kan ændres til et mindested for den afdøde, og Internettet tilbyder, at man kan tænde et digitalt lys til ære for en afdød.
Alt sammen elementer som peger på, at vores sorgkultur er i forandring. For nogle bliver det smagløst, for andre en måde at udtrykke sin sorg på.

– Jeg oplever, at vi er inde i en god udvikling, hvor vi genopfinder sorgudtryk og ritualer på en mere fri måde. Vi skal fortsat øve os i at tale om dét, der er svært, men det er mit indtryk, at de yngre generationer hjælper os godt på vej, blandt med en digital sorgkultur, siger psykolog og professor Mai-Britt Guldin.

Både hende, hospitalspræst Lotte Mørk og direktør i Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, fremhæver, at sorgprocessen er individuel, og at hver enkelt skal have plads og tid til at sørge. Sorg er ikke noget, der skal overstås.

– Der sker en masse praktisk i forbindelse med begravelsen, og mange er ofte omkring den efterladte. Bagefter er der tid til at sørge. Hvor alle andre vender tilbage til en kendt hverdag, sker det ikke for den, der har mistet. Og især dér kan den sørgende have brug for andre. Husk at nævne den afdøde og lad vedkommende være en naturlig del af samtalen. Livet går videre, men sorgen over at have mistet er der for altid, siger Kirsten Søndergaard.