Kontorarbejdspladsen kan udløse mange gener. Vi har fundet en stribe gode råd, der gør din kontorarbejdsplads til en sund oplevelse.
Møder behøver ikke at foregå rundt om et bord. Inviter dine mødedeltagere med på en tur udenfor.
En god gåtur klarer hjernen, og med masser af frisk luft i lungerne får du fornyet energi til de opgaver, der ligger og venter, til du er tilbage fra mødet.
Tag eventuelt en diktafon med på turen, men indtal kun de vigtigste ting, I kommer frem til.
Museskader rammer rigtig mange. Men museskader kan forebygges. Hvis du mener, at du er på vej til at få en museskade, er det tid til at tage tyren ved hornene.
En mulighed er at bruge genvejstasterne på tastaturet i stedet for hele tiden at bruge musen.
En anden mulighed er at bruge skiftevis højre og venstre hånd til musen. Det er akavet i de første dage, men kan sagtens læres.
En tredie mulighed er at skifte den traditionelle mus ud med for eksempel en track ball, pen eller en mousetrapper.
Danmarks største arbejdsmiljørådgiver ALECTIA mener ikke, man kan tale om én korrekt siddestilling. Opfordringen lyder: Brug stolen på så mange måder, du har lyst til. Sid højt, sid lavt, vip på stolen eller sid omvendt på den.
Jo mere variation, jo bedre.
Endelig kan du rejse dig fra stolen og hæve bordet. Det er tit nemmere at bevæge hele kroppen, når man står op, end når man sidder ned.
Afstanden til din skærm skal svare til længden på dine udstrakte arme. Du skal kunne se over skærmens overkant uden at strække hals.
Ifølge ALECTIA er det ikke godt at arbejde på den bærbare hele dagen.
Du kan koble den bærbare til eksternt tastatur, mus og skærm. Eller du kan placere den bærbare på en forhøjer, så du får en god synshøjde på skærmen.
Brug din kaffepause aktivt i stedet for bare at sidde på en stol. Aftal med kolleger, at I kan lave nogle strækøvelser eller andre aktiviteter, som I har lyst til at lave sammen. Det vigtigste er, at du lige kommer ud af stolen og får rørt kroppen.