Lad fuglene flyve fra reden

Mor er den bedste i verden. Indtil der en dag ikke længere er brug for hende. For mange forældre – ikke mindst mødre – er det en voldsom oplevelse, når børnene en dag er flyttet fra reden, og man sidder alene tilbage. I stedet for at glædes over al den  ekstra tid og plads samt ikke mindst fred og ro, man pludselig får til sin rådighed, opstår der ofte et stort tomrum i hverdagen, som det kan være svært at udfylde.

Journalist og forfatter Lene Johansen undersøger fænomenet via en række interviews med kendte forældre, der reflekterer over deres oplevelse af situationen, da deres fugleunger fløj fra reden.

“Det er grusomt den dag, der ikke længere ligger en skoletaske smidt i entreen, skoene står hulter til bulter og køleskabet er tømt. Ganske grusomt,” siger eksempelvis chefredaktør og antropolog Anne Knudsen i bogen.

Andre mødre, der fortæller om savnet,før de blev i stand til at nyde deres nyvundne frihed omfatter feminist-forfatterne Fay Weldon og Erica Jong, folketingspolitiker Christine Antorini, skuespiller Mette Horn og psykolog Margrethe Brun Hansen. Samt en enkelt far i skikkelse af filmproducent Peter Aalbæk.

“Kunsten at give slip – når børnene flytter hjemmefra” af Lene Johansen, 200 sider, vejl. pris 249 kroner.